Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Liverpool, Charles Jenkinson, Baron Hawkesbury, Greve af. — Robert Banks Jenkinson, Greve af Liverpool. — Charles Cecil Cope Jenkinson, Greve af Liverpool - Liverpool (By i Britisk Nordamerika) - Livia Drusilla. — Livia eller Livilla (Datter af Drusus) - Livijn, Klas Johan - Livingston, Robert. — Edward Livingston - Livingstone, David. — Charles Livingstone
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udlandet. 1827 maatte han paa Grund af
Sygdom overlade Styrelsen til Canning. — Med hans
Broder Charles Cecil Cope Jenkinson, Greve af
Liverpool, f. 1784, d. 1851, uddøde Familiens
Titler.
Liverpool, By paa Østsiden af Halvøen Nova
Scotia i Britisk Nordamerika, med 10,000 Indb.
og betydelig Trælastudførsel.
Livia Drusilla, Keiser Augustus’s Hustru, var
Datter af Marcus Livius Drusus Claudianus.
Augustus, som fængsledes af hendes Skjøhed, ægtede
hende efter at have forstødt sin Hustru Scribonia
og nødt hendes Mand Tiberius Claudius Nero,
med hvem hun havde to Sønner, den senere
Keiser Tiberius og Nero Claudius Drusus, til at
skille sig fra hende. Hun var stolt og klog, men
derhos listig og herskesyg og udøvede stor
Indflydelse paa Augustus. Især stræbte hun at
sikre sine egne Sønner (efter Drusus’s Død,
9 f. Kr., Tiberius) Tronen efter ham. Man
giver hende Skylden baade for Augustus’s
Brodersøn og Svigersøn Marcus Claudius
Marcellus’s og Julias Sønner Lucius og Gajus Cæsar’s
Død, men efter den seneste Historieforskning maaske
uden Grund. Tiberius blev adopteret af Augustus
sammen med Julias Søn Agrippa Postumus, som
dog Aar 7 e. Kr. blev forvist. Ved Augustus’s
Testamente optoges hun i den Juliske Slægt og kaldtes
derefter Julia Augusta; Keiserens Død holdt hun
hemmelig, indtil hun havde truffet
Foranstaltninger til at sikre Tiberius Tronen. Det siges, at
hun 19 e. Kr. havde Del i sin Sønnesøn
Germanicus’s Død; sin Magt og Indflydelse beholdt
hun til sin Død i sit 86de Aar, 29 e. Kr. —
Hendes Sønnedatter Livia eller Livilla, Datter
af Drusus, var først gift med Gajus Cæsar og
senere med Tiberius’s Søn Drusus, hvem hun i
Forening med Sejanus myrdede 23 e. Kr.; hun
indvikledes i Sejanus’s Fald og henrettedes Aar 31.
Livijn, Klas Johan, svensk Forfatter, f. 1781,
d. 1844, var siden 1835 Generaldirektør for
Fængselsvæsenet. Han hørte til den „fosforistiske“
Skoles Medlemmer og udmærkede sig især som
Novelledigter; som hans bedste Frembringelse paa
dette Felt kan nævnes „Spader Dame“ (1824).
Desuden forfattede han den ufuldendte Roman
„Axel Sigfridsson“ (1817) og et Drama
„Havfruen“.
Livingston, Robert, nordamerikansk
Statsmand, f. 1746, d. 1813, var Advokat og deltog
1776 i Affattelsen af Uafhængighedserklæringen.
1780 blev han Udenrigsminister, var derpaa
1789—91 Kansler i Staten New-York og 1801—05 de
Forenede Staters Gesandt i Paris, hvor han
afsluttede Traktaten om Louisianas Afstaaelse til
Unionen. — Hans Broder Edward
Livingston, f. 1764, d. 1836, blev 1794 Medlem af
Kongressen og støttede 1800 Jeffersons Valg til
Præsident. Efter 1804 at have bosat sig i
Louisiana var han 1812 Jacksons Adjutant og fik
derpaa det Hverv at udarbeide en civil og kriminel
Lovbog for Staten Louisiana. Hans Straffelov
ansees for et fortrinligt Arbeide og er senere
indført ogsaa i Kolumbia og paa andre Steder. 1831
blev han Udenrigsminister og var 1833—36
Gesandt i Paris.
