Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ludvig, fr. Louis (Konger i Frankrige). — Ludvig den første, Ludvig den fromme (s. d.). — Ludvig den sjette, den tykke. — Ludvig den syvende. — Ludvig den niende, den hellige. — Ludvig den ellevte. — Ludvig den tolvte. — Ludvig den trettende. — Ludvig den fjortende. — Ludvig den femtende. — Ludvig den sextende. — Ludvig den syttende. — Ludvig den attende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
LudvigLudvig 343
Testammte, hvori han indfatte Ludvigs Sønnesøn
Filip af Anjou (Filip den femte) til Tronarving.
Dette Testamente fremkaldte den spanske Arve
f^lgekrig, der tog sin Begyndelse 1701 og fartes
med vexlende Held, i den senere Tid dog mest
med Tab fyr Frankrige, som mistede det meste
af sine Kolonier ved Freden i Utrecht 1713. Dog
opnaaede Ludvig ved Separatfreden med Kei
seren i Rastatt 1714, at Filip den femte aner??
kjendtes som Konge i Sp??men. Efter denne Krig
var Frankrige aldeles udmattet. og Misstemningen
var saa stor, at kun den tilvante slaviske Lydighet??
hindrede Udbruddet af aabent OprFr. Af Ludvigs
6 agtefMe Bstrn opnaaede kun den celdfte SM,
Dauphinen Ludvig, den voxne Alder. Han d^de
1711, og i de fplgende Aar mistedc den gamle
Konge alle sine Efterkommere paa SMnesMnen
Filip af Anjou og den unge SMnesMs SM
Ludvig (den femtende) ner. Ludvig dm fjortende
besad ingen overlegen Begavelse, men var rast og
energisk i sine politiske Handlinger og havde for
resten Lykken at takke for meget af sin Fremgang.
Han besad et imponerende Idre og fine Manérer,
der paatrykte hans Hof sit Stempel. Hovedsage
lig for at glimre begunstigede han Videnskav og
Kunst; as de pregtige Bygninger, han lod opf^re,
kan merkes Invalidehotellet og Slottet i Ver??
sailles. — Ludvig den femtende, foregaaen
des SMnesMs SM, f. 1710, d. 1774, var ved
Oldefaderens D^d kun 5 Aar gammel. Regent
skabet under hans Mindreaarighed overtoges af
Ludvig den fjortendes BrodersM, Hertug Filip
den anden af Orleans. Filip dpde efter i 13 Aar
at have styret Landet vaa en ussel Maade, og
Hertugen af Bourbon blev 1523 Formynderregent,
men fortrengtes 3 Aar efter af Kongens Opdrager
Kardinal Fleury, forn ved Sparsomhed tilveiebragte
Orden i Finanserne. Ludvig, hvis Opdragelse var
bleven forsMt, befattede sig, i Modseming til sin
Forgjenger, kun lidet med Statsftyrelsen, men
overlod den til sine Ministre, som igjen beherskedes
af hans hurtig vexlende Maitresfer. Ved Ud
bruddet af den f!sterrigste ArveMgekrig blev Frank
rige indviklet i denne som en af de Magter, der
havde garanteret den pragmatiske Sanktion. Denne
Leilighed benyttede det til at forsage at knakke
det hllbsburgske Hus og forenede sig derfor med
Spanien. Baiern, Preussen m. st. for at faa Kur
fyrft Karl Albrecht af Baiern sat paa Keisertronen.
