Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Madagaskar, af de Indfødte kaldt Nossi-Ndambo, af Araberne Dsjesira-el-Komr. — Malagasi eller Malagasj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Madagaskar
høieste Punkt. Den Gruppe, hvortil denne Top
hører, kaldes Ankaratbjergene og er en Samling
af 5 mægtige, udslukkede Vulkaner; den ligger
ved Kanten af det 7 Mil lange og i Gjennemsnit
4,300 Fod høie Centralplateau Imerina.
Underlaget for dette saavelsom for hele Øen bestaar af
Gneis, hvorover ligger Granit og Glimmerskifer.
Plateauet gjennemskjæres overalt af trange og ikke
meget dybe Dale; mellem disse ligger Høider af
rødt Ler, over hvilke vældige Gneismasser er
strøede hid og did. Det danner en af Øens
skjønneste Provinser. Ved Itasysjøen, 8 Mil vest
for Hovedstaden, ligger en Region af 40 udslukte
Kratere; længere mod Syd kommer en anden
Vulkangruppe, som endnu i den historiske Tid skal
have været i Virksomhed, og længere sydover indtil
Sydkanten af Ankaratbjergene tælles endnu 60
Kratere. Forøvrigt er Øens geologiske Forhold
endnu ikke tilstrækkelig bekjendte. Der findes Jern,
meget Kobber, Mangan og Bly, ogsaa Brunkul og
Marmor samt Bergkrystaller; Lag af Lava og andre
vulkanske Produkter indtager store Strækninger.
Varme og kolde Mineral- og Saltkilder er ikke
sjeldne. Øen har, især i sin større, vestlige
Del, talrige større og mindre Elve, som dog ikke
er seilbare paa Grund af sine stride Løb, hvorhos
Mundingerne ofte sperres af Sandbanker;
ligeledes findes nogle Indsjøer. Klimatet er høist
forskjelligt. Den tropiske Varme i de lave og
sumpige Strækninger langs Kysten frembringer
Miasma og den under Navn af „den madagassiske
Feber“ bekjendte Galdefeber, som oftest er dødelig
for Europæere. Høisletterne i det Indre har
derimod i det hele et særdeles sundt Klima;
Temperaturen stiger her sjelden over 23° og de høieste
Fjeldtoppe har Is og Sne. Planteverdenen
stemmer i meget overens med den sydafrikanske
og indiske, men viser mange Eiendommeligheder
og Forskjelligheder ogsaa fra Øerne Réunions og
Mauritius’s. Især i Kystegnene er Plantevexten
mærkværdig yppig og mangfoldig, og endnu
forekommer tætte Urskove; særdeles rig er Madagaskar
paa Handelsprodukter af Planteriget, Skibstømmer,
Farvetræ og flere fine Træsorter, som anvendes
til Snedkerarbeide, endvidere paa Krydder-,
Apotheker-, Olie-, Balsam- og Gummiplanter;
Ris er Indbyggernes Hovednæringsmiddel; derhos
dyrkes Tobak, Bomuld m. m. Indført er Vin
og flere Sydfrugter, samt Poteter og Kaffetræet.
— Øens Dyreliv er meget forskjelligt fra Afrikas
og Indiens. Der findes af vilde Dyr ingen
Drøvtyggere, Tykhuder eller større Rovdyr; Aberne
erstattes af Halvaber. Mange Fuglearter udmærker
sig ved sine prægtig farvede Fjer; af Krybdyr
findes Krokodiler og store, men lidet giftige
Slanger. De sædvanlige europæiske Husdyr er indførte
og trives godt. — Øens Indbyggere, som selv
kalder sig Malagasi eller Malagasj, og hvis
Antal anslaaes til 2½ Mill., hører, skjønt de er
delte i mange Stammer, dog kun til to Hovedfolk,
men i mange forskjellige Blandinger; enkelte har
endog antaget, at de hører til én eneste, malaiisk
Stamme, som kun paa Vestkysten er bleven blandet
med Afrikanere. Bortset fra de indvandrede Arabere
og andre, beboes Østkysten og det Indre af et smukt,
olivenfarvet Folkefærd med glat eller kruset Haar
og nærbeslægtet med Malaierne; paa hele
Vestsiden bor et sort, meget kraftigere Folk med
Uldhaar og nærmest af Kaffertypus. Den smale
Høislette mellem Østkysten og det østlige Terrassefald
beboes af Betsimisáraka, en særegen Stamme.
