- Project Runeberg -  Norsk Haandlexikon / K-R /
424

(1881-1888) [MARC] Author: Chr. Johnsen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Margrete (Dronning i Norge, Danmark og Sverige) - Margrete (Datter af Erik Magnussøn) - Margrete, kaldet Fredkulla (svensk Prinsesse) - Margrete af Anjou - Margrete af Valois - Marheineke, Filip Konrad - Maria (Jesu Moder). — Marias ubesmittede Undfangelse - Maria (Kvinder i det Nye Testamente)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Margrete 424 Maria

Formaal. Den Forkjærlighed, hun stedse viste
Danmark og alt, hvad der var dansk, vakte megen
Misnøie i Norge og Sverige, hvis Interesser
ofte tilsidesattes for Danmarks. At hun skal have
forvoldt sin Søns Død for at komme i Besiddelse
af Magten, er sandsynligvis en ugrundet
Beskyldning, opdigtet af hendes Fiender.

Margrete, Datter af Erik Magnussøn, f. 1283,
blev af de skotske Magnater kaldet til Skotlands
Trone efter sin Morfader Alexander den tredie.
Hun skulde ægte den engelske Prins Edvard, den
senere Edvard den anden, og forlod Norge
Sommeren 1290, men døde under Overreisen paa
Orknøerne. Ti Aar senere optraadte i Bergen en
Pige, efter Sigende fra Tyskland. Hun udgav
sig for Margrete og vandt adskillig Tilslutning,
men blev fængslet, dømt til Døden og brændt
paa Nordnes (Bergen) 1301.

Margrete, svensk Prinsesse, Datter af Kong
Inge den første, kaldet Fredkulla. fordi hendes
Ægtestab 1101 med Magnus Barfod bragte Fred
mellem Norge og Sverige. Efter Magnus’s Død
ægtede hun den danske Kong Nils Svenssøn.

Margrete af Anjou, engelsk Dronning, f. 1429,
d. 1482, en Slægtning af Huset Valois, blev 1445
gift med Kong Henrik den sjette af England. Hun
var en energisk og villiefast Kvinde, som fuldstændig
beherskede sin svage Ægtefelle, og var i
Virkeligheden Landets Styrer. Hertug Rikard af York,
til hvem en hel Del Misfornnøide sluttede sig,
gjorde Fordring paa Tronen og begyndte den
blodige Krig mellem den „røde og hvide Rose“
(s. d.). Margrete førte Krigen med Kraft og
beseirede Rikard i Slaget ved Wakefield 1460; men
herpaa fulgte flere Nederlag, og hun maatte til
sidst føge Tilflugt hos den franske Konge Ludvig
den ellevte. 1470 landede hun og hendes Søn Edvard
i England med en fransk Hær; den blev
imidlertid slaaet ved Tewkesbury, og hun og Sønnen
fangne. Denne blev ført for den daværende Konge
Edvard den fjerde, haanet og derpaa nedhugget.
Moderen blev sat i Fængsel, hvorfra hun 4 Aar
senere løskjøbtes af Ludvig den ellevte. Sine sidste
Aar tilbragte hun i Frankrige.

Margrete af Valois, Datter af den franske
Konge Henrik den anden og Katharina af Medici,
f. 1552, d. 1615, ægtede 1572 Kong Henrik af
Navarra, hvilket Giftermaal var Forløber til
Myrderierne Bartholomæusnatten (se Hugenotterne).
Henrik forlod Paris under disse Rædsler, men
Margrete blev tilbage. og først 6 Aar efter begav
hun sig til sin Mand i Nerac. Hendes Liv var
imidlertid plettet af tøilesløse Udsvævelser, hun
forlod snart sin Gemal og drog fra Sted til Sted,
foragtet og skyet paa Grund af sit udsvævende
Liv, indtil hun døde i Paris. Forøvrigt havde
hun nydt en fortræffelig Opdragelse og besad
omfattende Kundskaber; hun skrev med Lethed paa
Vers og Prosa samt dyrkede med Held Musiken,
og hendes Poesier i Forening med hendes
glimrende Skjønhed forskaffede hende Navnet „den tiende
Muse og den fjerde Gratie“.

