Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Norge - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som andet Gods; imidlertid var det ikke
sjelden, at de frigaves, især naar de havde
udmærket sig paa en eller anden Maade,
ligesom de ogsaa kunde løskjøbe sig.
Fylkeskongerne omgav sig med en Livvagt, som kaldtes
Hird (af angelsaxisk hîred: Husfolk); deres
fornemste Mænd var Jarlerne. Fylkets indre
Anliggender afgjordes paa almindelige Sammenkomster,
som kaldtes Thing; til disse havde alle frie Mænd
Adgang. Paa Thinget vedtoges Love samt dømtes
i Trætter Mand og Mand imellem af de valgte
Dommere eller Lagretten. Der afholdtes tre
Slags Thing, nemlig Fjerdings- eller
Tredingsthing for Sager, som angik det
enkelte Herred, Fylkesthing for hele Fylket, og
Fællesthing, naar det gjaldt Spørgsmaal, som
angik flere Fylker. Thinget aabnedes og
fredlystes med megen Høitidelighed, og et Brud paa
Thingfreden ansaaes for en stor Forbrydelse.
Naar en, som havde en Sag at føre paa Thinget,
ikke paa anden Maade kunde bevise sin Paastand,
havde han at aflægge Ed, samt at skaffe endel
Mededsmænd, som skulde bevidne, at de kjendte
ham som en brav og sandfærdig Mand. I den
Tids Retspleie var der ikke Tale om legemlige
Straffe for Forbryderen. Næsten enhver
Misgjerning, selv Manddrab, kunde afsones ved Bøder,
undtagen naar dette kom ind under den Tids
Begreber om Snigmord; da blev Manddraberen lyst
utlæg (fredløs). Naar en Drabsmand vedtog og
betalte den ham ilagte Bod, var Sagen dermed
afgjort, og det stempledes som Nidingsdaad at
tage Hevn over en, der havde udredet den ham
paalagte Mandebod. Hvis han ikke indgik Forlig
eller betalte dette, kunde den Dræbtes
Slægtninger søge Blodhevn ved at falde ham selv eller en
af hans nærmeste. At Rettergangen stod i nøie
Forbindelse med Gudsdyrkelsen, sees deraf, at
de saakaldte Gudsdomme var i høi Anseelse.
Den mest benyttede af disse var Holmgangen
(s. d.). Familielivet var hos de gamle Nordmænd
naaet frem til et forholdsvis høit Udviklingstrin.
Kvinden nød stor Anseelse, og det var sjelden, at
en Mand havde mere end én Hustru. Det synes
kun at have været enkelte Konger og andre
fornemme Mænd, som samtidig havde flere
Hustruer, men blandt disse var der sædvanlig én, der
betragtedes som den fornemste og virkelige
Ægtefælle. Husfaderen havde stor Myndighed over
sine Børn og Undergivne; havde et Barn en Lyde,
var det sygeligt, eller Faderen af andre Grunde
ikke vilde opfostre det, kunde han udsætte det,
d. v. s., han kunde bære det ud i Skoven og lade
det omkomme der. Denne barbariske Skik holdt
sig i Norge lige til ind i det 11te og 12te Aarh.
Naar et Barn var født, og det var bestemt til at
opfødes, blev det overøst med Vand og samtidig
givet Navn. Ligene blev dels brændte, dels
jordede ubrændte; over dem opførtes gjerne en Haug,
og paa denne reistes en Bautasten, som ialfald
for de Fornemmes vedkommende indeholdt en
Mindeskrift. Naar en Stormand hauglagdes,
pleiede han gjerne at faa med sig i Graven sine
Vaaben, sin Rustning, sine Yndlingsdyr osv.
Kvinderne fik flere af sine Prydelser med sig i Graven.
