- Project Runeberg -  Norsk Haandlexikon / K-R /
381

(1881-1888) [MARC] Author: Chr. Johnsen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Macaulay, Thomas Babington - Macbeth - Maccaronisk Poesi - Macchiavelli ell. Machiavelli, Niccolo - Mac Clellan, George Brinton

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

fordi han havde stemt til Fordel for det katholske
Seminarium i Maynooth, trak han sig ganske
tilbage fra det politiske Liv. Nu kunde han
uforstyrret ofre sig for Fuldførelsen af sit Hovedverk,
den berømte „History of England from the
accession of James II.“
Dette Verk udmærker sig,
som det meste af, hvad Macaulay har skrevet, ved
grundig Sagkundskab, en overordentlig Gave til
lyslevende at tegne og karakterisere Personer og
Begivenheder og en mesterlig Stil; dog er den ikke
fri for Partiskhed, da Forfatterens udprægede
liberale Anskuelser jevnlig træder frem. Bogen blev
modtagen med Begeistring og strax oversat til
flere fremmede Sprog. 1857 ophøiedes Macaulay
til Peer som Baron Macaulay of Rothley.
Af hans Skrifter kan foruden de nævnte endnu
anføres „Lays of ancient Rome“ (1842), en
Samling Ballader over gammelromerske Sagn,
samt „Speeches“ (1854), Samlingen af hans
parlamentariske Taler. Hans Lig er bisat i
Westminsterabbediet.

Macbeth, efter Sagnet en skotsk Feltherre i
det 11te Aarh., myrdede sin Slægtning Kong
Duncan og bemægtigede sig den skotske Krone,
men blev efter at have regjeret despotisk i 10 Aar
styrtet og dræbt af den myrdede Konges Søn
Malcolm og Macduf, Than af Fife. Dette Sagn har
afgivet Stoffet til Shakespeares berømte Tragedie
„Macbeth“.

Maccaronisk Poesi, oprindelig Benævnelse
paa en Art spøgefulde Digte paa Latin, i hvilke
indflettedes enkelte Ord af andre Sprog, men med
latiniserede Endelser og Bøiingsformer; senere i
det hele taget enhver komisk Digtning, hvis
Virkning beror paa en barbarisk Sprogsammenblanding.
Den ældste bekjendte maccaroniske Digter er Typhis
Odaxius (d. i Padua 1488), som forfattede et
Verk med Titelen „Carmen maccaronicum de
Patavinis quibusdam arte magica delusio“
.
Feilagtig har man anset Teofilo Folengo for denne
Genres Opfinder; han har imidlertid i sit
Hovedverk „Maccarones“ (1521) først givet den poetisk
Betydning. I Tyskland dyrkedes den maccaroniske
Poesi bl. a. af Hans Sachs. Paa Fransk haves
nogle fortræffelige maccaroniske Vers i et af
Mellemspillene til Molières „Den indbildte Syge“. Et
dansk Exempel hidsettes:

„Gingimus in gadibus cum jomfrubus atque madamis,
Slogimus in stenibus cum stokkibus atque rapiris;
Tunc veniunt vægtri et nos in raadstuviam slæbunt,
Solvimus en dalerum, et sic gladi slapsimus derfra.“



