Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ludvig, fr. Louis (Konger i Frankrige). — Ludvig den første, Ludvig den fromme (s. d.). — Ludvig den sjette, den tykke. — Ludvig den syvende. — Ludvig den niende, den hellige. — Ludvig den ellevte. — Ludvig den tolvte. — Ludvig den trettende. — Ludvig den fjortende. — Ludvig den femtende. — Ludvig den sextende. — Ludvig den syttende. — Ludvig den attende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ludvig
skulde hjelpe til at erobre Elsas; efter Bern
hards DM tog han derpaa hans Erobringer i Be
siddelse. Ved den spanske Gramdse fartes Krigen
med Held for Franstmcrndene. Efterat Richelieu
1642 var df<d midt under Urolighederne, kom Ma
zarin til Styret. Ludvig den trettende var en
baade legemlig og aandelig svag Mand, men viste
i Krigen personlig Tapperhed. Han efterlod sig
Landet i en af Byrder og Despotisme forkuet Til
stand. — Ludvig den fjortende, foregaaendes
Sæn, f. 1638, d. 1715, var ved Faderens DFd
kun 5 Aar gammel. Moderen, Anna af
Østerrige, og Mazarin førte Regjeringen under hans
Mindreaarighed. Ludvigs første Regjeringsaar
udmærker sig ved de blodige Uroligheder, som ??Frond
en" (s. d.) paaførte Landet. Den unge Konge vakte
ikke store Forhaabninger; han hande faaet en mindre
god Opdragelse og var allerede i en ung Alder hen
given til Udsvævelser. Efter Mazarins Død 1681
viste han sig først i sit rette Lys, som en
Inkarnation af den videstgaaende Despotisme. Hans
hele Politik stod i Harmoni med hans berygtede
Udsagn: „L’état c’est moi“ („Staten er jeg“).
Det var ham magtpaaliggende til Opnaaelsen af
sine Hensigter at optræde med Glans, og hans
Hof blev Europas mest straalende, etMMster for
alle andre. Her udviklede sig ikke blot en ind
til Vcrmmelse gaaende Afgudsdyrkelse af Kongen
baade som Monark og som Person, men ogsaa en
Uscedelighed, som smittede til vide Kredse. —
Ludvig den fjortende var saa heldig at have et Antal
fremragende Mænd i de forskjelligste Retninger til
sin Raadighed, hvad der bidrog tit at virkeliggjøre
hans store Planer. Saaledes havde han i Colbert
(s. d.) en stor Finansmand, som ikke alene forstod
at sætte Statskassen i en fortrinlig Stand, men
ogsaa paa de forskjelligste Maader befordrede
Landets materielle og aandelige Opkomst; Louvois
(s. d.) ordnede Militærvæsenet paa den fortroefie^
ligste Maade, Vauban (s. d.) forsynede Grændserne
med Fæstninger, der var Mesterverker for sin Tid,
og de to store Feltherrer Turenne (s. d.) og Condé
(s. d.), udførte i Spidsen for Arméerne Storverker
af Tapperhed og Feltherredygtighed. — Da Filip
den fjerde af Spanien døde, fordrede Ludvig som
hans Svigersøn en Del af de spanske Nederlande,
rykkede ind med en Hær og erobrede flere Fæst
ninger. Men Englands og Sveriges Alliance
med Generalstaterne (Tripelalliancen) stansede hans
Erobringer; dog beholdt han de Fæstninger, han
havde bemægtiget sig. Efter at have lokket
England til at indgaa Forbund med Frankrige vendte
han sig paany mod Nederlandene, erobrede i en
Hast det halve Land, forjog Generalstaternes
Forbundsfælle, Hertugen af Lothringen, og lod Landet
plyndre og Mlcrgge. Men Spanien, Østerrige
og Tyskland tog Parti mod ham, og da ogsaa
England truede med at falde fra, sluttedes 1678
Fred i Nimwegen, hvorved Frantrige beholdt flere
nederlandske Fæstninger samt hele Franche-Comte.
