Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ludvig den fromme - Ludvig den tyske - Ludvig den anden (romersk Keiser) - Ludvig den tredie, Barnet - Ludvig den fjerde, Baireren - Ludvig, fr. Louis (Konger i Frankrige). — Ludvig den første, Ludvig den fromme (s. d.). — Ludvig den sjette, den tykke. — Ludvig den syvende. — Ludvig den niende, den hellige. — Ludvig den ellevte. — Ludvig den tolvte. — Ludvig den trettende. — Ludvig den fjortende. — Ludvig den femtende. — Ludvig den sextende. — Ludvig den syttende. — Ludvig den attende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med Sønnerne, og Ludvigs Hær forlod ham, blev
han tagen tilfange og maatte udstaa megen
Ydmygelse. Nye Uenigheder med Sønnerne og mellem
disse indbyrdes forbitrede Keiserens senere Liv, og
just da han 840 skulde forsøge at faa Striden
asgjort paa en Rigsdag, døde han i Nærheden af
Mainz. Ludvig var en kundskabsrig Mand og besad
mange gode Egenskaber, men var ingen stor
Statsmand og manglede navnlig den fornødne Energi.
Han stiftede Klostret Korvei og Hamburgs
Erkebispedømme, hvilket sidste oprettedes som Støtte
for den af ham med Interesse omfattede Mission
i de nordiske Lande.
Ludvig den tyske, foregaaendes Søn, tysk
Konge, f. ca. 804, d. 876, fik ved den første
Deling af Faderens Lande 817 Baiern, Bøhmen,
Kärnthen og de dertil hørende avariske og vendiske
Lande. Efter Faderens Død (840) udbrød der Strid
mellem Brødrene om Arven, som Lothar stræbte
at gjøre sig til Enebesidder af. Ludvig og Karl
forenede sig mod ham, slog ham ved Fontenai 841
og tvang ham til 843 at indgaa Forliget i Verdun,
hvorved Ludvig fik Tyskland indtil Rhinen samt
Mainz, Speier og Worms. Han fik meget at gjøre
med at bekjæmpe Normannerne, som gjorde Indfald
i Nordtyskland og 858 afbrændte Hamburg,
hvorefter denne Stads Erkebispestol forenedes med
Bremens. S. A. satte han sig i Besiddelse af
Frankrige, indkaldt af et Parti, som var
misfornøiet med Broderen Karl den skaldede; hans
egenmægtige Herredømme og den tyske Besætning i
Stæderne behagede imidlertid ikke Franskmændene,
og han maatte snart rømme Landet. Efter Lothar
den andens Død fik Ludvig Halvdelen af
Lothringen; da Broderen Lothars Søn, Ludvig den anden,
var død, skulde egentlig Keiserværdigheden være
gaaet over til Ludvig den tyske, men Karl den
skaldede satte sig ved Rænker i Besiddelse af den.
Medens Ludvig rustede sig for at hevne sig paa
Karl, døde han i Frankfurt.
Ludvig den anden, romersk Keiser, ældste
Søn af Lothar den første, Brodersøn af den
foregaaende, f. ca. 822, d. 875, sendtes 844 af sin
Fader til Rom for at bilægge Striden mellem
Paverne Sergius og Johannes. Han indsatte
den førstnævnte til retmæssig Pave og lod sig
af ham krone til Konge over Longobarderne. 850
blev han Faderens Medregent og fik 855 efter
hans Død Italien og Keiserværdigheden. Medens
Broderkrigen rasede i Tyskland, havde Saracenerne
gjort Erobringer i Italien, og mange italienske
Fyrster gjort sig uafhængige; Ludvig slog
Saracenerne, fratog dem Fæstningen Bari og ydmygede
ogsaa de italienske Stormænd. Ogsaa mod
Grækerne hævdede han sin Magt, da de søgte at forene
det romerske Rige med det byzantinske. Ludvig
døde uden at efterlade sig Sønner og var den
sidste af den italienske Linie af Karolingerne.
Ludvig den tredie, Barnet, tysk Konge,
f. 893, d. 911, Søn af Arnulf, blev Konge 900,
medens Erkebiskop Hatto af Mainz og Biskop
Salomo af Konstans ledede Regjeringen. I denne
Tid herjede Ungarerne flere Egne af Tyskland
paa det frygteligste; ogsaa indre Uroligheder fandt
Sted, og Hertugdømmerne opstod i denne Tid
som Modsætning til den gamle Rigsforfatning.
