Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lyell, Charles - Lygtemand - Lykabettos - Lykaon - Lykaonien - Lykien. — Lyker. — Lykiarges - Lykke. — Ivar Lykke. — Peder Lykke. — Kai Lykke - Lykurgos (Spartas Lovgiver)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lygtemllnd
ovennævnte Hovedverk især nævnes „Geological
evidences of the antiquity of man“ (1863), hvori
han søger at paavise Tilstedeværelsen af
Menneskelevninger i Jordlag, der er dannede længe før den
Tid, til hvilken man tidligere har ansat
Menneskets Optræden paa Jorden.
Lygtemand kaldes en blaalig Flamme, som
undertiden ssal sees svæve i Luften paa sumpige
Steder, og som hidhører fra Udvikling af
selvantændeligt Fosforvandstof. Overtroen har
tidligere gjort Lygtemændene til overnaturlige
Væsener, som ved sit Lys trækker Vandrere paa Vildspor.
Det maa dog ansees for tvivlsomt, om saadanne
Flammer i det hele taget existerer, da der ingen
aldeles sikre Efterretninger haves derom.
Lykabettos, et bekjendt Bjerg ved Athen.
Lykaon, græsk Sagnkonge i Arkadien, Søn af
Pelaogos, byggede Lykosma og grundede Zeus
Lykaos’s Kultus. Han havde 50 Sønner, af hvilke
flere nævnes som Grundlæggere af Byer i
Arkadien. Efter Pausanias’s Beretning ofrede han et
Barn til Zeus, men blev under Ofringen for
vandlet til en Ulv. Disse og lignende Sagn har
givet Foranledning til den hos Ovid fortalte og
udsmykkede Beretning om Lykaon. Ifølge denne
havde Zeus hørt om Menneskeslægtens Fordærvelse
og steg ned til Jorden for at undersøge Sagen.
Han kom til Arkadien, hvor Folket kjendte og ærede
ham; men Lykaon tvivlede og fremsatte for at prøve
ham Retter for ham, i hvilke der var
Menneskekjød. Zeus saa strax dette, afbrændte Lykaons
Palads og forvandlede ham selv med hans
Sønner til Ulve. Kun en af Sønnerne, Nyktimos,
blev reddet; under ham kom den deukalionske
Vandflod, der var fremkaldt af Lykaonidernes
Ugudelighed.
Lykaonien, i Oldtiden et Landskab i Lilleasien,
mellem Kappadokien, Galatien, Pisidien, Isaurien
og Kilikien, havde til Hovedstad Ikonium.
Lykien (Lycien), det sydligste Landskab i
Lilleasien, begrandset i Nord og Nordost af Karien,
Frygien, Pisidien og Pamfylien og forresten
omgivet af Havet, er opfyldt af flere til Taurus
hørende Fjeldkjeder, der har høie Toppe, delvis
udstrakte Høisletter og derimellem skjønne og
frugtbare Dale. Landet beboedes først af semitiske
Stammer, Milyerne og Solymerne, som dog
tidlig fortrængtes eller underkuedes af et nordfra
indvandret, sandsynligvis indoeuropæisk Folk, der
kaldte sig selv Tremiler, men af Grækerne
benævntes Lyker. Fra dette Folk er i en tidlig Tid
mange Kulturelementer komne til Grækerne,
navnlig Dyrkelsen af Apollon, som med sin Moder Leto
var Landets Hovedguddom og havde et berømt
Tempel og Orakel i Hovedstaden Xanthos. Skjønt
Lykerne paa sin Side ogsaa optog meget af den
græske Kultur, vedblev de at bevare sin
eiendommelige Nationalitet og sit eget Sprog, i hvilket endnu
mange Indskrifter, affattede i et med det græske
beslægtet Alfabet, men endnu ikke fuldstandig
dechiffrerede, er forhaanden. Af den bildende Kunsts
Frembringelser er der i Lykien fundet flere baade
Bygningsverker, mest Gravmonumenter, og plastiske
Arbeider. De førstnævnte, for en stor Del
udhugne i den naturlige Klippe, viser i arkitektonisk
Henseende dels den græske, særlig den ioniske
Bygningskunsts Former, dels er de Efterligninger
af en for Lykerne eiendommelig Trækonstruktion.
