Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Leibnitz, Gottfried Wilhelm, Friherre - Leicester - Leicester, Robert Dudley, Greve af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ægypten istedenfor paa Tyskland, som allerede en
Tid havde været Gjenstand for Ludvigs ærgjerrige
Planer. Denne Hensigt opnaaedes vistnok ikke,
men Reisen blev dog af stor Betydning for
Leibnitz, som paa den stiftede Bekjendtskab med flere
af Tidens mest fremragende Videnskabsmænd,
deriblandt Newton, som han traf i England, hvor han
fra Paris havde begivet sig hen. Han lededes nu
ind i væsentlig mathematiske Studier og opdagede
Differentialregningen, som samtidig ogsaa fandtes
af Newton; der opstod senere en Strid mellem de
to store Forskere om Prioriteten til denne
Opdagelse, en Strid, som forbitrede Leibnitz’s Liv.
1676 gik han til Hannover som Hertugens
Bibliothekar og Raad og forblev der til sin Død. Han
var her virksom i mange forskjellige Retninger;
bl. a. tog han Del i Forhandlingerne om Freden
i Nimwegen, fik senere det Hverv at skrive det
brunsvigske Fyrstehus’s Historie og gjorde 1687
for at samle de nødvendige Materialier en Reise
til Wien og Italien, hvorfra han medbragte et
rigt historisk Stof, som han benyttede i flere
omfangsrige Verker. Samtidig beskjeftigede han sig
ogsaa med Etymologien („Collectanea
etymologica“, 1717). Paa hans Foranledning oprettede
Fredrik den første af Preussen 1700 et
Videnskabsakademi i Berlin; senere søgte han forgjeves at
faa lignende Anstalter oprettede i Wien og
Dresden. Han beskjeftigede sig ogsaa med Planen om
at forene den katholske og den protestantiske Kirke,
hvilke Planer interesserede Hertugen af Hannover
meget. — Han blev i Hannover udnævnt til
Geheimejustitsraad og Historiograf og fik fra Wien
en aarlig Pension samt udnævntes til østerrigsk
Rigshofraad og Friherre. Ogsaa Peter den store
gav ham Titler og en aarlig Pension. — De
fleste af Leibnitz’s mathematiske og filosofiske
Skrifter er kortere Afhandlinger, mest offentliggjorte i
forskjellige Tidsskrifter. Hans Betydning som
Filosof ligger hovedsagelig i, at han forsøgte at
forsone den af Descartes repræsenterede, paa de exakte
Videnskaber baserede Verdensanskuelse med den
religiøse Tro; som Mellemled tjente hans
Forestillinger om Teleologien, som han hentede dels
fra Giordano Bruno. Overbevist om, at den for
alt gjeldende kausale Mekanismus kun var en
Tilsynekomst af en levende og hensigtsmæssig
organiseret Verdensproces, satte han istedenfor Læren om
Atomerne Læren om „Monaderne“, enkelte, levende
Substanser, og omdannede derved den mekaniske
Verdensanskuelse til en dynamisk. Monaderne er
„forestillende Kræfter“ og søger som saadanne at
repræsentere eller afspeile Universet og lade det
komme til Realitet i sig. Den eneste væsentlige
Forskjel mellem Monaderne er, at den enes
Forestilling er klarere og tydeligere end den andens. De
laveste Monader, som svarer til, hvad man kalder
Materie eller fysiske Atomer, har kun uklare og
dunkle Forestillinger, den høieste Monade, Gud,
kun klare og tydelige. Mennesket, som staar paa
et af de talrige Mellemstadier, har noget af
begge Dele, og dets Forestillinger er derfor dels
uklare og forvirrede, dels klare og tydelige. Da
Monaderne ikke kan indvirke paa hverandre (de
er „uden Vinduer“), saa er den almindelige
Opfatning af det kausale Forhold mellem Aktivitet
og Passivitet kun et Skin; i Virkeligheden
udvikler enhver Monade sig kun i sig selv, d. v. s.
den frembringer ifølge sin Tendens til at skride
frem fra den ene Forestilling til den anden altid
nye Forestillinger, og den tilsyneladende
Indvirkning af den ene Monade paa den anden kommer
kun af, at i alle Monaders Forestillinger den
samme Verdensproces afspeiler sig, idet hver enkelt
af dem i ethvert Øieblik forestiller alle øvrige.