Men da Fredrik den anden gik over til Maria
Theresias Parti, tog Sagen en uheldig Vending
for Frankrige. Morits af Sachsen (s. d.) gjorde
vel god Fremgang i Nederlandene, men da
England og senere Rusland tog Parti for Østerrige,
fandt Ludvig det raadeligst at slutte Fred i Aachen
1748. — Den af Vellevnet og Udsvevelser sløvede
Konge brød sig imidlertid lidet om, hvorledes det gik
med Riget, og hengav sig ganske til sin Maitresse
Madame Pompadours Ledelse. Denne uværdige
og rænkefulde Kvinde øvede ikke blot en uheldig
Indflydelse paa den uduelige Konge, men ogsaa
paa Landets Finanser og Udenrigspolitik. Af Had
til Fredrik den anden af Preussen fik hun et
Forbund med Østerrige istand mod ham. I denne
Krig, hvori England stod paa Preussens Side, led
de franske Arméer, som kommanderedes af udue
lige Hofyndlinger, vanerende Nederlag, og ved den
endelige Fred tabte Frankrige Kanada, de fleste af
<
sine Øer i Vestindien samt nesten alle sine
Besiddelser i Ostindien. Pompadours og hendes
Efterfølgerske Madame Dubarrys afsindige
Ødselhed og slette Styrelse bragte Hoffet i en bitter
Strid med Parlamentet og lagde derved Grunden
til det Had mod Hoffet, som under Ludvigs
Efterfølger brød ud i lys Lue. Madame Dubarry var den
værste af alle Ludvigs mange Maitresser; hun skal i
de 5 Aar, hun indehavde sin uhæderlige Stilling,
have bortødslet 180 Millioner Franks af Statens
Midler. I sine sidste Aar befattede Ludvig sig ikke
med andet end med sine Elskerinder, Jagt og
alskens Narrestreger. Efterat han allerede i lang
Tid som Følge as sine Udsvævelser havde lidt af
en ødelæggende Sygdom, fik han tilslut
Børnekopperne af et af Ofrene for hans Usædelighed og
døde i den ynkeligste Forfatning, forladt af alle,
undtagen sine Døtre, der trofast pleiede ham.
Efterretningen om den elendige Fyrstes Død hilstes
af Folket med Jubel, og Smædeviser blev sungne
og Sten kastet efter den Vogn, hvori hans Lig om
Natten uden Ceremonier bragtes til Graven. —
Ludvig den sextende, foregaaendes Sønnesøn,
f. 1754, d. 1793, ægtede som Kronprins
Erkehertuginde Marie Antoinette af Østerrige og besteg
ved Bedstefaderens Død Tronen, hilset med Glæde
af Folket, som gjennem ham haabede en
forandring i de utaalelige herskende Forhold. Han
var af Naturen alvorlig og beskeden, hjertensgod
og sædelig, men hverken i Besiddelse af store
Aandsevner eller af Energi og Villiekraft. Han
skyndte sig at fjerne Dubarrys Kreaturer fra
Styrelsen og skaffe dygtige og retsindlge Mænd
i deres Sted. Torturen og Resterne af
Livegenskabet blev ophævede, en Mængde Sinecurer blev
afskaffede og Hofholdningen meget indskrenket.
Reformerne stødte dog snart paa Modstand hos
Hoffet og de af den nye Konge gjenoprettede
Parlamenter; Førsteministeren Malesherbes og
Finansministeren Turgot nødtes til at træde af, og den
tidligere Finansminister Clugny fik derefter
Styrelsen af Finanserne, som under ham igjen truede
med at synke tilbage i den gamle Uorden. Snart
begyndte ogsaa den unge og smukke Dronning
med den hende omgivende Sværm af Hoffolk
at faa en fordærvelig Indflydelse paa Styrelsen.
Vistnok fik man 1777 en dygtig Finansmand i
Necker (s. d.) men hans Bestræbelser gjordes for
en stor Del frugtesløse ved Frankriges Deltagelse
i Nordamerikanernes Frihedskrig, der krævede saa
store Pengeofre, at Necker tilslut maatte gribe til
at beskatte de priviligerede Stender og gjøre endnu
større Indstrænkninger i Hofholdet. Følgen var,
at han 1781 maatte tage sin Afsked. Efter ham
fulgte en Række uduelige Ministre, som kun gjorde
Forvirringen større og øgede den almindelige
Misnøie. 1788 blev Necker paany Finansminister,
og tvungen af Omstændighederne blev Kongen nødt
til at indkalde Generalstænderne; en
Notabelforsamling sammenkaldtes for at raadslaa om Formen for
den nye Repræsentation; den ønskede, at Stænderne
skulde faa samme Form som tidligere og
sammensættes af et lige Antal Repræsentanter for Adelen,
Geistligheden og „Trediestanden“ (Borgerskabet);
denne sidste Stand, som den talrigste og den, der
havde alle Byrderne i Staten at bære, kom i stor
Bevægelse ved denne Beslutning, og efter Neckers
Raad bestemte Kongen sig til at indkalde dobbelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
