Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Molière, Jean Baptiste, egentlig Poquelin - Molin, Johan Peter - Molina, Ludvig. — Molinisterne - Molina, se Tirsa de Molina - Molinos, Michael
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Niolttre
tilhører Molières Mesterverker. Over alt, hvad han
ellers skrev, staar dog den udødelige „Tartufe“,
som allerede var forfattet 1664, og da blev opført
én Gang i Kongens Fravær, men som af
Øvrigheden blev forbudt, idet Erkebispen af Paris endog
truede alle dem, som læste, saa eller hørte Stykket,
med Exkommunikation; paa Grund af disse
Hindringer blev „Tartufe“ først igjen opført 1669.
Det er et af de ypperste satiriske Verker, som
nogensinde er strevet; i den sunde og sande Mo
rals Navn kaster Digteren her Handflen i An??
figtet paa den hyklerste Konvention, bag hvilken
Lasten og den spidsfindige Kasuistik stjuler sig.
1669 opftrtes ogsaa en Komedie paa Prosa,
„Monsieur de Pourceaugnac“; fra 1670 skriver sig
„Les amants magnifiques“ og „Le bourgeois
gentilhomme“, en Satire paa Tidens latterlige
Jagen efter Rang og Titler. Fra 1671 skriver
sig bl. a. det lystige Spektakelstykke „Les
fourberies de Scapin“; 1672 kom Molière i „Les
femmes savantes“ tilbage til et lignende Stof,
som hau tidligere havde behandlet „Les
précieuses ridicules“, og hvilket han her behandlede
mere udførlig og i mere udarbeidet Form.
Molières sidste Stykke er „Le malade imaginaire“,
som spilledes i Begyndelsen af 1673. Skjønt
hans Helbred længe havde været meget vaklende,
og hans Venner den ene Gang efter den anden
haode opfordret ham til at troække sig tilbage fra
Scenen, kunde han dog ikke bestemme sig til dette
Skridt, men spillede Hovedrollen ogsaa i det
nævnte Stykke. Ved dets fjerde Opførelse fik han
paa Scenen en Blodstyrtning, som inden faa
Timer gjorde Ende paa hans Liv. Efter hans
Død aabenbarede den Fanatisme, som stedse havde
gjort ham Livet surt, sig først i sit rette Lys.
Som Skuespiller negtedes han en kirkelig
Begravelse, og det var kun ved Kongens personlige
Mellemkomst, at Enken opnaaede, at to Prester
maatte assistere ved Begravelsen; kun ved at kaste
Penge til den sammenstimlede Pøbel lykkedes det
at afholde denne fra at begaa Voldsomheder. Den
Fordom mod Skuespillere, der som ovenfor nævnt
traadte i Veien ved hans Begravelse, havde ogsaa
gjort, at han i levende Live ikke havde kunnet
optages i det franske Akademi; først over 100 Aar
efter hans Død blev denne Miskjendelse i nogen
Grad gjort god igjen ved, at hans Buste blev
opstillet i Akademiets Lokaler med den betegnende
Indskrift: „Rien ne manque à sa gloire, il
manquait à la nôtre“. — Molière var personlig en
elskværdig og gjestfri Mand, skjønt han som de
fleste store Komikere oftest var alvorlig og til og
med tungsindig; han havde i den senere Del af
sit Liv store Indtægter og brugte dem til at føre
et stort Hus; de mest fremragende af Samtidens
Forfattere var hans Venner og Gjester, saaledes
Racine, Lafontaine og Boileau. Han udfoldede
ogsaa en overordentlig stor Velgjørenhed og viste
sig i det hele taget som en ædel og agtværdig
Personlighed. Han var en særdeles fremragende
Skuespiller, hvis rige Lune slog fortrinlig an hos
Publikum, og hvis Stemme og Ansigt ved sit rigt
vexlende Udtryk egnede sig ypperlig for de komiske
Roller. Hans Betydning som Digter er den, at
han dannede Mellemledet mellem den rige,
svulmende Renaissance med dens overgivne Lune paa
den ene Side og den mere ræsonnerende og tæn
Molinos
kende Nytid paa den anden; samtidig med, at hau
optog Elementer fra den italienske „commedia
dell’ arte“ og udviklede denne til en udpræget
Kunstform, satte han paa den anden Side de største
Problemer under Debat og blev Skaberen af den
moderne Karaktérkomedie med dens skarpe Kritik
over Samfunnsforhold og Samtidsfænoméner.