Dette kalder Leibnitz „Harmonia præstabilita“.
Denne Lære fører med Hensyn til den
menneskelige Villie til en afgjort Determinisme, som Leibnitz
ogsaa hyldede, men ved forskjellige mere eller mindre
sofistiske Distinktioner søgte at bringe i Samklang
med en modificeret Frihedslære. I anthropologisk
Henseende fører det til den Anskuelse, at Sjelen
maa opfattes som Legemets Centralmonade, som
klart og tydelig forestiller de Legemet konstituerende
Monader; om en Indflydelse fra Legemets Side
paa Sjelen eller omvendt kan der ikke være Tale;
deres Sammenhæng bestaar kun i, at Gud har
indrettet dem til uafhængig af hinanden paa ethvert
Punkt i sin Udvikling at svare til hinanden. —
Alle Monaders Existensgrund er tilsidst at søge i den
uendelige Centralmonade, Gud, hvis Godhed,
Visdom og Almagt, der har sat den istand til at ville,
udtænke og skabe den bedste og fuldkomneste Verden,
Leibnitz søger at bevise i sin „Theodicee“. Her
forsøger han dog ikke at paavise den existerende Verdens
Fuldkommenhed, men indskrænker sig til at
karakterisere den som den bedst mulige, idet de enkelte
Monaders Endelighed, det metafysiske Onde, ogsaa
nødvendigvis fører det moralske og dermed tillige
det fysiske Onde med sig; men alle disse endelige
Ufuldkommenheder opløser sig og forsvinder i
Verdensaltets uendelige Harmoni. Saaledes er
Leibnitz’s Lære en ubetinget Optimisme. — Leibnitz’s
filosofiske System vidner om dyb Tænkning og
indeholder mange frugtbare Spirer, som den senere
Tids Filosofi har tilegnet sig. Indtil Kant beherskede
det for en stor Del det 18de Aarh.s Aandsliv i
Tyskland og fandt foruden i de egentlige Filosofer
ogsaa Repræsentanter i Digtere som Lessing og
Herder. Den fragmentariske Skikkelse, hvori
Leibnitz havde efterladt alle sine filosofiske Optegnelser,
gjorde det imidlertid nødvendigt at samle og
systematisk ordne hans enkelte Udtalelser; i denne
Henseende har navnlig Christian Wolf Fortjeneste. Fra
Kant til Hegel traadte Leibnitz mere i Skyggen,
men er i den senere Tid bleven fremdragen paany
og flere af hans Idéer er blevne gjenoptagne og
om end i modificeret Skikkelse anvendte af f. Ex.
Herbart.
Leicester (udt. Læster), Grevskab i
Mellemengland, mellem Derby, Nottingham, Lincoln,
Rutland, Northampton og Warwick, 37 Kv.mil
stort, med 27,000 Indb. Landet er bølgeformigt,
her og der med enkelte Høidedrag, og er særdeles
velskikket for Agerbrug og Kvægavl. Det nordlige
og vestlige er rigt paa Stenkul. Grevskabet driver
betydelig Handel med sine Produkter, navnlig
Hornkvæg (af den fortrinlige Leicesterrace), Ost,
Faar og Heste. — Hovedstaden Leicester, ved
Floden Soar og ved Leicesterkanalen, har
96,000 Indb. og er Hovedsædet for den engelske
Uldstrømpemanufaktur. Det er en af Englands
ældste Byer og blev allerede 680 Sæde for en Biskop.
Leicester, Robert Dudley, Greve af, Dronning
Elisabeths Yndling, f. 1531, d. 1588, var Søn af
Hertugen af Northumberland, som havde sat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
