Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Montenegro, paa Tyrkisk Kara-dagh, i de Indfødtes Sprog Zrnagora eller Tsjernagora. — Montenegrinerne - Montenotte - Montépin, Xavier Aymon de - Montepulciano - Montere - Montereau - Monterey - Monterosa - Monte-Sant Angelo - Montespan, Françoise Athenais, Marquise de - Montesquieu, Charles de Secondat, Baron de la Brède et de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Montenotte
hans Efterkommere, Georg den femte, takkede af
1516 og overgav Regjeringen til den davcrrende
Metropolit, Erkebiskop Vavil, og fra nu af regje
redes Landet af Crkebifkoperne, der fMe Titelen
Vladika og forenede den verdslige og geistlige
Magt i sin Haand. Efter haarde Kampe med
Tyrkerne blev Daniel Petrovitsch Njegusch, den
nuvarende Fyrfteflcrats Stamfader, Vladika og
vidste ligefom hans Efterkommere at sikre Monte
negros Uafhcengighed. Efter fornyede Kampe med
Tyrkerne Mede Folket sig 1710 under Ruslands
Beskyttelse, og de russiske Keisere gjorde siden
meget for at knytte Montenegrinerne fastere til
sig. 1718 ??aftraadte" Venedig Montenegro, som
aldrig havde tilh??rt det, til Tyrkerne, hvilket kun
endnu mere tjente til at drive Montenegrmerne
over i Russernes Hander. 1768 og senere under
Peter Petrovitsch den ftrste (1777—1830) i Kri??
gene 1787—91 ydede Montenegrinerne Rusland
og Ssterrige store Tjenester; ved Freden i Sistova
opgav do^ Rusland Paa en Maade Montenegro,
som nu hzemsMtes haardt af Tyrkerne, der imid
lertid led store Tab. Efter Peter den fyrste fulgte
Peter den anden (1830—51), en dannet og crdel
Mand, som gjorde meget for at udbrede Civilisa
tion i Landet. Efter ham kom hans BrodersM
Danilo Petrovitsch (1851—60), under hvem den
geistlige Magt skiltes fra den verdslige og ordent
lige Love indfMes. 1852 og 1858 maatte han
ftre Krig med Tyrkerne. Da han 1860 blev
myrdet og kun efterlod sig en mindreaarig Datter,
blev hans Brodersøn Nikita den første (f. 1841)
hans Efterfølger. Under ham fik Landet atter
Krig med Tyrkerne 1862 og maatte tage mod
tyrkisk Besætning, som dog snart blev inddragen
igjen. Efter en Del Grændsestridigheder sluttede
Fyrsten sig 1876 til Serbien, som da erklærede
Tyrkiet Krig; efterat Serbien havde faaet Fred,
fornuedes 1877 Fiendtlighederne mellem Monte
negro og Tyrkiet; ved Berlinertraktaten 1878 sik
redes Montenegra fuldstcendig Uafhcrugighed og dets
Besiddelser udvidedes, faa at det fik Adgang til
Adriaterhavet. Fyrst Nikita har senere med Held
arbeidet paa at hæve Landet saavel i materiel som
i aandelig Henseende.
Montenotte, Landsby i det nordlige Italien,
5 Mil vest for Genua. Her seirede 12te April
1796 Bonaparte over Østerrigerne.
Montépin (udt. Mongtepæng), Xavier Aymon
de, fransk Romanforfatter, f. 1824, d. 1873, stil
drede i sine Romaner det vilde og udsvævende
Pariserliv under det andet Keiserdømme. Flere af
dem blev af ham selv eller andre bearbeidede for
Scenen.
Montepulciano (udt. Montepultsjano), By i
den italienske Provins Siena, 12 Mil sydost for
Florens, med 13,000 Indb., er Sæde for en
Biskop og er bekjendt for sin Vinavl.
Montere, sætte istand, udruste, forsyne, f. Ex.
et Hus med Møbler.
Montereau (udt. Mongteraa), By i det
franske Departement Seine-Marne, 10 Mil sydost
for Paris, med 7,000 Indb. Her feirede Napoleon
18de Febr. 1814 over Kronprinsen af Würtemberg.