I sit Overmod oprettede han nu de berygtede
Reunionskamre (s. d.), ved hvilke han selv
egenmægtig tildømte sig alle de Besiddelser, som
nogensinde havde HM til hans Erobringer. Endelig
forenede Spanien, Generalstaterne og Keiseren
sig og bevægede Ludvig til 1684 i Nimwegen
at slutte en Vaabenstilstand paa 20 Aar, i hvilken
Tid han skulde indstille sine Reunioner. Imid-
Ludvig
lertid havde han 1681 ladet en Flaade bom??
bardere Tripolis og 1684 Algier samt Genua
lægge i Aske. Hans Magt stod paa denne Tid
paa sin HKde; han var Europas mægtigste Fyrste
og frygtedes og beundredes af alle sine Naboer.
Hvad de indenlandske Forhold angik, havde han
ganfle opnaaet sit Maal, at verre den eneste her
skende over alle sine Undersaatter; i hele hans
Regjeringstid blev Rigsstænderne eller Notablerne
aldrig sammenkaldte; Adelen vovede ikke længer
at gjøre sig gjeldende og Bykommunerne mistede
sine Rettigheder. Retsvæsenet forfaldt, og den
kongelige Despotisme gjorde sig ogsaa her gjeldende
ved Udstedelsen af de berygtede „Lettres de cachet“
(s. d.). — Men netop som Ludvigs Magt stod paa sin
øverste Top, foregik der en mærkelig Forandring med
ham. Han havde lige fra sin Ungdom været stærkt
sanselig og havt en stor Del Maitresser, af hvilke
La Vallière, Montespan og Fontanges; nu, da han
begyndte at blive lidt tilaars, lod han sig ganske
lede af Marquisen af Maintenon, hvem han 1685
endog hemmelig ægtede, og som vidste at gjøre
ham ligesaa bigot, som han ftr havde vcrret verds
ligsindet. Hun var et??edfiab for Hofgeistligheden
og lesuiterne, og hendes Indftydelse ytrede sig
f^rst derved, at hun fik Kongen til at forfMe de
franske Protestanter. Efter "Colberts Død (1683)
begyndte man at anvende Baabenmagt for at tvinge
dem til Underkastelse, og da Kongen lod sig ind??
bilde, at alle Protestanter nu var omvendte, op
hlrvede han 1685 det uantiste Edikt. De blodige
Forholdsregler, som blev tagne i Forbindelse med
dette Skridt, drev, ungtet Grcrndserne blev bevog
tede, over en halv Million Protestanter, der h^rte
til Landets dygtigste og bedste Borgere, til at ud<
vandre. Imidlertid havde han dog jevnlig Stridig
heder med Paven, naar denne krydsede hans Planer,
og han fik endog et Koncil af franske Geistlige til
at erklære, at Paven kun havde Myndighed i
Troessager. Under disse indvikledes han i en
ny Krig ved at gjøre Fordring paa Pfalz samt
blande sig i Kurfyrstevalget i Köln. Der sluttedes
nu et frygteligt Forbund mod Frankrige mellem
England, Tyskland, Neverlandene, Spanien og
Savoyen. Men desuagtet holdt Ludvig sine mange
Fiender nogenlunde Stangen, og 1697 kom det
til et Forlig i Rysvijk, hvorved Frankrige maatte
give Slip paa nogle af de tidligere Erobringer. Det
værste var imidlertid, at Landets Finansvæsen var
bragt i Uorden, dets Kræfter saagodtsom udtømte,
og dets Forsvarsvæsen bragt i den største Forvir
ring. En af de væsentligste Aarsager til Ludvigs
Uheld var, at hans mest fremragende Hærførere og
Statsmænd var døde eller fjernede og var blevne
erstattede med Mad. Maintenons Kreaturer. Trods
Rigets daarlige Tilstand nærede Ludvig endnu stedse
nye Planer til Udvidelse af sin Magt. I Spa
nien regjerede paa denne Tid den svagelige og
barnløse Karl den anden, hvis Død daglig kunde
ventes. Ludvig havde længe ladet sig mærke med,
at han vilde gjøre Krav paa Spanien for en af
sine Efterkommere, idet han nemlig havde været
gift med en Søster af Karl den anden. For at
hindre de andre Magter, som ogsaa havde sin
Opmærksomhed stærkt henvendt paa Spanien, fra
at væbne sig, sluttede han siden 1698 flere
Overenskomster om Deling af de spanske Lande. Da
Karl den anden døde 1700, efterlod han et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
