Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Leopold (tyske Keisere). — Leopold den første. — Leopold den anden - Leopold (Konger af Belgien). — Leopold den første. — Leopold den anden - Leopold den anden, Johan Josef Frans Ferdinand Karl, Storhertug af Toskana
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Leopold, Navn paa to tyske Keisere. —
Leopold den første, f. 1640, d. 1705, Søn af
Keiser Ferdinand den tredie, valgtes 1655 til
Konge af Ungarn, 1658 til Konge af Bøhmen og
s. A. til tysk Keiser. Han elskede et
tilbagetrukkent Liv og var fredelig sindet, men indvikledes
dog i en Række Krige, dels mod sin Svoger,
Ludvig den fjortende af Frankrige, og dels mod
Tyrkerne. Mod Frankrige deltog han i de
forskjellige Koalitioner i den hollandske Krig
1672—79, den Pfalziske Arvefølgekrig 1688—97 og den
spanske Arvefølgekrig 1701—13; i den sidste deltog
han for at skaffe sin anden Søn, Karl, den spanske
Krone. Med Tyrkerne fik han først Krig 1662,
idet de trængte ind i Ungarn og derpaa streifede
ind over Mährens og Schlesiens Grændser.
Ved Hjelp fra de tyske Fyrster, Sverige,
Frankrige, de italienske Stater og Paven kunde
Keiseren gjøre kraftig Modstand, og Krigen endte
1664 ved Montecuculis Seier over Tyrkerne ved
St. Gotthard. 1683 angreb Tyrkerne atter
Østerrige og trængte helt frem til Wien, som de
beleirede i to Maaneder, men som reddedes af
Johan Sobiesky. Under Krigens videre Forløb
var de keiserlige Tropper for det meste heldige,
og ved Karl af Lothringens og Prins Eugens
Seire bragtes det saa vidt, at der 1699 i
Karlovitz sluttedes en for Østerrige fordelagtig Fred. —
Leopold var ingen fremragende Mand og var kun
lidet skikket til Regjeringsforretninger, forøvrigt
agtværdig, men intolerant og haard i Afstraffelsen
af politiske Forseelser. Han havde faaet en
omhyggelig Uddannelse i videnskabelig Henseende
og gjaldt for sin Tids lærdeste Fyrste. —
Leopold den anden, f. 1747, d. 1792, var Søn
af Keiser Frans den første og blev 1765
Storhertug af Toskana. Han befordrede Industri og
Handel, afskaffede Inkvisitionen, udgav en ny, for
sin Tid fortrinlig Kriminallovbog og begunstigede
en frisindet Retning i de kirkelige Anliggender.
Efter sin Broder Josef den andens Død 1790
besteg han Keisertronen paa et kritisk Tidspunkt.
Hele Landet var nemlig i en urolig Gjæring som
en Følge af den afdøde Keisers Reformer. Det
lykkedes Leopold ved at gaa en forstandig
Middelvei mellem Strenghed og Eftergivenhed at
gjenoprette Roligheden i de østerrigske Lande.
Nederlandene, som ikke vilde føie sig med det gode,
bragtes til Lydighed ved en Hær, som i Decbr.
1791 indtog Bryssel. Dog indrømmede Keiseren
dem deres gamle Forrettigheder og gjenoprettede
mange af Josef den anden ophævede kirkelige
Indretninger. Ligeledes dæmpede han med
Fasthed de i Ungarn udbrudte Uroligheder. Med
Preussen, som indtog en truende Holdning
ligeoverfor Østerrige, afsluttede han 1790
Konventionen i Reichenbach; ligeledes sluttede han
Vaabenstilstand med Tyrkiet og 1791 Fred med den
samme Magt i Sistova. Efter at have
gjenoprettet Freden i sine Lande var Leopold virksom
for at forbedre Retspleien, Politivæsenet og den
offentlige Undervisning; men Begivenhederne i
Frankrige bragte ham dog til at indføre
hemmeligt Politi og indskrænke den af Josef den anden
indførte Pressefrihed. 1791 fandt en Sammenkomst
Sted i Pillnitz mellem Keiseren og den preussiske
Konge, som begge offentlig erklærede at ville gjøre alt
for at befri den franske Konge fra hans ufrivillige
Afhængighed. Til dette Maal sluttedes i Febr.
