Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lurlei, se Lorelei - Lurø - Lus. — Hoved- og Kroplusen. — Svinelusen. — Fuglelus (s. d.). — Lusesyge. — Phthiriasis - Lusiaden, se Camoëns - Lusignan, Guido af, se Guido af Lusignan - Lusitanien - Lustrum - Luta Nzige, se Nyansa - Luth - Luthardt, Christoph Ernst - Luther, Karl Theodor Robert - Luther, Martin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lurlei, se Lorelei.
Lurø, Prestegjeld i Helgeland, Nordlands Amt,
bestaar af Sognene Lurø og Trænen.
Lus (Pediculus), Slægt af de vingeløse Insekter,
lever som Snyltedyr paa Mennesker og andre
Pattedyr. De formerer sig stærkt, skifter flere Gange
Hud under sin Udvikling, men undergaar ingen
fuldstændig Forvandling. Af de egentlige Lus
findes to forskjellige Arter (Hoved- og Kroplusen)
hos Mennesket; en tredie Art hører ikke til samme
Slagt, ligesaalidt som Svinelusen
(Hameatopinus suis), hvis nærmeste Slægtninger hjemsøger
forskjellige andre Husdyr. De saakaldte Fuglelus
(s. d.) hører til en ganske forskjellig Familie og er
ikke blodsugende. — Lusesyge (Phthiriasis) kaldte
man tidligere en Sygdom, som skulde bero paa,
at der i Huden udviklede sig Bylder, hvoraf der
ved deres Aabning krøb Lus frem, og der
foreligger en Mængde Beretninger om, at forskjellige
historiske Personligheder, som f. Ex. Sulla,
Herodes, Filip den anden og mange flere er døde af
en saadan Sygdom. Paa Grund af Lusenes
Organisation er det imidlertid ganske umuligt, at
disse Dyr kan leve og udvikle sig paa denne
Maade, og enkelte antog derfor, at det maatte
vare en Art Midde (Acarus), hvem saadanne Syg??
domstilfalde styldtes. Der eristerer dog heller ikke
et eneste vel konstateret ved Midder fremkaldt Til
fcelde af denne Art, saa at Antagelsen af en
Lusesygdom i den Forstand som ovenfor anført vistnok
maa ansees at savne al Grund. Derimod betegner
man nutildags som Phthiriasis den sygelige
Tilstand af Huden, som fremkaldes ved Biddet af de
forskjellige paa Mennesket snyltende Arter af Lus
og den dermed følgende Kløen og Kradsen.
Lusiaden (Os Lusiadas), se Camoëns.
Lusignan, Guido af, se Guido af Lusignan.
Lusitanien (Lusitania), hos Romerne Navn
paa det sydvestlige Hispanien, omtrent det
nuværende Portugal.
Lustrum (af lat. luere, rense, afsone), hos
Romerne Benævnelse paa det Høitidelige
Renselses- og Sonoffer, som i hele det romerske Folks Navn
bragtes Guderne. I Begyndelsen fandt denne Ofring
Sted hvert fjerde, siden hvert femte Aar; derfor
kaldes ogsaa i den senere Tid et Tidsrum af fem
Aar et Lustrum.
Luta Nzige, se Nyansa.
Luth, et nu forældet Strengeinstrument,
sædvanlig med 14 Strenge, af hvilke dog kun de 6 blev
trykkede mod Gribebrettet; Spillemaaden lignede
den, forn anvendes ved Guitaren. Siden Sluwmgen
af forrige Aarhundrede er Luthen bleven afW af
andre Strengeinstrumenter.
Luthardt, Christoph Ernst, tysk protestantisk
Theolog, f. 1823, studerede i Erlangen og Berlin,
blev 1854 Professor i Marburg og 1856 i Leipzig.
Han tilhører i sin theologiske Retning den
saakaldte Erlangerskole og er en Repræsentant for
den strengt orthodore Lutheranisme. Han har
udgivet talrige theologiske Skrifter samt flere
Prædikensamlinger og redigerer Ugebladet
„Allgemeine ewangelisch-lutherische Kirchenzeitung“.
