Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lebrun, Charles - Lebrun, Charles François - Lebrun, Pierre Antoine - Lebrun, Ponce Denis Ecouchard - Lecce - Lech - Lecher. — Lech (Sagnkonge) - Lechevalier, Jean Baptiste - Lecky, William Edward Hartpole - Leclerc d’Ostin, Victor Emanuel - Lecocq, Charles - Leconte de Lisle, Charles Marie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sin Autoritet paa en despotisk Maade gjeldende
ligeoverfor alle de Kunstnere, som havde med disse
Ting at gjøre. Hans egne Hovedverker er
Malerierne i det store Trappehus og i Speilgalleriet i
Slottet i Versailles, hvor han har fremstillet de
vigtigste Begivenheder i Ludvig den fjortendes Liv
fra Pyrenæerfreden til Freden i Nimwegen. Hans
mest fremragende Staffelibilleder er de fem store
Fremstillinger af Alexander den stores Seire (nu
i Louvre). Hans Hovedstyrke laa i Kompositionen,
Tegningen og den tekniske Udførelse, hvorimod
hans Kolorit er uharmonisk, og hans hele
Fremstilling mangler Liv og Varme.
Lebrun, Charles François, Hertug af Piacenza,
fransk Statsmand, f. 1739, d. 1824, var Huslærer
og Sekretær hos Kansleren Maupeou og faldt
tilligemed denne i Unaade ved Hoffet ved Ludvig
den sextendes Tronbestigelse. Kort før
Revolutionens Udbrud udgav han Skriftet „La voix du
citoyen“, hvori han paaviste Nødvendigheden af
Reformer i Statsstyrelsen. Som Medlem af den
konstituerende Nationalforsamling 1789—91
optraadte han maadeholdent og var ved sin
Sagkundskab især af Nytte ved Forhandlingerne om
Finans- og Forvaltningssager. Under Terrorismen sad han
fængslet lige til Robespierres Fald, blev 1795
Medlem af de 500’s Raad, hvor han 1796 fik
Forsædet, og ydede i denne Egenskab Bonaparte
vigtige Tjenester den 18de Brumaire, hvorfor han
udnævntes til tredie Konsul. Som saadan gjorde
han sig fortjent af Finansernes Ordning. Ved
Keiserdømmets Oprettelse blev han Erkeskatmester
og senere Hertug af Piacenza. 1810 blev han
Guvernør i Holland, hvor han optraadte med
Maadehold og Klogskab. Ved Restaurationen
underkastede han sig Bourbonerne, blev Pair og hørte
senere i Pairskammeret til det konstitutionelle Parti.
— Han har oversat Tassos „Befriede Jerusalem“
og Iliaden paa Fransk.
Lebrun, Pierre Antoine, fransk Digter, f. 1785,
d. 1873. Endnu som ganske ung forfattede Lebrun
en Ode over Slaget ved Austerlitz, hvorfor han fik
en aarlig Pension. Ogsaa senere vedblev han at
besynge det første Keiserdømmes Seire, dog først
efter dets Fald. Dette bevirkede, at han mistede
baade sin Pension og en indbringende Post som
Skattekasserer i Havre. 1828 blev han Medlem
af Akademiet, under Juliregjeringen Pair og 1853
Senator. Som dramatisk Digter hyldede han
oprindelig den klassiske Smag, men nærmede sig
senere Romantiken, særlig ved sin Tragedie „Marie
Stuart“ (1820). Blandt hans andre Arbeider kan
nævnes Oden om Napoleons Død, Tragedien „Cid
d’Andalousie“ (1825) og det smukke Digt „Voyage
de Grèce“ (1828).
Lebrun, Ponce Denis Ecouchard, fransk
Digter, f. 1729, d. 1807, blev Sekretær hos Prins
Conti, efter hvis Død han fik en Pension af Hoffet
og i sine Digte smigrede Ludvig den sextende. Ved
Nevolutionens Udbrud sluttede han sig dog til
denne og skrev radikale republikanske Oder, som
forresten hører til hans bedste Arbeider. Efterat
Bonaparte var kommen til Magten forherligede
han ham og fik en aarlig Pension af 6,000 Francs.