Macchiavelli ell. Machiavelli, Niccolo,
berømt italiensk Statsmand og Historieskriver, f. i
Florens 1469, d. 1527, tilhørte en gammel, men
fattig Adelsfamilie og blev 1498 ansat som
Sekretær i Timandsraadets Kancelli. I denne
Egenskab anvendtes han i vigtige diplomatiske Sendelser.
Efterat de 1494 fordrevne Mediceer 1512 igjen var
komne til Magten og det hele florentinske
Statsvæsen derved havde antaget en anden Skikkelse, var
hans Embedsvirksomhed tilende, og han blev som
mistænkt for Delagtighed i en Sammensværgelse
mod Kardinal Giovanni de Medici fængslet og
underkastet Tortur samt derpaa forvist fra Florens.
Først efterat Kardinalen 1513 havde besteget
Pavestolen som Leo den tiende, kunde Macchiavelli vende
tilbage til sin Fædreneby. Endnu en Gang kom
han imidlertid i Mistanke om at være indviklet i
en Sammensværgelse mod Mediceerne og
fjernedes fra al Befatning med Statsvæsenet; efterat
Giulio de Medici var bleven Pave som Clemens
den syvende, anvendtes han dog tildels igjen i
Statstjenesten, men kun i mindre Hverv. — Han
har skrevet en Række Beretninger om de
Sendelser, hvori han blev benyttet; disse Beretninger,
der vidner om skarpt Blik og sjelden logisk Sans,
hører til de vigtigste existerende diplomatiske
Aktstykker; de er forresten først i den senere Tid
blevne mere bekjendte. Endvidere har han
forfattet flere Komedier, som hører til de bedre i sit
Slags fra den Tid. Hans Hovedverker er dog de
for Pave Clemens den syvende forfattede „Istorie
fiorentine 1215—1492“
(1532) samt hans
„Discorsi“, „Arte della guerra“ og endelig hans mest
berømte Verk „Il Principe“ („Fyrsten“). I
„Discorsi sopra la prima decade di Tito Livio“
(1532) indskrænker han sig ikke til blot at
omhandle det i Titelen nævnte Verk, men fremlægger
derhos ogsaa alskens historisk Materiale for at vise
ved Exempler, hvilke Forholdsregler og
Grundsætninger, der gjør en Stat stærk og mægtig; han
anser de samtidige europæiske Stater, i
Særdeleshed de italienske, for aldeles fordærvede og ude af
Stand til at kunne reddes uden gjennem en
dygtig Fyrste med uindskrænket Magt. Denne Tanke,
som paa den Tid deltes af mange fremragende
Mænd, gaar ogsaa igjen i „Il principe“ (1515),
der er skreven for Lorenzo de Medici, til hvem et
Parti, som imødesaa en Italiens Gjenfødelse
gjennem en kraftig Fyrste, satte sine Forhaabninger.
I Bogen søger han at vise, hvorledes en
uindskrænket fyrstelig Magt skal kunne grundes og
bevares; han tager intet Hensyn til Moral eller
Religion; det eneste, som er om at gjøre, er
Klogskab og Konsekvens. Menneskenes Slethed
forekommer ham saa stor, at den retferdiggjør ethvert
Middel. Disse farlige Grundsætninger synes
Macchiavelli dog ikke at anse for absolut rigtige og
saaledes uden videre anbefalelsesværdige for alle
Fyrster; hans Mening er vistnok kun at fremstille
Italiens Gjenfødelse og Befrielse som afhængig af
en stærk Fyrstemagt, og til Opnaaelsen af dette
saaledes patriotiske Formaal er det, at han under
de daværende Omstændigheder tror at kunne
anbefale vedkommende Fyrste at dispensere sig fra
alle Hensyn. „Il Principe“ saavelsom dens
Forfatter har fremkaldt en hel Literatur for og imod;
Macchiavelli er bleven strengt fordømt (saaledes
af Fredrik den anden i hans „Anti-Macchiavel“),
men ogsaa taget i Forsvar, det sidste væsentlig af
flere nyere Historieforskere. — Hans Skrifter hører
fra Formens Side til de ypperste italienske
Prosaverker.

Mac Clellan, George Brinton, amerikansk
General, f. 1826, blev efter at have besøgt
Militærskolen i Westpoint Ingeniørofficér 1846 og
udmærkede sig kort efter paa Toget til Mexiko, hvor
han avancerede til Kaptein. Efter sin
Tilbagekomst blev han Lærer i Westpoint, deltog 1852
under Kaptein Marcy i en Opdagelsesreise til Red
River, anstillede Opmaalinger i Texas og i
Territoriet Washington og gik 1855 til Europa for at
studere det europæiske Krigsvæsen. Han tog 1857
sin Afsked fra Krigstjenesten, hvorefter han blev
Præsident for Ohio-Mississippi-Jernbanen. Ved
Borgerkrigens Udbrud blev han 1861
Generalmajor i Unionsarméen, drev Fienden ud af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 05:43:25 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/haandlex/2/0383.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free