Med Ludvig den tredie uddøde den karolingiske
Stamme i Tyskland.
Ludvig den fjerde, Baireren, tysk Keiser,
Søn af Hertug Ludvig den strenge af Baiern,
f. 1286, d. 1347, valgtes af 5 Kurfyrster 1314
til Keiser efter Henrik den syvendes Død; de øvrige
Kurfyrster stemte paa Hertug Fredrik af Østerrige
(se Fredrik den tredie), og som Følge heraf udbrød
der en Kamp mellem de to Modfyrster, hvilken
varede i 8 Aar. 1322 seirede Ludvig ved
Mühldorf i Baiern, og Fredrik blev tagen til Fange,
men hans Broder Leopold og Paven fortsatte
Kampen med Ludvig. Imidlertid havde dennes
Broder Rudolf af Pfalz sluttet sig til Østerrigerne,
hvorfor Ludvig 1317 fordrev ham og tog hans
Lande i Besiddelse; dog forligte han sig efter
Rudolfs Død med hans Sønner 1329, gav dem
deres Faders Lande tilbage og bestemte, at
Kurværdigheden for Fremtiden skulde vexle mellem
Baiern og Pfalz. Da Ludvig for at sæ<b></b>tte en
Grændse for Pavens omsiggribende Magt
understøttede Viscontierne i Italien, blev han 1324
sat i Ban af Pave Johan den toogtyvende, som
ogsaa ophidsede Russerne og Polakerne til at gjøre
Indfald i Brandenburg og fik et Forbund mod
Keiseren istand mellem Østerrige og Frankrige.
Ludvig forsonede sig nu med den fangne Fredrik
af Østerrige og stiftede Forbund med Kong Johan
af Bøhmen om at bekjæmpe Polakerne. 1327
reiste Ludvig til Italien, hvor han i Mailand lod
sig krone til Konge og i Rom til Keiser, indsatte
Nikolaus den femte til Pave og begyndte Krig med
Florens og Kongen af Neapel. Paa Grund af
oprørske Bevægelser paa flere Steder nødtes han dog
til 1329 at trække sig med sin svækkede og stærkt
sammensmeltede Hær tilbage til Øvreitalien og
1330 til Tyskland. Ogsaa Forsøgene paa en
Forsoning med den i Avignon residerende Pave
Benedikt den tolvte strandede, og nu fattede de tyske
Fyrster paa Kurforeningens Møde i Rense 1338
enstemmig den Beslutning, „at den, som paa
retmæssig Maade af Flertallet af Kurfyrsterne
var sat paa den tyske Trone, skulde holdes for en
virkelig og retmæssig Keiser og Konge uden først
at behøve Pavens Indvilgelse og Stadfæstelse“.
Ludvig blev dog af den følgende Pave Klemens
den sjette sat i Ban, og de tyske Fyrster blev
opfordrede til at vælge en anden Keiser, hvilket ogsaa
skete, idet Karl af Mähren blev valgt. Under
Forberedelsene til for Alvor at optage Kampen
med denne døde Ludvig pludselig paa Jagten. Han
er Stamfader til det endnu regjerende baierske
Kongehus.
Ludvig (fr. Louis, udt. Lui), Navn paa 18
(egentl. 17) Konger i Frankrige. — Som
Ludvig den første regnes Keiser Ludvig den fromme
(s. d.). — Ludvig den sjette, den tykke,
Søn af Filip den første, f. 1077, d. 1137, kom
paa Tronen 1108. Han førte under det meste af
sin Regjering Krig med Henrik den første af
England; tillige havde han at kjæmpe mod oprørske
Vasaller og for at skaffe sig en Modvegt mod Adelen
og derved have Kongemagten begunstigede han
Borgerstanden. — Ludvig den syvende,
foregaaendes Søn, f. 1120, d. 1180, efterfulgte 1137
Faderen paa Tronen. 1147—49 gjorde han
sammen med den tyske Konge Konrad den tredie et
ulykkeligt Korstog (det andet Hovedkorstog). —
Ludvig den niende, den hellige, f. 1215,
d. 1270, var ved Faderens Død kun 11 Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