Han var en ondskabsfuld og alt andet end ædel
Karaktér, som bl. a. fandt Fornøielse i at sværte
enhver, selv sine bedste Venner, i bidende
Epigrammer. Hans Oder og Elegier er ubetinget
den bedste Lyrik, som den klassiske Skole i
Frankrige har frembragt, og udmærker sig ved Kraft
og ophøiede Tanker. Ogsaa hans ufuldendte
Læredigt „La nature“ er rigt paa poetiske Skjønheder.
Lecce (udt. Lettsje), Provins i Italien, 152
Kv.mil stor, med ca. 500,000 Indb. —
Hovedstaden Lecce, nær Adriaterhavet, har 24,000 Indb.,
livlig Handel og Bomuldsindustri og er Sæde for
en Biskop.
Lech, Flod i Tyskland, udspringer i Vorarlberg,
løber først mod Ostnordost, derpaa mod Nord
gjennem Baiern og falder ved Lechsend i Donau.
Dens Længde er 38 Mil. Her stod 5te April 1632
en Træfning mellem Svenskerne under Gustav
Adolf og de Keiserlige under Tilly, i hvilken den
sidste blev dødelig saaret.
Lecher, gammelt Fællesnavn for de polsk-slaviske
Stammer, udledes af en Sagnkonge ved Navn Lech.
Lechevalier (udt. Løsjøvalie), Jean Baptiste,
franst Arkæolog, f. 1752, d. 1836, gik med
Choiseul-Gouffier som Gesandtskabssekretær til
Konstantinopel, bereiste Italien, Lilleasien og Egnene om
det Sorte Hav, vendte efter Revolutionens Udbrud
tilbage til Frankrige og gjorde nu indtil 1795
Reiser til England, Tyskland, Holland, Danmark,
Sverige og Rusland, besøgte senere Spanien,
Portugal og Sicilien og blev 1806 Konservator
ved Bibliotheket Ste. Geneviève i Paris. Hans
mest bekjendte Skrift er „Reise i Troas“, hvori
han beskriver Skuepladsen for de i Iliaden
fortalte Begivenheder og tillige behandler de i Odysseen
forekommende Stedsangivelser.
Lecky (udt. Lehki), William Edward Hartpole,
engelsk Historiker, f. 1838, har bl. a. beskrevet
Rationalismens Historie og den europæiske Morals
Historie fra Augustus’s til Karl den stores Tid.
Leclerc d’Ostin (udt. Løklær dostæng), Victor
Emanuel, fransk General, f. 1772, d. 1802, blev
under Revolutionen som ivrig Republikaner
Løitnant i en Afdeling Frivillige, deltog i Toulons
Beleiring og Slaget ved St. Fleurus, gik derefter
til Alpearméen og bemægtigede sig Mont Cenis,
som han holdt besat Vinteren 1794. 1795 blev
han Kommandant i Marseille og udnævntes 1797
af Bonaparte til Brigadegeneral; s. A. ægtede han
Pauline Bonaparte. Medens Bonaparte var
fraværende paa Toget til Ægypten, havde han en
Kommando i Lyon, viste sig derpaa virksom ved
Begivenhederne den 18de Brumaire og sendtes til
Rhinarméen, hvor han havde Del i Seiren ved
Hohenlinden 1800. 1801 drog han med en Armé
gjennem Spanien og besatte Portugal, som derved
blev nødt til at slutte Freden i Badajoz. Efter
Freden i Amiens sendtes han som Generalkaptein
til Haiti for at bringe denne Ø tilbage under
Frankriges Herredømme. Dette lykkedes ham ogsaa,
men Negertroppernes Oprør, Franskmændenes
Strenghed og Toussaint Louvertures Optræden
fremkaldte snart en almindelig Reisning, under
hvilken Leclerc døde af den gule Feber.
Lecocq (udt. Løkokk), Charles, fransk
Operettekomponist, f. 1834, har komponeret en Række
Operetter i den Offenbachske Stil og sættes af mange
over sin Mester. De mest bekjendte af hans
Arbeider er „Madame Angots Datter“, „Theblomst“
og „Den lille Hertug“.
Leconte de Lisle (udt. Løkongt dølil),
Charles Marie, fransk Digter, f. 1820, deltog en kort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
