Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Legnago - Legoa - Legouvé, Gabriel Marie Jean Baptiste. — Ernest Wilfrid Legouvé - Legua - Leguan. — Den almindelige Leguan - Legumin, se Æggehvidestoffer - Lehmann, Johann Georg - Lehmann, Peter Martin Orla. — Theodor Henrik Vilhelm Lehmann - Lehmann, Lili - Leibnitz, Gottfried Wilhelm, Friherre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
14,000 Indb. og livlig Handel. Den danner det
sydøstlige Hjørne i den lombardisk-venetiske
Fæstningsfirkant.
Legoa, portugisisk Længdemaal, ca. ⅘ geogr. Mil.
Legouvé (udt. Løguve), Gabriel Marie Jean
Baptiste, fransk Digter, f. 1764, d. 1812, skrev
flere Tragedier, deriblandt „Abels Død“, som
gjorde ikke ringe Lykke. Mest Popularitet fik han
ved sit Læredigt „Le mérite des femmes“ (1801).
— Hans Søn Ernest Wilfrid Legouvé, f.
1807, vandt 1829 Akademiets Pris for et Digt
om Bogtrykkerkunstens Opfindelse og skrev siden
sammen med Scribe flere Dramaer („Adrienne
Lecouvreur“, „Naar Damer fører Krig“ o. fl.),
som gjorde stor Lykke paa Scenen. Ogsaa alene
har han med Held forsøgt sig i samme Genre.
1852 skrev han Tragedien „Medea“, hvis
Titelrolle var bestemt for Rachel, der imidlertid negtede
at spille den. 1856 spillede Mad. Ristori den og
gjorde storartet Lykke; senere har dette Stykke hørt
til hendes staaende Repertoire. Legouvé har ogsaa
skrevet et stort Antal Digte, fine og fuldendte fra
Formens Side, men lidet betydelige i poetisk
Henseende. Han har ogsaa oversat Æschylos’s
„Prometheus“ og udgivet „Kvindernes moralske
Historie“ (1848), „Fædre og Børn i det 19de Aarh.“
m. fl. Skrifter.
Legua, spansk Mil, ⁹⁄₁₀ af en geografisk Mil.
Leguan (Iguana), Slægt at Firbenene,
udmærker sig ved bredt Hoved, takkede Tænder, en stor
Kam af opstaaende Skjæl paa Ryggen, lang Hale,
lange Tæer og en Hudpose under Struben.
Leguanerne klatrer paa Træerne og svømmer ogsaa
godt; de lever af Æg, Insekter, Plantespirer og
saftige Blade og Blomster. Den almindelige
Leguan (I. tuberculata) bliver henimod 5 Fod
lang, den ca. 3 Fod lange Hale iberegnet. Den
efterstræbes for sit velsmagende Kjøds Skyld. De
egentlige Leguaner findes i Sydamerika, men
beslægtede Arter forekommer ogsaa i Asien, Afrika
og Australien.
Legumin, se Æggehvidestoffer.
Lehmann, Johann Georg, tysk Karttegner, f.
1765, d. 1811, besøgte Krigsskolen i Dresden,
hvor han udmærkede sig i topografiske Arbeider og
beskjeftigede sig siden privat med at opmaale en
større Strækning af Erzgebirge samt flere større
Godser. 1799 udgav han et Skrift, hvori han
fremsatte sin nye Methode for Terræntegnekunsten.
Senere blev han Veiopsynsmand i en Del af
Sachsen og Lærer ved Ridderakademiet i Dresden;
1807 deltog han i Beleiringen af Danzig og
Blokaden af Graudenz. Hans Methode for
Terræntegning har i den senere Tid med nogle
Modifikationer vundet almindelig Indgang. Hans vigtigste
Skrift er „Læren om Situationstegning“ (2 Bd.,
1812—16).
