Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marmontel, Jean François - Marmor. — Den pariske Marmor. — Pentelisk Marmor. — Carrarisk Marmor - Marmorahavet, se Marmarahavet - Marmorkrøniken - Marne (Departement). — Øvre Marne (Haute Marne) - Marne (Flod) - Marodør - Marokin, se Saffian - Marokko
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Marmor
og nu var hans Lykke gjort. Flere af hans Skrifter
vakte imidlertid megen Strid; saaledes en politisk
Roman, som endog af Presterne blev fordømt fra
Prædikestolen.
Marmor, en tæt eller kornet Kalksten, som paa
Grund af sin Evne til at kunne modtage Politur
anvendes til Billedhuggerarbeider og i
arkitektoniske Øiemed. Farven er hvid, tildels med
Striber, Aarer, Skyer osv. Dog gives der ogsaa sort,
grøn, purpurrød og graa Marmor. Marmor har
lige fra Oldtiden været benyttet til Fremstilling af
Kunstnernes Idéer (se Billedhuggerkunst). De
vigtigste fra gammel Tid kjendte Arter af Marmor
er: Den pariske Marmor fra Øen Paros i
det Ægæiske Hav, udmærker sig ved en blændende
Hvidhed og voxlignende Glans; pentelisk
Marmor fra Pentelikon ved Athen, har et gulagtigt
Skjær og tildels blaalige eller grønlige Aarer;
carrarisk Marmor fra Carrara i Norditalien,
anvendes meget i Billedhuggerkunsten. Italiensk
og græsk Marmor staar idetheletaget høiest i Pris og
forsendes Verden rundt; dog findes der ogsaa i de
østerrigske Lande, Frankrige og Belgien
Marmorbrud, som leverer særdeles gode Varer. I
Storbritannien findes flere Steder sort, grøn og rød
Marmor, og i det nordvestlige Irland en meget
smuk hvid Marmorsort. I Norge, hvor adskillige
vakre Marmorslags findes, har Marmorindustrien
hidtil været saa godt som upaaagtet.
Marmorahavet, se Marmarahavet.
Marmorkrøniken, en Marmortavle, som i
det 17de Aarh. fandtes i Grækenland. Den er
fra Midten af det 3die Aarh. f. Kr. og indeholder
en kronologisk Optegnelse af Hovedbegivenhederne
i Grækenlands, særlig Athens Historie fra
1582—264 f. Kr. Den opbevares ved Universitetet i
Oxford.
Marne (udt. Marn), to Departementer i det
nordøstlige Frankrige. 1) Marne, mellem
Departementerne Aisne, Ardennerne, Meuse, Øvre
Marne, Aube og Seine et Marne, er 150 Kv.mil
stort, med 408,000 Indb. Det er særdeles frugtbart
og frembringer især Korn og Vin; Hovedstad
Chalons (s. d.). 2) Øvre Marne (Haute Marne)
omgives af Departementerne Marne, Meuse, Vosges,
Øvre Saône, Cote d’Or og Aube. Størrelsen er 110
Kv.mil og Folkemængden 252,000. Det er rigt
paa Skov, og Agerbruget er Befolkningens
fornemste Næringsvei. — Hovedstad Chaumont.
Marne, Flod i Frankrige, udspringer i
Departementet Øvre Marne, løber først mod
Nordvest, svinger derpaa i en stor Bue mod Vest og
Sydvest og falder i Seinen ved Paris; Længden er
66 Mil, hvoraf henved 50 Mil er seilbare.
Marodør, Efternøler; i Militærsproget
Soldater, som under en Marsch paa Grund af
Udmattelse, Dovenskab eller Feighed ikke kan følge
Troppen. Ordet bruges særlig om dem, som ved et
Paaskud unddrager sig fra Tjenesten, og som under
Krig benytter den saaledes erholdte Frihed til
Plyndring og Røveri.
Marokin, se Saffian.
Marokko, Sultanat i det nordvestlige Afrika,
mellem 27° og 36° n. Br. og 7° og 23° ø. L.