Luther, Karl Theodor Robert, tysk Astronom,
f. 1821, er siden 1851 Direktør for Observatoriet
i Bilk i Nærheden af Düsseldorf. Han har gjort
sig bekjendt som Opdager af en Række af de smaa
Planeter (Planetoider).
Luther, Martin, den største af det 16de
Aarhundredes kirkelige Reformatorer, f. 10de
November 1483 i Eisleben, d. 1546, var Søn af en
Bergmand, som et halvt Aars Tid efter hans
Fødsel flyttede til Mansfeld og der senere blev
Raadmand. Til sit fjortende Aar besøgte den unge
Luther Skolen i Mansfeld; 1497 kom han derpaa
til Magdeburg, hvor han kom i Skole hos
Barfodmunkene og maatte erhverve sig en Del af sit
Underhold ved sammen med Kammerater at synge
foran Folks Døre. 1498 gik han til Eisenach,
hvor han besøgte Latinskolen og var nødt til at
ernære sig paa samme Maade som i Magdeburg,
indtil en velhavende Borgerkone, der fandt Behag
i hans smukke Stemme, tog sig af ham. 1501
kom han til Universitetet i Erfurt, hvor han efter
Faderens Villie skulde lægge sig efter
Retsvidenskaben; til en Begyndelse studerede han efter
Tidens Skik de humanistiske Fag og den scholastiske
Filosofi og Theologi, blev 1503 Magister og
begyndte nu at holde Forelæsninger over Aristoteles’s
Fysik og Ethik. Imidlertid gjorde Læsningen af en
Bibel, som han fandt paa Universitetsbibliotheket,
et dybt Indtryk paa ham; hertil kom en af hans
Venners pludselige Død og en heftig Sygdom,
som anfaldt ham selv, og under hvilken han gjorde
det Løfte at blive Munk. Som Følge heraf
indtraadte han 1505 i Augustinerklostret i Erfurt,
hvor han hengav sig til den strengeste Askese i
Haab om derved at kunne opnaa Fred for den
tunge Følelse af sin Syndefuldhed og Guds
Vrede, der plagede ham. Det hjalp imidlertid
ikke, og af de strenge Selvpinsler, han paalagde
sig, faldt han i en haard Sygdom. Under denne
trøstedes han for første Gang af en gammel
Ordensbroder med Læren om Menneskets Retfærdiggjørelse
ved Troen alene, en Lære, som paa hin Tid var
næsten glemt og trængt i Baggrunden ved Troen
paa de saakaldte „gode Gjerninger“ som Vei til
Saligheden. Velgjørende paa Luther virkede ogsaa
Ordensprovinsialens den ædle Staupitz’s Velvillie
og Omhu for ham; han befriede ham for de
simple Tjenester, som han hidtil havde havt at
udføre i Klostret, og opmuntrede ham til at
fortsætte sine theologiske Studier. Efter 1507 at have
modtaget den prestelige Ordination kaldtes Luther
1508 gjennem Staupitz til Professor i Filosofi
ved det nye Universitet i Wittenberg. Her
foredrog han Aristoteles’s Dialektik og Fysik, vistnok
med den bedste Villie til at gjøre Fyldest i sit
Kald, men med indre Ulyst, da Scholastiken stadig
blev ham mere fremmed som Følge af hans
fortsatte Studier i Bibelen, Augustinus’s Skrifter og
enkelte Mystikere som Tauler. 1509 opnaaede
han det theologiske Baccalaureat og kunde nu
begynde at holde Forelæsninger over Theologi, hvad
han allerede længe havde ønsket at kunne gjøre;
tillige begyndte han at prædike. Baade hans
akademiske Forelæsninger og hans Prædikener fik
snart mange Tilhørere, der tiltaltes af den varme
og frimodige Maade, hvorpaa han udlagde Guds
Ord. Hans Velynder Staupitz, der glædede sig
over hans Optræden, overdrog ham 1510 som en
Udmærkelse at reise til Rom paa de tyske
Augustinermunkes Vegne for at faa ordnet en Sag angaaende
Ordenens indre Styrelse. Luther, der jo endnu
var from Katholik, glædede sig til at faa se den
„hellige Faders“ Residens, men blev paa det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