Livingstone, David, berømt skotsk Missionær
og Opdagelsesreisende, f. i Glasgow 1813, d. 1873,
havde fattige Forældre og blev allerede i en Alder
af 10 Aar sat til at arbeide i en Fabrik. Han
vidste imidlertid at skaffe sig Bøger og lærte sig
selv Latin, saa at han i 16aars Alderen havde
læst Horats og Virgil. Derpaa blev han
Bomuldsspinder, men studerede derhos i
Vintermaanederne Græsk, Medicin og Theologi i Glasgow og
besluttede at vie sig til Missionsvirksomheden.
1838 blev han Licentiat i Medicinen og tilbød nu
det londonske Missionsselskab sin Tjeneste. Han
tænkte oprindelig paa at gaa til Kina, men
Opiumskrigen forstyrrede denne Plan, og 1840 gik han,
efter at være ordineret til Prest, til Sydafrika, hvor
han virkede i Forening med sin Landsmand Robert
Moffat, hvis Datter han ægtede. Efter i ni Aar
at have levet dels i Tsjokuane. Bakuénastammens
Hovedby, dels paa forskjellige af ham grundede
Missionsstationer, foretog han 1849 sammen med
Oswell og Murray sin første Udflugt til det Indre
af Landet og naaede gjennem Ørkenen Kalahari
til Ngamisjøen. 1851 opdagede han Zambeses
øvre Løb og sluttede her venskabelige Forbindelser
med flere Stammer. Efter 1852 at have sendt
sin Familie til England gik han opad Zambese og
ankom 1854 over Kassange til San Paolo de
Loanda; 1854—56 gjennemreiste han det afrikanske
Fastland fra den sidstnævnte By paa Vestkysten til
Qvilimane paa Østkysten og opdagede paa denne
Reise bl. a. de store af Zambesefloden dannede
Viktoria-Vandfald. Over Mauritius og Ægypten
vendte han tilbage til England, hvor han blev
modtagen med de største Udmærkelser, og hvor han
1857 udgav sine interessante „Missionsreiser og
Undersøgelser i Sydafrika“. Der indsamledes
betydelige Summer til Bestridelsen af en ny Reise,
som han af Regjeringen fik det Hverv at gjøre til
de af ham besøgte Egne. Ledsaget af sin
Broder Charles Livingstone m. fl. forlod han
1858 England og gik paa en liden dertil bygget
Dampbaad upad Zambese og dens Biflod Schire,
hvis Udspring fra Sjøen Nyassa han 1859
opdagede; ligesaa fandt han s. A. den store Indsjø
Schirva. Expeditionens Udbytte i praktisk
Henseende blev dog ikke stort, da det viste sig, at
hverken Zambese eller dens Bifloder var seilbare
for større Fartøier, og at der desuden var andre
og store Vanskeligheder i Veien for
Grundlæggelsen af en ordnet Handelsforbindelse med England.
1864 vendte Livingstone tilbage igjen til England.
1865 udnævntes han til engelsk Konsul for det
indre Afrika og begav sig ud paa sin sidste store
Opdagelsesreise. I Januar 1866 ankom han til
Zanzibar, fulgte op igjennem Landet Floden
Rovuma, naaede om Høsten s. A. til Nyassa, kom
1867 til Tsjambesi, Kongos østligste Kildeflod,
derfra til Tanganyikasjøen og trængte Vinteren
1867—68 mod Nord frem til Ujiji ved den nævnte
Indsjø, men blev ved Regntidens Indtræden nødt til
at vende om; han gik nu mod Syd og opdagede
i Juli 1868 Bangveolosjøen, vendte sig derfra
igjen mod Nord og kom i Marts 1869 til Ujiji.
Herfra bereiste han i de to følgende Aar
Manjemalandet i Nordvest for Tanganyikasjøen, ved
Lualaba (Kongo). Hans Sundhed led imidlertid stærkt
af det varme Klima og det anstrengende Reiseliv;
hans Hjelpekilder var derhos næsten udtømte, da
han i Oktober 1871 kom tilbage til Ujiji. Her
traf han kort efter Amerikaneren Stanley (s. d.),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