Den nævnte, lysere Del af Befolkningen, som er
den dominerende, er mere civiliseret, men ogsaa
slu, stolt, hevngjerrig og havesyg. Alle Beboere
af Øen taler det samme Sprog, „Malagasi“, der
hører til den malaiiske Sprogstamme.
Madagasserne er i det hele gjestfrie, sorgløse, men
hevngjerrige, derhos tapre og frihedselskende. Officielt
er Kristendommen indført blandt dem, og flere
Missionsselskaber, deriblandt det norske, har
Stationer der. De havedsagelige Næringsveie er
Jordbrug, Fædrift og Jagt; kun nogle Stammer driver
teknisk Industri og er ganske dygtige i
Forfærdigelsen af Guld- og Sølv-, Træ- og Jernvarer samt
vævede Sager af Uld og Silke. De vigtigste
Udførselsartikler er Hornkvæg, Huder, Ris,
Skovprodukter osv. De enkelte Stammer staar i den
vestlige Del af Øen under flere Høvdingers
despotiske Herredømme. I den østlige Halvdel er
Hova- eller Ovastammen (ca. 1,700,000) den herskende;
dens Sprog er det mest udviklede og Stammen
selv den betydeligste og mest civiliserede. Midt paa
Øens centrale Høislette ligger Rigets Hovedstad
Tananarivo eller Antananarivo, med 75,000
Indb. og flere i europæisk Stil opførte Bygninger.
Af andre Byer kan mærkes Hovedhandelspladsen
Tamatave paa Østkysten, med ca. 8,000 Indb.,
Fianarantsua, med ca. 10,000 Indb. og Foulepoint,
Hovedstad i Betsileoprovinsen, med 4,000 Indb. —
Madagaskar, som af de Indfødte kaldes
Nossi-Ndambo, af Araberne Dsjesira-el-Komr,
omtales allerede i det 13de Aarh. af Marco Polo
under Navnet Magastar eller Madaigascar; Øen
blev imidlertid først opdaget 1505 af Portugiseren
Ant??o [[** det står i kilden ᾰ (gresk alpha med vrachy), men skal være ã **]] Gonçalves og kaldtes derpaa lenge St.
Lorensøen, af Franskmændene Dauphiné.
Hollænderne og Englænderne gjorde forgjeves Forsøg
paa at nedsætte sig paa Øen; endnu mere stræbte
Franskmændene derefter og grundede 1642 under
et Handelsselskabs og Société d’Orient’s Auspicier
en Koloni i St. Luquez, tog 1643 Øen Ste. Marie
og Antongilbugten i Besiddelse og oprettede 1644
Stationer i Fenerife og Mananhar samt et Fort
paa Halvøen Tolangara. 1664 dannede Colbert
et nyt Handelsselskab, som indtog det tidligeres
Rettigheder, og Ludvig den fjortende og Prinserne
gav selv Kapital til Foretagendet. Fra 1719
fornyede Frankrige forgjeves sine Krav paa
Madagaskar. Endelig sendtes 1774 Grev Benjovsky did
som Generalguvernør; han opførte ved
Antongilbugten Louisbourg samt 7 Forter ved Foulepoint,
Tamatave og paa andre Punkter. Ved
Overenskomster med Indfødte erhvervede Franskmændene
1841 Nossi-Bé og nogle nærliggende Kystøer, som
siden har opnaaet adskillig Betydning som
Tilflugtssted for de Hovaernes Aag undflyende Sakalaver
og som Dependenser til den komoriske Koloni
Mayotte. En ny fransk Expedition til Madagaskar
medførte Oprettelsen af Missionsstationen Bali
blandt Sakalaverne, hvis Høvdinger 1859 stillede
sig under Frankriges Beskyttelse. Hovedhindringen
for Europæernes Nedsættelse paa Madagaskar har
i den senere Tid været det 1810 af Kong
Radama den første grundede Hova-Rige. Denne
Konge var Folkets Civilisator; han oprettede Skoler,
byggede flere smukke Bygninger og lod enkelte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
