Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Malerkunsten. — Tegningen. — Pastellen. — Akvarellen. — Gouache. — Temperamaleriet. — Oliemaleriet. — Freskobilledet. — Al secco. — Stereokromi. — Emaljmaleri. — Porcelænsmaleri. — Glasmaleri. — Mosaikmaleri - Malesherbes, Chrétien Guillaume de Lamoignon de - Malet, Claude François de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Malerkunsten
i den flamske Skole ved Brødrene Jan og Hubert
van Eyck, medens i Tyskland den schwabiske Skole
blomstrer under Martin Schon og Hans Holbein
den ældre, den frankiske i Nürnberg under Michael
Wohlgemut. — Renaissancens Blomstring
indbryder med Reformationsaarhundredet: Italien viser
os sit og alle Tiders største i de tre Stormestere,
i Florentinerstolens Mester og Ghirlandajos Di
fcipel Michelagniolo Buonarroti (1475—1564), der
har stabt Capella Sistinas Tagmaleri og Domme
dag i Rom. den lombardiske Skoles Mester og
Verocchios Discipel Leonardo da Vinci (f. 1452,
d. 1519), Skaberen af ??Nadverden" i Milano, og
Raffael Santi (f. 1483, d. 1520), den romerske
Skoles Mester og Peruginos Discipel, Skaberen
as Madonna Sistina i Dresden og af Freskerne i
Vatikanets Stanzer og Loggier. Samtidig
blomstrer den venetianske Skole under Tizian, Giorgione,
Tintoretto og Paolo Veronese, og Skolen i Parma
under Correggio. I Tyskland optræder samtidig den
schwabiske Skoles Stormester, Hans Holbein, den
frankifies, Albrecht Dürer, og den sachsiskes, Lucas
Cranach. — I det 17de Aarh., medens de italienske
og tyske Skoler gaar under, i Italien med den
bolognesiske Eklektikerskole under Familien Caracci
(Anibale, d. 1609) og Naturalisterne under
Caravaggio, Salvator Rosa og Spagnoletto, hæver
Maleriet sig i Spanien under de farverige Mestere
Velasquez og Estéban Murillo, samt i
Nederlandene, hvor Peter Paul Rubens (f. 1577, d. 1640)
med sine Elever (v. Dyck, Jordaens, Brouwer,
Teniers) gaar i Spidsen for den brabantske, Rem
brandt v. Rhyn i Amsterdam for den hollandske
Skole, i hvilken Kunstnere som Franz Hals, Barth.
van der Helst, Ostade, Jan Sten udfolder sin
Virksomhed. I det realistiske Landskab udmærker sig
Ruysdael og Everdingen. I Frankrige staar i
Ludvig den trettendes og fjortendes Tid Bonet,
Poussin og Charles le Brun samt Eust. le Sueur
i Spidsen for Udviklingen. I det idealistiske
Landskab staar Claude Lorrain ved Poussins Side.
— I det 18de Aarh. er Maleriet overalt i
Nedgang, og kun enkelte Kunstnere fortjener at nævnes:
i Frankrige den fine Watteau, i England
Sædeskildreren Hogarth, i Italien Raffael Mengs (tysk)
og Battoni. — Det 19de Aarh. har igjen bragt
Maleriet fremad. Frankrige gaar i Spidsen med
den endnn theatralske David, Idealisten Ingres,
Koloristen Delacroix, Folkelivsmaleren Leopold
Robert, Historiemaleren Paul Delaroche, Slag
maleren Horace Vernet; Tyskland frembringer
Nazareneren (Helligmaleren) Fr. Overbeck, den
tanketunge Peter v. Cornelius, den fantasirige, men
ikke altid sande Wilhelm v. Kaulbach (den ældre
Münchenerskole), Schadow, Lessing og Hildebrandt
(Düsseldorferskolen). I England virkede den
eiendommelige Lanoskabsmaler Turner og den
fortrinlige Dyrmaler Edwin Landseer, i Schweiz
Landskabsmaleren Al. Calame. — I Belgien skabtes
en ny Tid gjennem Wappers, Biefve og Leys
samtidig med Landets Frigjørelse. Gallait maa,
skjønt her ellers ikke medtages endnu levende
Kunstnere, nævnes som en af Grundpillerne. I
Danmark skabte W. Eckersberg en national Skole,
i hvilken Marstrand udvikledes. I Sverige
erindrer vi om Koloristen Höckert, Akvarellisten Egron
Lundgren og Landskabsmaleren Edv. Bergh. I
Norge var Skaberen af Folkelivsbilledet Adolf
Tidemand og af det norske Landskabsmaleri J. E.