Lehmann, Peter Martin Orla, fremragende
dansk Statsmand, f. 1810, d. 1870, blev Student
1827 og juridisk Kandidat 1833, hvorefter han en
Tid studerede ved Universitetet i Berlin. Han
optraadte allerede som ung Student gjentagne
Gange og ved forskjellige Leiligheder som Forfegter
af liberale Grundsætninger og lagde ogsaa tidlig
sin usædvanlige Veltalenhed for Dagen. Han var
et virksomt Medlem af Trykkefrihedsselskabet og
skrev jevnlig i de liberale Blade
„Kjøbenhavnsposten“ og „Fædrelandet“, i hvilket sidste han fra
dets Oprettelse (1839) var Medredaktør. Det nye
Opsving, som de liberale Bestræbelser tog med
Kristian den ottendes Tronbestigelse, skyldes for
en stor Del Lehmann, som var Hovedophavsmanden
til Studenternes og Borgerstandens Adresser til
den nye Konge. 1840 blev han Borgerrepræsentant
i Kjøbenhavn og Deputeret i den roskildske
Stænderforsamling. 1841 holdt han i Nykjøbing paa
Falster en Tale, som paadrog ham en
Generalfiskal-Aktion med det Udfald, at han af Høiesteret
dømtes til tre Maaneders Fængsel. Efter en
Reise i Frankrige, Italien, Schweiz og Tyskland
1842—43 blev han 1844 Høiesteretsadvokat. Paa
„Kasinomødet“ 20de Marts 1848 forfegtede han
med Styrke den danske Nationalitets Ret i
Slesvig og indtraadte kort efter i Martsministeriet.
I Begyndelsen af den slesvigske Krig sendtes han
til Paris og London for at minde om den franske
og den engelske Regjerings indgaaede Forpligtelse til
at hævde Danmarks Besiddelse af Slesvig og havde
derpaa en vigtig Andel i Udkastet til den nye
danske Grundlov og Valglov. 15de Novbr. s. A.
aftraadte han som Minister og blev kort efter
Amtmand i Veile, hvor han forblev i 13 Aar, og
hvorfra han siden 1851 sendtes til Folkethinget,
siden 1854 til Landsthinget og i sin Tid derhos
til Rigsraadet. 1861—63 var han
Indenrigsminister i Halls Kabinet. I de senere Aar af sit
Liv var han Gjenstand for heftige Angreb af
„Bondevennerne“, der fandt hans Anskuelser fra
1848, som han stedse bevarede, altfor lidet
stemmende med deres demokratiske Retning. 1872
begyndte hans „Efterladte Skrifter“, indeholdende
interessante Bidrag til hans Tids Historie, at
udkomme. — Hans Fætter Theodor Henrik
Vilhelm Lehmann, f. 1824, d. 1862, deltog
1848—50 i den slesvig-holstenske Opstand, blev 1851
Advokat i Kiel og var fra 1859 i den holstenske
Stænderforsamling en af Førerne for Oppositionen
mod Danmark. Samtidig var han med at stifte
den tyske „Nationalverein“, hvis holstenske Afdeling
han 1861 fik til at udtale sig for Slesvigs og
Holstens nøieste Tilslutning til Tyskland. Kong
Vilhelm kaldte han allerede paa Forhaand
„Vilhelm Erobreren“. Derfor blev han tiltalt, men
frifunden 1862.
Lehmann, Lili, tysk Operasangerinde, f. 1848,
var 1870—76 ansat ved Stadttheatret i Leipzig
og er siden engageret ved Operaen i Berlin.
Leibnitz, Gottfried Wilhelm, Friherre, berømt
tysk Lærd og Filosof, f. 1646, d. 1716, studerede
Retsvidenskaben i Leipzig, men dyrkede ved Siden
deraf tidlig Filosofien og skrev allerede 1663 en
Afhandling „De principio individui“, hvori han
erklærede sig for Nominalismen. Efter at have
besøgt Universitetet i Jena vendte han tilbage til
Leipzig for at erhverve den juridiske Doktorgrad,
som dog blev negtet ham, angivelig paa Grund af
hans Ungdom. Han forlod nu Leipzig for bestandig,
tog 1666 i Altdorf Doktorgraden med en Afhandling
„De casibus perplexis in jure“ og gik kort efter til
Mainz, hvor han vakte Opmærksomhed hos
Kurfyrsten ved en Afhandling betitlet „Methodus nova
docendae discendaeque jurisprudentiae“ (1668),
og hvor han 1672 blev Raad ved den høieste
Domstol. Derpaa reiste han til Paris, hvor han i
Skriftet „Consilium Aegyptiacum“ søgte at
henvende Ludvig den fjortendes Opmærksomhed paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