Størrelsen er ca. 13,000 Kv.mil og Folkemængden
6—7 Millioner, fordetmeste Muhamedanere. Det
omgives i Nord af Gibraltarstrædet, i Øst af
Algier, i Sydost og Syd af Sahara og i Vest
af Atlanterhavet. Landet gjennemstryges fra
Nordost mod Sydvest af Atlasbjergene, der tildels
naar en Høide af 10,000 Fod, og fra hvilke der
udstrømmer flere Floder, som vel ikke er
seilbare, men som bevirker, at Landets vestlige Del er
meget frugtbar. Østenfor Atlaskjæden er
Jordbunden gold og gaar efterhaanden over til Ørken.
Af Befolkningen er de to Trediedele Berber, der
i den nordlige Del af Landet kaldes Amazirger,
i det sydlige Schilluh; Resten er Maurer,
hvortil tommer nogle Araber, Jøder, Tuareger i den
sydøstige Del samt endel Negre, hvilke sidste
fordetmeste er Slaver. Oplysningen staar paa et
lavt Standpunkt. Agerbrug og Fædrift er
Landets Hovednæringsveie; desuden avles endel Vin.
Industrien er ringe og indskrænker sig væsentlig
til Forfærdigelse af røde tyrkiske Huer (Fez) samt
lidt Silkevæveri og Tilberedning af Marokin.
Handelen er derimod af ikke liden Betydning; den
foregaar dels med det indre Afrika ved Karavaner,
dels ad Sjøveien med Europa og dels paa
Levanten ved Pilegrime, som reiser til Mekka.
Udførselen bestaar i Uld, Huder, Strudsfjer, Mais,
Mandler osv.; blandt de vigtigste
Indførselsartikler kan nævnes Sukker, The, Tøier og Jern, og
fra det indre Afrika Guld, Strudsfjer og Slaver.
Forvaltningen er fuldstændig orientalsk; i Spidsen
for Styrelsen staar en Sultan, som indehar baade
den verdslige og den geistlige Magt og fører Titel
af „Emir-al-Mumenin“ (de Troendes Behersker).
— Hæren tæller 15—20,000 Mand, fordetmeste
bestaaende af Negerslaver, og er baade daarligt
øvet og udrustet. — Marokkos ældste Historie
falder i det væsentlige sammen med Berberiets; det
tilhørte i Oldtiden Mauritanien og indlemmedes
42 e. Kr. i det romerske Rige. Vandalerne
erobrede det 429; omtrent et Aarhundrede senere
kom det under de græske Keisere, i hvis Besiddelse
det var indtil det 8de Aarh., da Muhamedanerne
bemægtigede sig det. Fra Begyndelsen af det 9de
Aarh. stiftedes her flere uafhængige Stater;
saaledes grundedes Byen Fez af Edrisiderne og Byen
Marokko af Almoraviderne (s. d.); efter dem fulgte
Almohaderne, som igjen maatte vige for
Meriniderne, der endelig i Begyndelsen af det 16de Aarh.
fortrængtes af Scheriferne fra Tafilet, hvilke
indehavde hele det nordvestlige Afrika fra Guinea til
det vestlige Algier, og som fortrængte
Portugiserne fra deres Besiddelser i Nordafrika. Denne
Magtperiode var dog snart forbi, tildels paa Grund
af indre Uroligheder, og i Midten af det 17de
Aarh. grundede Mulei Alidernes Dynasti. Hans
Søn og Efterfølger, den grusomme og vellystige
Mulei Ismael (han skal med egen Haand have
henrettet 5000 Mennesker og have havt 8000
Hustruer, med hvem han havde 1167 Børn, deraf
825 Sønner) udvidede Riget ved at frarive
Spanien Tanger og El-Arisch. Under hans
Efterfølger Mulei Abdallah (til 1757) og Sidi
Muhamed (til 1790) begyndte Landets Tilstand at bedres;
især søgte den sidste at indføre enslags Civilisation
og stod i et venskabeligt Forhold til Europa.
Befolkningen drev imidlertid Sjørøveri som
Næringsvei, og de europæiske Magter betalte en
aarlig Tribut for fri Seilads. Denne Tribut maatte
Sultan Abderhaman 1828 gjøre Afkald paa for
Østerriges vedkommende, tvungen dertil af en
østerrigsk Flaade. Senere indtraadte jevnlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
