Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Liszt, Franz - Litani - Litauen, ogsaa Lithauen ell. Littauen. — Litauerne - Lit de justice - Lit de parade - Liter, se Metrisk Maal og Vegt - Literat - Literatur. — Literaturhistorie - Literær. — Literær og kunstnerisk Eiendomsret, se Eiendomsret - Lithagoga
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Litani
„Symphonie révolutionnaire“, som han dog ikke
offentliggjorde. Efter 1831 at have hørt Paganini
levede han et Par Aar i Genf og gik efter et nyt
Besøg i Paris 1837 til Italien, hvor han opholdt
sig til 1839. 1840—48 gjorde han flere større
Koncertreiser og høstede i de fleste europæiske Lande
et Bifald, hvis Mage neppe nogen Virtuos før
ham havde opnaaet. 1848 nedsatte han sig som
Hofkapelmester i Weimar, hvor han samlede om
sig en Skare Elever og Tilhængere, gjennem hvilke
den af Liszt med varm Sympati omfattede
Berlioz’ske og Wagnerske Retning i Musiken udbredtes
til de forskjelligste Kanter. 1859 nedlagde han sin
Post i Weimar og gik til Rom, hvor han 1865
indtraadte i den geistlige Stand som Abbé. I den
senere Tid har han dels avholdt sig i Pest, hvor
han har virket som Lærer ved det nyoprettede
Konservatorium, dels paa forskjellige Steder i Udlandet.
Liszt er utvivlsomt den største Pianovirtuos, som
har existeret; hans Spil bærer lige meget Preget
af Genialitet som det er uopnaaeligt i teknisk
Henseende. Dog har man ikke uden Grund gjort ham
den Bebreidelse, at han i Gjengivelsen af andre
Komponisters Verker har behandlet disse altfor
frit og subjektivt. Som Komponist leverede han,
før han 1848 afsluttede sin egentlige Løbebane
som reisende Virtuos, væsentlig Sager for Piano,
i hvilke han fik Anledning til at vise sin
overordentlige Færdighed, men som forresten er af
mindre Betydning. Senere har han optraadt som
Reformator i den Wagnerske „Fremtidsmusiks“
Aand og givet sine Idéer i denne Retning Udtryk
gjennem sine storslagne symfoniske Digtninger,
flere Instrumentalsager, Messer, Oratorier osv.
Han har ogsaa vist sig som en aandrig Forfatter
i sine paa Fransk udgivne Skrifter „Richard
Wagners Lohengrin og Tannhäuser“ (1851),
„Frédéric Chopin“ (1852), „Zigeunerne og deres Musik
i Ungarn“ (1859) og en Karakteristik af Robert
Franz (1872).
Litani (af gr. λιτανεία, Bøn), en egen Art
kirkelige Bønner, som har samme Begyndelse og
Slutning og bedes af Presten og Menigheden i
Forening, idet den sidste falder ind med kortere
Setninger eller Omkvæd.
Litauen, ogsaa Lithauen ell. Littauen, et
tidligere polsk Storhertugdømme, bestod af tre
Hoveddele, det egentlige Litauen eller Litva,
Hertugdømmet Samogitien og det litauiske Rusland, d. v. s.
de Landstrækninger, som Litauerne i tidligere Tider
havde frataget Rusland. Størrelsen var ca. 4,900
Kv.mil. Ved Polens Deling er dette Landskab
blevet delt saaledes mellem Rusland og Preussen,
at det første har faaet de nuværende
Guvernementer Grodno, Vilna, Mohileu, Vitebsk og Minsk,
sidstnævnte det meste af den nuværende østpreussiske
Regjeringskreds Gumbinnen. Landet er i det hele
fladt, med mange Sumpe, Hedestrækninger og
Sandflader, men ogsaa med mange frugtbare
Strækninger. Agerbrug, Fædrift, Biavl og Jagt
er Hovednæringsveiene. Indbyggerne,
Litauerne, udgjør sammen med Letterne og de nu
germaniserede Preussere en egen Folkegruppe, som
hører til den slaviske Gren af den store
indoeuropæiske Stamme. De af Indbyggerne, som taler
Litauisk, anslaaes for Tiden til et Antal af 1½—2
Millioner; Letternes Antal beregnes til ca. 1 Mill.
