- Project Runeberg -  Norsk Haandlexikon / K-R /
272

(1881-1888) [MARC] Author: Chr. Johnsen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Leif Erikssøn, kaldet den hepne - Leijonhufvud. — Sten Eriksson Leijonhufvud. — Axel Stenssøn Leijonhufvud. — Lewenhaupt (s. d.) - Leilænding - Leme - Leinster - Leipzig

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

mod Vest og derved havde opdaget et nyt stort
Land, fik han Lyst til at undersøge dette Land,
og afreiste næste Aar med et Skib og 35 Mands
Besætning. Hans Reise var heldig, og efter en
Tids Seilads opdagede han et af Jøkler opfyldt
Land, som han kaldte Helleland (rimeligvis
Labrador). Han fortsatte Seiladsen mod Syd, anløb
Markland (Nova Scotia?), og opslog endelig sit
Vinterkvartér paa et Sted, hvor han og hans Folk
fandt Vinranker, og som derfor blev kaldt
Vinland. Efter al Sandsynlighed maa Leifs
Overvintringssted have været i Nærheden af Cape Cod
i det nuværende Massachusetts. Næste Aar vendte
han tilbage til Grønland, efter at have lastet sit
Skib med Tømmer. Leif døde ca. 1020.

Leijonhufvud, Navn paa en gammel svensk
Adelsslægt. — Sten Eriksson Leijonhufvud,
f. 1518, d. 1568, blev ved Erik den fjortendes
Kroning Friherre og nød i de første Aar af Eriks
Regjering hans fulde Tillid, men sluttede sig senere
til Hertugernes Parti og faldt ved Stockholms
Indtagelse. Hans Enke og Børn ophøiedes 1569
i Grevestanden. Sønnen, Axel Stenssøn
Leijonhufvud
, blev under Johan den tredie
Rigsraad og Statholder i Finland, men dømtes
1590 fra sine Embeder for usømmelig Tale om
Kongen og holdt sig under Striden mellem
Sigismund og Karl den niende snart til den ene, snart
til den anden. Tilsidst maatte han forlade Landet
og gik til Tyskland, hvor hans Efterkommere
antog Navnet Lewenhaupt (s. d.).

Leilænding (leiglendingr, landbúi) er den
gamle norske Betegnelse for den, der mod
Leieafgift (Landskyld) bruger (bygsler) anden Mands
Jord. Dette var i Middelalderen saa almindeligt
i Norge, at Leilændingerne udgjorde den langt
overveiende Del af Bondestanden. Eiendomsretten
til Jorden tilhørte nemlig hovedsagelig Kronen,
Kirken og det grundbesiddende Aristokrati, der ved
Udleie søgte at gjøre sig den frugtbringende.
Vilkaarene herfor var i den ældre Tid overladte til
Parternes Forgodtbefindende. I Regelen sluttedes
Bygselen for et Aar ad Gangen; dog nævnes
ogsaa 3 Aar som en brugelig Termin, og det
almindelige var vistnok, at Leien stadig fornyedes,
hvilket ansaaes stiltiende skeet, naar ikke fra nogen
af Siderne Opsigelse indtraf. Iøvrigt indeholder
de gamle Love detaljerede Bestemmelser, der i
Mangel af udtrykkelige Aftaler skulde gjelde med
Hensyn til Leilændingens Brugsret, Fratrædelse,
Erlæggelse af Leieafgiften osv. Fra det 13de Aarh.
undergik imidlertid disse Forhold en betydelig
Forandring, der nærmest fremkaldtes ved den
Omstændighed, at den saakaldte Ledingsskat paalagdes
hver enkelt Gaard efter den Landskyld, som deraf
udrededes i Leie. Dette bevirkede nemlig, at det
blev ufordelagtigt baade for Eier og Leier at
forhøie Landskylden, idet dermed fulgte en saameget
høiere Skat. Landskylden gik derfor over til en
fast Afgift, som aldrig revideredes, hvorimod man
søgte at give den stigende Jordværdi Udtryk i en
saakaldt Bygselsum, der erlagdes en Gang for alle
ved Gaardens Tiltrædelse, samt i mindre Udredsler
hvert 3die Aar, Landboveitsle og Tredieaarstage.
Forudsætningen for denne Ordning var, at
Leilændingen skulde, som Praxis allerede var, beholde
Bygselen paa Livstid; men først i det 16de
Aarhundredes Lovgivning anerkjendtes dog denne hans