Han raadede over alle skiftende Stemninger, naar
undtages den romantisk-lyriske, der ligesaa lidt laa
for ham som for Flertallet af hans Landsmænd;
hans Herredømme over Formen var og er
uovertruffet. Med Hensyn til Stoffet hyldede han den
største Frihed; han tog, hvad han behøvde, hvor
han fandt det, hos de Gamle, hos Italienerne og
hos Spanierne; „Je prends mon bien ou je le
trouve“, sagde han selv i denne Anledning. Til
Gjengjeld har ogsaa Eftertidens Komikere øst af
den rige Kilde i hans omfangsrige Forfatterskab;
navnlig kan det mærkes, at hans store Jevnbyrdige
i det 18de Aarhundrede, Holberg, laante adskilligt
fra ham. Af Molières Verker er der udkommet
et start Antal ældre og nyere Udgaver; af de ældre
er Brets (6 Bd., 1773) den bedste, af de nyere
Molands (7 Bd., 1863—64) samt Despois’s og
Mesnards (6 Bd., 1873—81). Hans Hovedverker
er alle oversatte til de fleste levende Sprog og
spilles endnu paa alle Scener som udødelige
Mesterverker i sin Slags.
Molin, Johan Peter, fremragende svensk
Billedhugger, f. 1814, d. 1873, blev først sat til
Handelen og havde allerede egen Forretning, da
han opgav denne Levevei for at dyrke Kunsten.
1843 reiste han til Kjøbenhavn, hvor han fik
Undervisning af Medaljør Christensen; 1845—53
opholdt han sig derpaa i Rom og blev efter sin
Hjemkomst 1855 Professor ved Akademiet i
Stockholm. De mest berømte af hans Arbeider er
den ypperlige Gruppe ??Beltespenderne" samt
Karl den tolvtes Statue i Stockholm og den
bekjendte i Bronce støbte Fontæne i
„Kungsträdgården“ sammesteds. Hans Kompositionsevne var
særdeles rig og hans Opfatning ægte
kunstnerisk; Udførelsen er undertiden temmelig skizzeret,
men i Regelen omhyggelig. — Foruden de nævnte
og flere andre større Verker modellerede Molin
flere Portrætbuster, der udmærker sig ved slaaende
Lighed og fin Karakteristik.
Molina, Ludvig, spansk Theolog, f. 1540, d.
1601, var Jesuit og Lærer i Theologien ved det
portugisiske Universitet i Evora. Han er bleven
bekjendt ved sin mæglende Stilling til de kirkelige
Dogmer om Naaden og Naadevalget. Han
forsøgte at forsone den katholske Kirkes Theori og
Praxis med hinanden ved at hæve Modsigelsen
mellem den første, der støtter sig til Augustins
Lære, og den anden, der helder til
Semipelagianismen; han kom imidlertid i Realiteten til at give
den sidste Medhold. De i hans Hovedverk „Liberi
arbitrii cum gratiæ donis“ osv. (1588) udtalte
Anskuelser foranledigede en Strid mellem
Dominikanerne og Jesuiterne, da disse sidste sluttede sig til
Molinas Parti (Molinisterne). Paven
nedsatte i den Anledning en Kommission, som aldrig
blev færdig med sin Dom; den katholske Kirke har
dog senere i Realiteten anerkjendt Molinas Lære.
Molina, se Tirsa de Molina.
Molinos, Michael, spansk Mystiker, f. 1640
(eller 1627), d. 1696, levede efter 1669 som Prest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