Det litauiske Sprog udmærker sig ved at have
bevaret mange gamle Former og er derfor af stor
Interesse for den sammenlignende Sprogvidenskab
og særlig for Studiet af de slaviske Sprog. Det
uddøde preussiske Sprog har været nær beslægtet
med den ene af Hoveddialekterne i Litauisk, den
saakaldte høilitauiske. Lettisk er et langt yngre
Sprog med Hensyn til baade dets grammatiske
og Lydforhold [[** sic **]]. Baade Litauisk og Lettisk blev
først benyttede som Skriftsprog efter
Reformationen; nogen egentlig national Literatur paa
disse Sprog existerer endnu ikke. Det bedste Verk
over Litauisk er Schleichers “Handbuch der
litauischen Sprache“ (1—2, 1856—57), over Lettisk
Bielensteins “Die lettische Sprache“ (2 Bd.,
1863—64). Resterne af det gammelpreussiske Sprog
er bearbeidede af Nesselmann.
Lit de justice (udt. li dø sjystis), fr.,
oprindelig det ophøiede Sæde, hvorpaa de gamle
franske Konger sad tildoms, omgivne af Baroner
og Pairs. Efterat Parlamenterne havde udviklet
sig til staaende Domstole, indfandt Kongen sig kun
sjelden og i extraordinære Tilfælde her for
personlig at give sin Villie tilkjende. En
Parlamentssamling, hvor Kongen saaledes personlig var
tilstede, kaldtes Lit de justice. Da Parlamenterne
senere sFgte at gjøre en vis politisk Indflydelse
gjeldende og undertiden negtede at indføre Hoffets
Edikter i sine Protokoller, hvilket var den
sædvanlige Form for Loves Promulgation, indfandt
Kongen sig undertiden i saadanne Tilfælde til en Lit
de justice for at bringe Parlamentet til at føie sig.
Lit de parade (udt. li dø parad), fr.,
Paradeseng, Udstilling af en fyrstelig eller anden
høitstaaende Persons Lig.
Liter, fr. Litre, se Metrisk Maal og Vegt.
Literat (lat. literatus, d. e. Lærd), i den nyere
Tid Benævnelse paa Forfattere, som uden nogen
offentlig Beskjeftigelse alene lever af sin
Forfattervirksomhed, især naar denne væsentlig indskrænker
sig til journalistisk og publicistisk Virksomhed.
Literatur betegner i videste Forstand
Samlingen af alle de skriftlige Verker, hvori
Menneskeslægtens Kultur og dennes Udvikling ligesom er
nedlagt og opbevaret (Verdensliteraturen).
Man taler ogsaa om et enkelt Folks eller Lands
Literatur i Betydning af alle de Skrifter, som er
forfattede af vedkommende Folk eller i
vedkommende Land; historisk deler man Literaturen i
Oldtidens, Middelalderens og den nyere Tids
Literatur; efter Indholdet skjelnes mellem videnskabelig
Literatur, Skjønliteratur, religiøs Literatur osv. —
Literaturhistorie er Videnskaben om
Literaturens historiste Udvikling. Den kan enten blot
handle om de enkelte Skrifter, deres Forfattere,
Indhold og Historie og falder da for en væsentlig
Del sammen med Bibliografien, eller ogsaa
behandler den de skrevne Verker i Forbindelse med
det hele aandelige Livs Udvikling, paaviser deres
Afhængighed af denne, og hvorledes en Tids
herskende Idéer skaffer sig Udtryk i den samtidige
Literatur, og nærmer sig paa denne Maade til
Kulturhistorien. I denne sidste Retning gaar
gjennemgaaende den moderne Literaturhistorie.
Literær, som hører til Literaturen. —
Literær og kunstnerisk Eiendomsret, se
Eiendomsret.
Lithagoga, Midler, der tjener til at opløse og
fordrive Stendannelser i Urinveiene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
