Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Moore, Thomas - Mops - Mopsos - Mora eller Morra (Spil) - Mora (Kirkesogn) - Mora, Don José Joaquin de - Moradabad - Moral. — Moralsk. — Moralist. — Moralfilosofi, d. s. s. Ethik (s. d.). — Moralsk Person, d. s. s. juridisk Person (s. d.) - Morales, Christofero de - Morales, Luis de - Moraliteter - Morastenene. — Moraengen, nu Kongsengen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af en Fuldmægtig og bereiste selv de Forenede
Stater, af hvis Forhold og Tilstande han
modtog et saa ubehageligt Indtryk, at han i sine
„Oder og Epistler“ (1806) skarpt satiriserede over
dem. Efter en Tids Ophold i England reiste
Moore til Frankrige og Italien og blev paa
Hjemveien nødt til et længere ufrivilligt Ophold
i Paris, da der i England var udstedt en
Arrestordre mod ham, fordi hans Stedfortræder paa
Bermudasøerne havde gjort sig skyldig i
Underslæb. Efter at have dækket Summen vendte Moore
1823 tilbage til England og tilbragte siden Resten
af sit Liv i Fred og Ro paa et Landsted i
Wiltshire, idet han nød en Pension paa 300 Pd. St.
aarlig, som hans politiske Meningsfæller havde
skaffet ham. Efter sin Debut udfoldede Moore et
meget omfangsrigt Forfatterskab paa saavel det
poetiske som andre Felter. Da han var hjemkommen
fra Amerika, angreb han i en Række vittige
Satirer og Flyveskrifter Torypartiet og skaanede ikke
selve Prinsregenten; til disse satirisk-politiske
Skrifter sluttede sig siden „Den bedragerske
Familie i Paris“ (1818) og „Fabler for den hellige
Alliance“ (1823). 1813 begyndte Udgivelsen af
de berømte „Irske Melodier“, som først afsluttedes
1837. I disse Sange, der er skrevne som Texter
til irske Folkemelodier, naar Moore sit høieste som
Lyriker, og flere af dem hører til det yndefuldeste,
som Verdensliteraturen eier. En elegisk Tone
gaar gjennem dem alle, blandet med den varmeste
Fædrelandskjærlighed og Medfølelse for det
ulykkelige irske Folk. 1824 skrev Moore „Erindringer
af Kaptein Rocks Liv“, hvori han gav en maaske
noget ensidig, men i det hele sand, ubarmhjertig
Skildring af de Uretfærdigheder, som England
havde gjort sig skyldig i mod Irland. —
Sidestykker til de „irske Melodier“ leverede Moore i
„Nationale Melodier“ (1815) og „Aandelige Sange“
(1816). Hans største Verk er et episk Digt i
Ramancer „Lalla Rookh“ (1817), hvori han
behandlede et Emne fra Orienten med glimrende
Sprogvirtuositet, med en Billedrigdom og en sand
Lokalfarve, der har gjort Digtet høit yndet i
Østerlandene. Et andet orientalsk Billede gav han i
„Englenes Kjærlighed“ med et Motiv fra Genesis
(1823). Af Digterverker skrev han foruden de
nævnte endnu kun Romanen „Epikuræeren“ (1827).
Senere beskjeftigede han sig væsentlig med Historie,
især Irlands. 1831 udkom hans „Erindringer
om Lord Edward Fitzgerald“, et værdifuldt
Bidrag til Irlands Historie; hans „Irlands Historie“
(i Lardners “[[** sic = „ **]]Cyclopedia“, 1835) er et fremragende
Verk, men gaar kun til Englændernes Indblanding
i Irlands Anliggender. Efter 1821 at have
besørget en Udgave af Sheridans Verker skrev han
1825 ogsaa hans Biografi; 1830 udgav han ifølge
sin Ven Lord Byrons sidste Villie dennes „Breve
og Dagbøger“, med biografiske Optegnelser; flere
af de ham af Byron betroede Manuskripter lod
han sig dog af den Afdødes Familie overtale til at
tilintetgjøre, et Skridt, som paadrog ham skarp
Dadel fra flere Kanter. — Moores Skrifter blev
samlede og udgivne af hans Ven Lord Russell
(8 Bd., 1853—56).