— Gudsdyrkelsen foregik dels i Hov, ordentlige
Templer, som forestodes af Goden
(Tempelforstanderen), dels i Hørger, som kun bestod af
Stenaltere under aaben Himmel eller med
Stenindhegnede Offersteder. I Hovene fandtes gjerne
Gudernes Billeder opstillede, og flere af dem var
rigt udstyrede. Gudsdyrkelsen bestod i Ofringer
(Blot) af Husdyr; dog er det sandsynligt, at der
af og til, ialfald i den ældste Tid, ogsaa ofredes
Mennesker. Blodet af de ofrede Dyr opsamledes
i Lautbollen og stænkedes ud over
Forsamlingen, hvorimod Kjødet kogtes og spistes i
Fællesskab. Der afholdtes tre større aarlige
Offerfester, Vinternatsblot 14de Oktober til Tak
for et godt Aar, Midvintersblot 14de
Januar for at bede Guderne om et godt Aar og om
Fred, og Sommerblot 14de April for at
paakalde Gudernes Hjelp i de forestaaende Krigstog.
Som Afgudsdyrkere var det naturligt, at de gamle
Nordmænd ligesom de fleste hedenske Folk søgte
at løfte Fremtidens Slør ved at hente Orakelsvar
hos Guderne eller ved at tage Varsler af
forskjellige Ting. En af de Maader, hvorpaa de søgte
at se ind i det kommende, var at gaa til Frett
(af fritte: spørge), hvilket bestod i, at en Del
Træpinder kastedes paa et Klæde, og efter de
Figurer, disse kom til at danne, søgte man at
udfinde Svaret paa det, man spurgte om. Der
fandtes naturligvis Folk, som udgav sig for
Troldmænd, og som ved Galder og Seid (s.
d. Art.) paastod at kunne gribe ind i Skjebnens
Gang. Nordmændene kjendte og brugte ligesom
andre Germaner i Jernalderen enslags
Bogstavskrift, de saakaldte Runer (s. d.). — Det siger
sig selv, at en Religion, der som Asalæren
sætter Tapperhed fom den høieste Dyd, og Døden
paa Valpladsen som den sikreste Vei til et
bedre Liv efter dette, maatte opdrage sine
Dyrkere til et tappert og stridslystent Folk. Og
Anledning til Strid gaves der snart. Grændserne
mellem Fylkerne var temmelig ubestemte, saa der
snart opstod Trætte om, hvad der tilhørte den eller
den; Overgreb fra en eller anden Side og meget
andet førte snart til blodige Feider mellem
Fylkeskongerne. Efterhvert, som Folkemængden tog til,
fandt fornemmelig de mange Konge- og
Jarlesønner det for trangt hjemme. De drog da ud
til fremmede Lande, dels for at erobre sig Land,
dels for at gjøre Bytte, dels vel ogsaa for at søge
Eventyr, naar det var for roligt i
Fædrenehjemmet. Med ét eller flere Langskibe (Krigsfartøier)
seilede de afsted og plyndrede og røvede fra Land
til Land; af og til forlod de sine Skibe og drog
som en hærjende Strøm langt op igjennem Landene,
og der stod en saadan Skræk af disse nordiske
Vikinger, som de kaldtes, at man i Frankrige i det 9de
Aarh. i Kirkebønnerne bad om Guds Beskjærmelse
mod dem. Førerne af disse Røverskarer kaldtes dels
Hærkonger, dels Næskonger, naar de hjemme
ikke eiede mere end et Næs, hvor de holdt til om
Vinteren, dels Sjøkonger, hvis hele Kongerige
ofte kun bestod i et Langskib, og hvis Undersaatter
var en Flok Hærmænd. Vikingetiden, som
omfatter Tidsrummet fra 800 til 1000 e. Kr.,
danner i Norge Overgangen fra Sagnhistorien til
Sagaen. Det var dog ikke bare fra Norge, at
Vikingetogene udgik; ogsaa fra Danmark drog
store Skarer til de sydlige Lande, lige til
Middelhavet og Grækenland. Ofte forenede disse
Vikinger sig til et fælles Foretagende, angreb
hele Stater og leverede formelige Slag,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