1792 en Alliancetraktat mellem Østerrige og
Preussen; kort efter døde Keiseren 1ste Marts.
Han efterfulgtes af sin Søn Frans den første.
Leopold, Navn paa to Konger af Belgien. —
Leopold den første, f. 1790, d. 1865, var
Søn af Hertug Frans af Sachsen-Koburg. Han
traadte tidlig i russisk Krigstjeneste, fulgte 1808
Keiser Alexander den første til Kongressen i
Erfurt, men nødtes 1810 af Napoleon den første
til at udtræde af den russiske Armé. 1813 tog
han dog igjen Ansættelse i denne og fulgte
Keiseren til Paris, London og Wien. Efter
Napoleons Tilbagekomst gik han til Rhinarméen,
opholdt sig efter Paris’s anden Indtagelse en
Tid der og gik 1816 til London, hvor han
forlovede sig med den engelske Tronarving
Prinsesse Charlotte Augusta. Giftermaalet fandt Sted
s. A., men allerede 1817 døde Prinsessen. Siden
levede han i Stilhed i England eller paa Reiser.
1830 afslog han et Tilbud om at blive suveræn
Arvefyrste af Grækenland; 1831 tilbad den
belgiske Nationalkongres ham Belgiens Krone, som
han i Juli s. A. modtog. Han var et Mønster
paa en konstitutionel Konge, som altid vidste at
iagttage den skyldige Opmærksomhed ligeoverfor
Folkemeningen, om end hans personlige
Egenskaber gav ham en betydelig Indflydelse. 1848,
da den fra Frankrige udgaaede Frihedsbevægelse
forplantede sig til hele Europa, tilbød han
ligefrem at ville nedlægge Kronen, hvis Folket
ønskede Republiken og Tilslutning til Frankrige;
ved dette Skridt vandt han endnu mere end før
Stemningen for sig. Hans indsigtsfulde Raad
blev ofte indhentet under Tvistigheder mellem
forskjellige Stater, og den Anseelse, han i denne
Retning nød, kom ogsaa Belgien tilgode. — Hans
Søn Leopold den anden, f. 1835, fik 1840
Titelen „Hertug af Brabant“, indtraadte 11 Aar
gammel som Underløitnant i Arméen, og tjente
sig gjennem alle Grader op til Generalløitnant
(1865). Ved Faderens Død besteg han Tronen
og har som Konge redelig stræbt at følge i
Faderens Fodspor. Han har vist sig som en varm
Ven af Videnskaberne, bl. a. ved 1876 at tage
Initiativet til Stiftelsen af Selskabet for Afrikas
Gjennemforskning og Civilisering.
Leopold den anden, Johan Josef Frans
Ferdinand Karl, Storhertug af Toskana, f. 1797,
d. 1870, var Søn af Storhertug Ferdinand den
tredie, hvem han 1824 fulgte i Regjeringen.
Bedstefaderen, Keiser Leopold den anden, havde
som Storhertug i Toskana indført humane og
liberale Grundsætninger i Forvaltningen, og disse
var gjennem Storhertug Ferdinand gaaede i Arv
til Leopold, saa at Toskana før 1848 regnedes
for det i materiel Henseende bedst forvaltede Land
i Italien og tillige for det mest liberalt regjerede
i politisk og religiøs Henseende. Under den
nationale Bevægelse 1847—48 viste Leopold sig
imødekommende ligeoverfor Folkets Ønsker; han
nedlagde endog sin Storhertugtitel og deltog 1843
i Krigen mod Østerrige, men kunde ikke afgjort
slutte sig til den italienske Enhedstanke og
flygtede 1849 pludselig til Neapel. S. A. blev han
kaldt tilbage af Florentinerne og igjen tilbudt
Styrelsen paa Betingelse af, at en konstitutionel
Forfatning indførtes. Han nølede imidlertid med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