Skulpturverkerne er gjennemgaaende i den græske
Billedhuggerkunsts Stil. — I politisk Henseende
spillede Lykien kun sjelden en mere fremtrædende
Rolle. Efterat det trods en heltemodig Modstand var
undertvunget af Harpagos, dannede det en Provins
af det persiske Rige. Ved dettes Opløsning kom
det efter Alexander den stores Død først i
Ptolemæernes Hænder og blev derpaa indlemmet i det
lykiske Rige, indtil det efter Antiokos den stores
Overvindelse af Romerne skjenkedes til Rhodierne.
Men Lykerne bar kun modstræbende Aaget og
opnaaede endelig efter haardnakkede Kampe, at
Romerne anerkjendte deres Selvstændighed. De enkelte
lykiske Stæder, tilsammen 23, af hvilke Xanthos,
Kadyanda, Tlos, Pinara, Patara, Fellos,
Antifellos, Myra, Limyra og Olympos var de
betydeligste, forenede sig til et Forbund, i Spidsen for
hvilket stod en Embedsmand, der kaldtes Lykiarkes.
Selvstændighedsperioden, under hvilken Landet
naaede en høi materiel og aandelig Blomstring,
varede til Keiser Claudius’s Tid, da indre
Uroligheder bevirkede, at Autonomien blev Landet
fratagen. Nero gjenoprettede vistnok dets
Selvstændighed, men denne gik igjen for bestandig tabt
under Vespasian, som slog Lykien sammen med
Pamfylien til en romersk Provins. Nu er Landet
tyndt befolket og delvis øde; i det Indre er
Befolkningen væsentlig tyrkisk, ved Kysterne derimod
græsk.
Lykke, Navn paa en gammel dansk
Adelsfamilie. Ivar Lykke var Chef for den danske
Hær, som af Dronning Margrete blev sendt ind i
Sverige mod Albrecht af Mecklenburg, og som ved
Falköping tog Albrecht tilfange 1389. — Peder
Lykke var 1409—18 Biskop i Ribe og fra 1418
til sin Død 1436 Erkebiskop i Lund. Han sendtes
1414 af Erik af Pommern til Kirkeforsamlingen
i Kostnitz, hvor han var med at dømme Huss til
Døden. 1425 holdt han en Kirkeforsamling i
Kjøbenhavn, hvor der fattedes Bestemmelser sig
tende til at forbedre Geistlighedens Sæder. —
Kai Lykke var bekjendt for sin Skjønhed og
Rigdom, men ogsaa for sin Letsindighed; han brugte
engang i et Brev en utilbørlig Ytring om
Fredrik den tredies Dronning Sofie Amalie og blev,
da dette blev bekjendt ved Hoffet, sat under
Tiltale for Majestætsforbrydelse. Han afbad sin
Forseelse, men blev alligevel dømt fra Ære, Liv og
Gods; imidlertid lykkedes det ham at undkomme,
og han blev nu henrettet in effigie, medens hans
store Godser blev inddragne under Kronen. Under
Kristian den femte fik han Tilladelse til at vende
tilbage fra sin Landflygtighed 1679; han døde 1702.
Lykurgos, Spartas berømte Lovgiver, antages
iftlge de almindelige kronologiske Beregninger at
have levet ca. 880 f. Kr., men hans Personlighed
og Historie er faaledes indhyllede i Dunkelhed, at
det er tvivlsomt, om han er en historisk Person
eller en rent mythisk Figur. For den sidste
Antagelse taler baade hans Navn, der tillige er et
Binavn for Apollon, og den guddommelige Ære,
som bevistes hans Minde i Sparta. Efter de
sædvanligste Overleveringer var han Søn af Kong
Eunomos af den kongelige Familie Eurypontiderne,
førte en Tid Regjeringen som Formynder for sin
unge Brodersøn Kong Kharilaos og begav sig
derefter paa Reiser. Efter at have besøgt Kreta,
Lilleasien (hvorfra han skal have medbragt de homeriske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