Monterey, By og Hovedstad i den mexikanske
Stat Nuevo Leon, ved Rio de Monterey, med
14,000 Indb., er smukt bebygget og har livlig
Handel. Den grundedes 1599.
Monterosa, den næsthøieste Fjeldtop i
Alperne, paa Grændsen mellem Kanton Wallis og
de italienske Provinser Turin og Novara, 14,765
Fod høi.
Monte-Sant Angelo (udt. — Andsjelo),
By i den italienske Provins Foggia, med 14,000
Indb. og en berømt Valfartskirke.
Montespan (udt. Mongt’spang), Françoise
Athenais, Marquise de, en af Ludvig den fjortendes
Elskerinder, f. 1641, d. 1707, var Datter af Her
tugen af Mortemart og ægtede 1663 Marquis
de Montespan. Da hun kom til Hoffet som
Æresdame, forelskede Kongen sig i hende, forlod
for hendes Skyld Madame Lavallière og holdt sig
fra 1667 ganske til hende. Hendes Mand, som
mod Scrdvane ved Hoffet ikke vilde finde sig i
dette Forhold, blev først kastet i Bastillen, derpaa
forvist til Guyenne og endelig retslig skilt fra
hende. Med Kongen havde hun 6 Børn; da hun
fik Madame de Maintenon til Opdragerinde for
disse, fortrængte den sidstnævnte hende lidt efter
lidt af Kongens Gunst, og 1686 fandt der et
fuldstændigt Brud Sted. 1691 maatte hun fjerne
sig fra Paris og gik da i Kloster, men vedblev
til sin Død at gjøre Krav paa at behandles som
en Dronning.
Montesquieu (udt. Mongteskiø), Charles de
Secondat, Baron de la Brède et de, berømt
fransk Forfatter, f. 1689, d. 1755, blev 1714
Parlamentsraad og 1716 Præsident for
Parlamentet i Bordeaux. 1726 nedlagde han sit
Embede og tiltraadte en Reise gjennem Tyskland,
Ungarn, Italien, Schweiz og Holland til
England, hvor han opholdt sig i 2 Aar og omgikkes
bl. a. Lord Chesterfield. Efter sin Tilbagekomst
til Frankrige opholdt han sig som Privatmand
paa sit Slot Brède ved Bordeaux. Hans første
literære Arbeide var de berømte „Persiske Breve“
(1721), hvori han under en reisende Persers
Forklædning lader sin skarpe Satire behandle
Samtidens politiske, literære og selskabelige Liv i
Frankrige. Bogen, der er ligesaa elegant og
formfuldendt som vittig skreven, skaffede ham 1728
en Plads i det franske Akademi. Efter sin
Tilbagekomst fra England udgav han sine
„Betragtninger over Aarsagerne til Roms Storhed og
Forfald“ (1734), der er bleven kaldt en Roms
Historie for Filosofer og Statsmænd; om end dette
Arbeide tildels ikke kan bestaa for den moderne
historiske Kritik, har det dog fremdeles sit store og blivende
Værd. 1748 udkom „Samtale mellem Sulla og
Lysimakos“ (anonymt), og samme Aar saa
Montesquieus udødelige Hovedverk, „Lovenes Aand“ Lyset.
I dette storartet anlagte Arbeide fremstiller han den
Vei, ad hvilken Staternes Forfatninger langsomt,
men sikkert maa udvikle sig henimod en
Frihedstilstand, hvis Ideal han fandt i den engelske Forfatning.
Ved disse frisindede Anskuelser og ved det
aandfulde Overblik, som Forfatteren giver over
Lovenes Tilblivelse og nødvendige Sammenhæng med
Regjeringsform, Sæder, Religion, Klima,
aandeligt og materielt Kulturstandpunkt, blev „Lovenes
Aand“ epokegjørende for Statsvidenskaben.
Samtidig med, at Bogen skaffede Montesquieu de
Konservatives Had, misbilligedes den paa den anden
Side af Encyklopædisterne, som ikke fandt den
radikal nok. — I sine sidste Aar levede
Montesquieu dels i Paris, dels paa sit Gods, hvor han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
