- Project Runeberg -  Norsk Haandlexikon / K-R /
297

(1881-1888) [MARC] Author: Chr. Johnsen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Liezen-Mayer, Alexander - Life preserver - Lifjeld - Lifland ell. Livland. — Liverne. — De Liflandske Sværdridderes Orden - Lig. — Ligtuberkler. — Liggift, Kadavergift. — Lighuse. — Ligbrænding

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

lille preserver

nævnes „Elisabeth undertegner Maria Stuarts
Dødsdom“ samt en Række Tegninger til Goethes
„Faust“.

Life preserver (udt. leiv preserver), engl.,
„Livbevarer“, d. s. s. Redningsbøie; ogsaa en Stok
med Blyklumper i Enderne.

Lifjeld, et mægtigt Fjeldparti i Øvre
Telemarken, mellem Hjertdal og Silgjord, indtil 5,000
Fod høit.

Lifland ell. Livland, tidligere et selvstændigt
Hertugdømme, nu et russisk Guvernement,
omgivet af den rigaiske Bugt, Estland, Peivusjøen,
Pskov, Vitebsk og Kurland, 840 Kv.mil stort, med
ca. 1 Million Indb. Landet er langs Kysten fladt
og sandet, i det indre bakket og for det meste
frugtbart; det høieste Punkt er kun ca. 1,000 Fod
over Havet. Af Mineralier forekommer Kalk,
Gibs, Alabast, Marmor og Flint; store Torvmyrer
findes ogsaa samt Skov i stor Udstrækning. Af
Kulturplanter er, foruden Rug og Byg, Lin og
Hamp de vigtigste; særlig søgt er det liflandske
Linfrø. Indbyggerne, af hvilke 7—800,000 er
Protestanter og Resten hovedsagelig Græsk-Katholiker,
bestaar af Tyskere, Russer, Letter og Ester, hvilke
to sidste Stammer udgjør Størstedelen af
Bønderne. Esterne er af den finske Folkestamme,
medens Letterne hører til den slaviske. Af de
oprindelige Urindvaanere, Liverne, som ogsaa var
et finsk Folk, findes kun ubetydelige Rester tilbage.
— Hovedstad Riga (s. d.). — Lifland blev først
bekjendt i det øvrige Europa siden 1158, da
Kjøbmænd fra Bremen, som skulde til Gotland, af
Storm blev fordrevne til den liflandske Kyst.
Allerede 30 Aar senere prædikede Augustinermunken
Meinhard Kristendommen for Indbyggerne. Ca.
1200 byggede Erkebiskop Albrecht Riga og grundede
1201 de liflandske Sværdridderes Orden,
som senere forenede sig med de tyske Riddere og
underkastede sig hele Lifland, Kurland, Semgallen
og Estland. Ordenen svækkedes i Kampene med
Rusland og havde 1561 kun Kurland og Semgallen
tilbage som Len af Polen, medens Lifland var
blevet afhængigt af Rusland. Senere vexlede
Lifland flere Gange Herre, indtil det 1660 ved
Freden i Oliva forenedes med Estland som svensk
Provins. 1721 kom begge Lande ved Freden i
Nystad til Rusland.

Lig, det døde menneskelige Legeme. Saasnart
Livet er udslukt i Legemet (se Død), begynder
Forraadnelse at indfinde sig. Blodet størkner, Musklerne
stivner, og om ikke længe begynder den
Forraadnelsen ledsagende Stank at udvikle sig. Naar Liget
(Kadaveret) henligger længer, begynder Vædske at
afsondres af det, Huden hæver sig i Blærer (som
Følge af Gasdannelsen), og Forraadnelseslugten
bliver stærkere. Den udflydende Vædske er ikke alene
ildelugtende, men ogsaa giftig, naar den gjennem
et aabent Saar indbringes i Blodet eller Vævene.
Der opstaar da livsfarlige Betændelser i
Lymfekarrene og udstrakte og vanskelig lægelige Absces- og
Saardannelser eller talrige haarde, smertende
Knuder (Ligtuberkler) i Huden. Den giftige
Substans, som bevirker disse Sygdomsfænoméner
(Liggift, Kadavergift) er endnu ikke nærmere bekjendt.
Lighuse er Anstalter, hvorhen Lig bringes
strax efter indtraadt Død, og hvor de henstaar indtil
Begravelsen. Hensigten med disse paa mange
Steder indførte Anstalter var oprindelig ved at