C. Dahl. — De nulevende Mestre er her unævnte;
de maa saavelsom de mere betydelige afdøde søges
under sine Navne.
Malesherbes (udt. Malserb), Chrétien
Guillaume de Lamoignon de, fransk Statsmand, f.
1721, d. 1794, studerede Retsvidenstab og var
24 Aar gl. Parlamentsraad. 1750 blev han
Prcrsident ved Bestatningskammeret og befriede
Ofrene for Finansjustitsen as Fcrngsterne, for
fulgte de havesyge Generalforpagtere og modsatte
sig Hoffets Skatte-Edikter. Tilligemed Dom<
merembedet havde han ogsaa faaet Opsynet med
Pressen, i hvilken Stilling han begunftigede Ud
givelsen af oplysende Skrifter. Da Hoffet opWe
Parlamenterne, rettede han 1771 en dristig Fore
stilling til Ludvig den femtende, hvori han krcrvede
Indkaldelsen af Stcrnderne, hvilket havde til Fplge,
at han forvistes til sine Godser. Med Ludvig den
sextendes Tronbestigelse og Parlamenternes Gjen^
oprettelse overtog han igjen sit tidligere Embede.
1775 blev han Indemigsminister, medens Tnrgot
fik Bestyrelsen af Finanserne; Begges Reform
bestrebelser strandede paa Hoffets og Parlamen
ternes Modftand, og Tnrgots Afgang bevcrgede
ogsaa Malesherbes til at takke af i Mai 1776.
Han viede sig mi til naturvidenstabelige Studier,
men blev 1787, kort efter Notablernes Forsamling,
atter Medlem af Ministeriet; han fik dog ingen
Indftydelse, saa at han allerede f^r Stcrnderne
traadte sammen gik af. Ved Udbruddet af Reuolu
tionen raadede han til Maadehold og tilbad sig
1792 at vcere Kongens Forfvarer; sammen med
Trouchet og Deséze fik han ogsaa dette farlige
Hverv. Efter Kongens Domfældelse besvor han
Konventet under Taarer at gjøre Dommens
Fuldbyrdelse afhængig af Folkets Billigelse. Da Kongen
alligevel blev henrettet, var Malesherbes uforsigtig
nok til at forhaane de revolutionære Magthavere
og anklage sig selv, fordi han havde været med
at fremkalde Bevægelsen. Han fik vistnok Lov til
at vende tilbage til sit Gods, men allerede i Decbr.
1793 blev han arresteret med sin Familie, idet
man anklagede ham og hans Hus for at have stiftet
en Sammensværgelse mod Republiken. Malesherbes
forsvarede med Iver og Mod sine Slægtninge,
men forsmaaede at retfærdigjøre sig selv. Han
blev med de andre dømt til Døden og guillotineret
22de April 1794, efter først at have maattet se
sin Datter og sine Børnebørn henrettede. Han
forfattede bl. a. talrige Skrifter over Botanik og
Landvæsen.
Malet (udt. Male), Claude François de, fransk
General, f. 1754, d. 1812, stillede sig 1790 som
ivrig Tilhænger af Revolutionen i Spidsen for
Nationalgarden i Dole i Franche-Comté. 1799
blev han Brigadegeneral og kjæmpede med i
Alpearméen, blev 1805 forflyttet til Italien, hvor han
blev Guvernør i Pavia, men afsattes, da han
som Republikaner dadlede Napoleon. Han vendte
tilbage til Paris, hvor han 1808 blev arresteret,
uden at man kunde overbevise ham om nogen
Forseelse. 1812 bragte man ham i et
Detentionshus, og her udkastede han sammen med flere
Royalister Planer til at styrte Napoleon under
dennes Fraværelse paa Toget til Rusland. Han
flygtede i Oktbr. sammen med den dristige Abbé
Lafon af Fængslet, gik om i Kasernerne og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