Leipzig

Ret til Livsfæste udtrykkelig. Lovgiverens Frygt
for, at Leilændingerne skulde udsuges ved de dem
affordrede Afgifter, gav dernæst Stødet til, at
Udviklingen atter forandrede Retning. Allerede i det
16de Aarh. fastsloges ogsaa de treaarlige Afgifter
til bestemte Størrelser, der ikke maatte forøges, og
endelig tog en Forordning af 1685 Skridtet helt
ud ved ligeledes at forbyde at tage høiere
Bygselsum end de i Forordningen selv fastsatte lave
Beløb. Derved var Leilændingsforholdet gaaet over
fra et frit Kontraktsforhold til et af Lovgivningen
i alle væsentlige Punkter ordnet Retsinstitut. Men
herigjennem blev det tillige ganske
uhensigtsmæssigt at sidde med store Ansamlinger af Jord til
Udleie, idet al lovlig Adgang til at lade
Leieafgifterne rette sig efter Tidens Priser var
bortfaldt. Fra Slutningen af det 17de Aarhundrede
solgtes derfor den største Del saavel af det
private som efterhaanden ogsaa af det offentlige
Leilændingsgods, hvorved Norges Landboforhold
formedelst Opkomsten af en uafhængig
Gaardbrugerstand i høi Grad forbedredes. Ved
Folketællingen i 1875 befandtes endnu blot 9,650
Leilændinge tilbage, medens de selveiende
Gaardbrugeres Tal var 100,936. Af Rigets samlede
Matrikulskyld, 239,514 Skylddaler, ansaaes
samtidig Bygselgodset at udgjøre 9,600. — Forøvrigt
har Retsbevidstheden forlængst opgivet at betragte
de fra gammel Tid nedarvede Bestemmelser om
Jordleie, der foreligger i Norske Lovs 3—14, for
ufravigelige, og de kommer nu kun til Anvendelse,
hvor Parterne kan skjønnes at have villet henholde
sig til denne historiske Form. Det mest
karakteristiske Kjendemærke for denne er saavel i juridisk
som økonomisk Henseende Erlæggelsen af Bygsel
eller Indfæstningssum. Navnlig stiller Leiloendin??
gen sig derved fra den almindelige Forvagter, som
betaler fuld Leieafgift pr. Aar. Forsaauidt som
en lignende Indfcrstningssum undertiden ogsaa
erlægges ved Tiltrædelse af Husmandspladse, er der
dog den Forskjel, at det egentlige Bygselforhold
gjelder særskilt matrikulerede Eiendomme.
Ligeledes pleier man at anføre som en Særegenhed
ved dette, at Leilændingen svarer alle Skatter og
Afgifter af Gaarden. Livsfæste kan derimod ikke
længer erkjendes for en nødvendig Betingelse i
en Bygselkontrakt. — Af Hensyn til den
forholdsvis selvstændige Stilling, som Leilændingerne
indtager i Sammenligning med andre Jordleiere,
indrømmer Grundloven dem, naar de har bygslet
paa længere Tid end 5 Aar, konstitutionel
Stemmeret ved Siden af Selveierne.

Leme, Flod i Preussen, udspringer nær Worbis,
løber mod Vest og Nord i en Længde af 25 Mil
og falder mellem Celle og Verden i Aller.

Leinster (udt. Lenst’r), den sydøstligste Provins
i Irland, grændser i Nord til Ulster, i Vest til
Connaught og Munster, i Syd til St.
Georgskanalen og i Øst til det Irske Hav, er 352 Kv.mil
stor og har 130,000 Indb. Agerbrug og Kvægavl
er de vigtigste Næringsveie; derhos drives Industri
i vævede Sager samt Handel med Agerbrugs- og
Fædriftsprodukter. Provinsen deles i 12
Grevskaber.

Leipzig, By i det tyske Kongerige Sachsen, paa en
frugtbar Slette ved Sammenløbet af Floderne Elster,
Pleisse og Parthe, har med Forstæderne 128,000
Indb., er smukt bebygget og har mange smukke

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 16:04:30 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/haandlex/2/0274.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free