Lig

bevogte Ligene nøe og give Agt paa mulig
forekommende Livstegn at forebygge, at nogen
blev begraven levende; nu er Lighusenes Opgave
væsentlig en hygieinisk. Det er nemlig ved
smitsomme Sygdomme af Vigtighed, at ethvert Lig
snarest mulig bringes ud af Vaaningshusene for
at forebygge, at de Gjenlevende smittes. En egen
Slags Lighuse findes i flere store Stæder og er
bestemte til deri at udstille de ukjendte Lig, som
maatte findes, for at faa disses Identitet
godtgjort. Det mest bekjendte Lighus af denne Art
er La Morgue i Paris. — Ligbrænding er
den Fremgangsmaade, ved hvilket det menneskelige
Lig istedenfor at begraves brændes til Aske, som
da enten nedgraves i Jorden eller forvares i
opstillede Urner. Denne Skik er ældgammel hos de
indoeuropæiske Folk ligesom hos enkelte Stammer
i Amerika. I visse Perioder af den forhistoriske
Tid viser Ligbrændingen sig af Gravstederne at
have været almindelig udbredt over hele Europa;
saaledes sees den at have været fremherskende i
Broncealderen. Hos Grækerne og Romerne fandt
dels Begravelse, dels Ligbrænding Sted paa samme
Tid; dog vandt hos Romerne den sidstnævnte
Fremgangsmaade med Tiden den største Udstrækning.
Ved Kristendommens Indførelse fortrængtes
Ligbrænding af Begravelse i Jorden, da denne sidste
Skik udelukkende havde været raadende hos Jøderne;
imidlertid gik det ikke overalt let at faa
Ligbrændingen afskaffet, da det sees, at Karl den store
maatte udstede udtrykkelige Love derom. — I den
nyeste Tid er Spørgsmaalet om Ligbrænding paa
Bane næsten i alle civiliserede Lande. Man er
nemlig for længe siden kommen til det bestemte
Resultat, at Begravelsespladsene (Kirkegaardene)
ofte medfører skadelige Virkninger for de
hygieiniske Forhold i Omegnen. Navnlig er der Fare
tilstede i de store Byer, hvor der aarligaars
dør et stort Antal Mennesker, og hvor der kun
kan afsees det mindst mulige Areal til
Kirkegaarde. Følgen heraf er, at disse bliver
overfyldte af raadnende Lig og derved ikke blot
forgifter den disse nærmest omgivende Jordbund,
men ogsaa Kilder og andre Vandløb samt Luften.
Derfor pleier der i større Byer, især hvor der er
gjort lidet for at fjerne disse Ulemper, blandt dem,
som bor nærmest Kirkegaardene, at indtræffe flere
Dødsfald end blandt andre. Den Udvei at
henlægge Kirkegaardene til et fra Byen mere fjernet
Sted er ikke overalt udførbar og i ethvert
Tilfælde forbundet med betydelige Ulemper; det er
derfor i den senere Tid manges Mening, at det
eneste virksomme og praktiske Middel mod de
ovenfor skildrede Ulemper er Ligbrænding. Efter
at Spørgsmaalet allerede i Midten af dette Aarh [[** sic, intet punktum ss, men avsatt plass **]]
var bragt paa Bane, har der omtrent siden
1873—74 været agiteret ivrig for Ligbrændingen, dels
af et stort Antal Læger, dels af Foreninger,
oprettede i dette Øiemed. Sagen har stødt paa stor
Modstand, og der har været fremført baade
æsthetiske og især religiøse Grunde mod Ligbrændingen,
uden at disse Grunde synes at have stort at
betyde. Til Forsvar for Sagen har man anført
ikke blot de før nævnte sanitære, men ogsaa
økonomiske Grunde, idet det maa ansees for at være
ikke smaa Værdier, der ligger til Unytte i den til
Kirkegaarde anvendte Grund. — Paa flere Steder
har man allerede begyndt at sætte Sagen praktisk

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 16:04:30 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/haandlex/2/0299.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free