Marheineke, Filip Konrad, tysk Theolog, f. 1780,
d. 1846, studerede i Göttingen og udnævntes 1811
til Professor samt Prest ved Trefoldighedskirken i
Berlin. Han har udgivet Skrifter af betydeligt
Værd, deriblandt „Den tyske Reformationshistorie“
(4 Bd., 1816—34) og „Kristelig Symbolik“.
Marheineke er Hovedrepræsentant for den Retning, som
har søgt at forene den orthodoxe Lutherdom med
den hegelske Filosofi.

Maria (hebraisk Mirjam), Jesu Moder, i
Kirkesproget ogsaa kaldet „den hellige Jomfru“ (fr.
Notre Dame, ital. Madonna), „Guds Moder“ osv.
var af Davids Slægt og var trolovet med
Tømmermanden Josef, da hun fødte Jesus i Bethlehem.
Efter et Syn fra Herren tog Josef Barnet og dets
Moder og flyede til Ægypten, da Herodes søgte efter
Barnet for at dræbe det, men efter Herodes’s Død
vendte de tilbage og bosatte sig i Byen Nazareth
i Galilæa. Hun omtales ikke ofte under Kristi
Vandring paa Jorden, men ved hans Korsfæstelse
var hun tilstede, og Jesus paalagde Apostelen
Johannes at sørge for hende, hvilket han gjorde,
og skal hun ifølge Traditionen have boet i
Johannes’s Hus til sin Død, Aar 59. Hvorvidt
hun har havt Børn med Josef, kan ikke med Vished
afgjøres; vistnok omtaler Mattheus (Kap. 13, 55)
fire Personer, der benævnes Jesu Brødre, men
hos Jøderne var det ikke sjelden, at en Beslægtet
kaldtes Broder. — Det er naturligt, at Maria
som Jesu Moder maatte staa i høi Anseelse i den
første kristne Kirke; men hverken Kirkefædrene eller
de kristne Menigheder under Kirkens oprindelige
Renhed tillagde hende nogen Forrang fremfor
andre Mennesker. I det 5te Aarh. begyndte en
Strid inden Kirken om, hvor stor Ære, der tilkom
hende. Kristne Kvinder i Trakien og Arabien
overflyttede Cybelekultusen paa Jomfru Maria, de
bragte hende Bønner og Offere. Paa Kirkemødet
i Efesus 431 blev hun erklæret for Guds Moder,
og nu gik det rask med hendes Ophøielse til den
fornemste Helgen. Der tillagdes hende Mirakler,
hendes Billede blev opstillet overalt, og hendes
Forbøn hos Gud ansaaes som nødvendig for alle,
som vilde opnaa evig Salighed, ligesom flere
Festdage indførtes til hendes Ære. Saaledes
opstod i det 6te Aarh. hendes Renselsesfest (2den
Februar), Bebudelsesfesten (25de Marts) og
Besøgelsesfesten (2den Juli). I det 8de Aarh.
begyndte man ogsaa at Høitideligholde Maria Fødsel
(8de Septbr.) og Maria Himmelfart (15de August).
Af de andre Festdage, som den katholske Kirke
holder til hendes Ære, kan nævnes hendes
Undfangelse, Fødsel, ubesmittede Ofring, Trolovelse osv.
I Middelalderen tiltog Mariadyrkelsen i høi Grad.
I mange Klostre blev Lørdagen helliget hende,
hvilket Pave Urban den anden fik lovmessig
antaget paa Kirkeforsamlingen i Clermont 1095, og
Relikvier, der foregaves at have tilhørt hende
(Linneder, Slør osv.), sattes der overmaade stor
Pris paa. Læren om hendes Syndefrihed var
længe bleven prædiket, men man var ikke tilfreds
hermed; hun maatte ogsaa være uden Arvesynd,
og Dogmet om Marias ubesmittede
Undfangelse
var længe et staaende Stridsspørgsmaal,
som især forsvaredes af Franciskanermunkene og
andre, indtil endelig Pave Pius den niende 1854
erklærede det for Troesartikel. Reformationen
bragte vel en Tilbagegang i Mariadyrkelsen, ligesom
alle de protestantiske Kirkesamfund forkastede den.
Men den kom snart igjen til Hævd inden den
katholske Kirke.

Maria, Navn paa flere Kvinder i det Nye
Testamente. 1) Søster af Martha og Lazarus (Joh. 11).
2) Kleofas’s Hustru (Joh. 19, 25). 3) Maria

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jan 9 03:38:16 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/haandlex/2/0426.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free