Mops, en liden graagulagtig Hunderace med
rundt Hoved og stærkt afstumpet sort Snude samt
spiralkrummet Hale. Det er rimeligvis en Varietet
af Bulbideren. Tidligere var Mopserne meget
yndede som Stuehunde, men nu er Racen næsten
Uddød.
Mopsos, ifølge de græske Sagn Søn af Ampyx
og Nymfen Khloris, var berømt som Spaamand
og deltog i Argonauternes Tog. Han døde i
Libyen af et Slangebid og dyrkedes senere som
Heros.
Mora eller Morra, et i Italien brugeligt
Spil.
Mora, Kirkesogn i Ofvan-Siljans Fogderi i
Dalarne, bekjendt fra Gustav Vasas Historie samt
i Nutiden for den Fabrikation af Stueuhre, som
der finder Sted.
Mora, Don José Joaquin de, spansk Digter,
f. 1783, d. 1863, kjæmpede 1808 mod
Franskmændene, men blev tagen til Fange og levede i
længere Tid i Frankrige. Efter sin Tilbagekomst
overtog han 1814 Redaktionen af „Cronica
literaria y cientifica“, som senere under Titelen „El
Constitucional“ havde stor politisk Indflydelse.
Efter det absolute Monarkis Gjenoprettelse maatte
han flygte 1823 og opholdt sig nu i London og
Sydamerika til 1843, da han blev Direktør for
Kollegiet San-Felipe i Cadiz. 1856 gik han som
Konsul til London. Han har skrevet mange, til
dels særdeles vellykkede lyriske Digte, af hvilke de
humoristiske og satiriske er de bedste.
Moradabad, By i de engelske Nordvestprovinser
i Forindien, med 62,000 Indb. og livlig Handel.
Moral, af lat. mores, Sæder, Sædelære,
Læren om, hvorledes Menneskenes Forhold i Livet
bør være; ogsaa d. s. s. Moralitet, Sædelighed.
— Moralsk, sædelig, som stemmer overens med
Moralen. — Moralist, en Person, som
prædiker Moral. — Moralfilosofi, d. s. s. Ethik
(s. d.). — Moralsk Person, d. s. s. juridisk
Person (s. d.).
Morales, Christofero de, spansk Komponist,
f. 1520 i Sevilla, var paa Pave Paul den tredies
Tid Sanger og Kapelmester i det pavelige Kapel.
Han komponerede talrige Messer, Motetter m. m.
og var en Forløber for Palestrina.
Morales, Luis de, berømt spansk Maler, f.
1509, d. 1586, dannede sig efter italienske
Forbilleder og fremstillede de udelukkende religiøse
Motiver, som han behandlede, i en streng Stil
og med en ofte noget haard og stiv Tegning,
men med en sjelden fin Udførelse og
Farveharmoni.
Moraliteter kaldtes i Middelalderen de
religiøse Skuespil, der ikke ligesom Mysterierne (s. d.)
dreiede sig om Scener af den hellige Skrift eller
Helgenlegenderne, men gik ud paa at
anskueliggjøre enkelte moralske Sætninger gjennem
opfundne Exempler. Foruden Personer af den
hellige Historie optraadte i disse Stykker ogsaa
allehaande Personifikationer af Dyder og Laster m. m.
Allerede i det 13de Aarh. spilledes saadanne
Stykker i Italien, England og Frankrige; fra ca. 1400
fik de i Paris enslags kunstnerisk Uddannelse
gjennem „La confrérie [[** sic é **]] de la Bazoche“. En
senere Gjenoplivelse af Moraliteterne var i
Spanien de saakaldte „Autos sacramentales“ af Lope
de Vega og Calderon.
Morastenene kaldes de Stene, som betegner
en Plads paa Moraengen, nu Kongsengen,
nær ved Upsala, hvor Sveriges Konger i
Middelalderen pleiede at vælges.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
