Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Norge - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
høit han var elsket. Før sin Død indsatte han
Erikssønnerne til sine Arvinger, og disse tog kort
efter Landet i Besiddelse. Den ældste af dem,
Harald Graafeld, blev Overkonge, men han
synes at have været en svag og uduelig Mand,
som fordetmeste har gaaet i sin rænkefulde og
herskesyge Moders Ledebaand. Erikssønnerne gjorde
sig desuden paa mange Maader forhadte, blandt
andet ved sin Gjerrighed og ved at snigmyrde
flere af Landets fremragende Mænd, deriblandt
den ansete Sigurd Jarl paa Hlade. Denne sidste
Udaad førte til, at Trønderne valgte Sigurds Søn
Haakon Jarl til sin Fører. Haakon var en
rænkefuld og raadsnild Mand, derhos tapper og
daadskraftig; da han af Eriksønnerne blev
tvungen til at forlade Landet, drog han til Danmark,
hvis Konge Harald Gormssøn han forstod at vinde.
Harald Graafeld blev under et Paaskud lokket ned
til Danmark og dræbt (ca. 970), og den danske
Konge drog med en stor Flaade til Norge, som
han underkastede sig. Haakon blev udnævnt til
hans Jarl i det Norden- og Vestenfjeldske. Efter
Harald Graafelds Død flygtede hans Moder
Gunhild og de gjenlevende af hendes Sønner til
Orknøerne, hvorfra de endnu i flere Aar vedblev at
forurolige Norge. Haakon Jarls
Afhængighedsforhold til Danmark varede dog ikke længe. Harald
Gormssøn fik Ufred med Keiser Otto den anden,
og da løsrev Haakon sig fra hans
Overherredømme. Harald foretog et Herjingstog til Norge
for at tugte den opsætsige Jarl, men da
Haakon drog ham imøde med en anselig Flaade,
vendte han om uden at vove at indlade sig
i Kamp. Senere fik den danske Konge Jomsvikingerne
(s. d.) til at angribe Haakon. Men i det blodige
Slag i Hjørungavaag (paa Søndmøre) led
Jomsvikingerne et fuldstændigt Nederlag. Haakon førte
et kraftigt Regimente, og da han var en ivrig
Tilhænger af Asalæren, saa nok de hedenske
Nordmænd i ham et Værn mod den mere og mere
omsiggribende Kristentro. Men hans
Vellystighed skaffede ham i de sidste Aar af hans
Regjering mange Fiender, og dette i Forbindelse med
Nordmændenes Hengivenhed for Harald haarfagres
Æt bevirkede, at da Olav Tryggvessøn, en
Sønnesøns Søn af Harald, 995 kom til Norge,
blev han strax tagen til Konge. Haakon, der saa
sig forladt af de fleste af sine Mænd, flygtede til
sin Elskerinde Thora paa Rimul i Melhus, og
her dræbtes han af sin Træl Kark. Olav, som i
England havde antaget Kristendommen, indførte
denne med Magt i Norge; de, som ikke vilde
antage den nye Lære, blev enten dræbte eller
landsforviste. Det er forresten høist rimeligt, at
Nordmændenes Samkvem med det øvrige Europa
allerede forud havde banet Veien for Kristendommens
Indførelse, da det ikke er let tænkeligt, at Olav i
sin korte Regjeringstid skulde have formaaet de
stridbare og frihedselskende Nordmænd til at
forandre Religion. Den Begeistring, hvormed
Befolkningen synes at have omfattet Olav, tyder
ogsaa hen paa, at hans Paabud om
Religionsforandringen ikke var kommet uventet. Olav friede
til den mægtige svenske Enkedronning Sigrid
Storraade, men da hun ikke vilde antage
Kristendommen, fornærmede han hende, og hun lovede Hevn.
En Tid efter, da Olav havde giftet sig med den
danske Konge Harald Gormssøns Datter Thyra,
drog han til Venden (s. d.) for at kræve sin
Hustrus Arv. Sigrid, som imidlertid var
bleven gift med den danske Konge Sven
Tjugeskjæg, æggede nu denne og sin Søn Olav
Skotkonung i Sverige til at overfalde Olav
Tryggvessøn. Til disse sluttede sig Erik, en Søn af
Haakon Jarl. Med forenede Kræfter passede de ham
op, og ved Svoldr, tæt ved Rygen i
Pommern, angreb de ham med en stor Overmagt (Aar
1000). Efter en lang Kamp sprang Olav
overbord, og dermed var Striden afgjort. Norge blev
nu delt mellem den norske og den svenske Konge,
og disse overlod Bestyrelsen deraf til Erik Jarl
og hans Broder Sven, hvilke i 15 Aar førte
Herredømmet i Norge. Deres Regjering var mild,
og uagtet de selv var døbte, lod de enhver leve
efter sin Tro. Erik, der rimeligvis var den af
Brødrene, som havde mest at sige, fik
Holmgangen afskaffet i Norge. 1015 reiste Erik til
England for at hjelpe Danekongen Knut den mægtige
med at forsvare den af Knuts Fader Kong Sven
gjorte Erobring af dette Rige. Samme Aar kom
Olav Haraldssøn, en Sønnesøns Søn af
Harald haarfagre, til Norge. Han havde i
længere Tid faret i Viking, og paa et af disse Tog
havde han antaget Kristendommen. Ved
Efterretningen om, at Erik havde forladt Norge, drog
han med kun to Skibe did for at søge at vinde
Landet. Strax efter sin Ankomst fangede han
Eriks Søn Haakon og tvang ham til at opgive
ethvert Krav paa Riget. Ved Hjelp af sin
Stedfader Sigurd Syr og de øvrige oplandske
Smaakonger samlede Olav en Hær, og næste Aar slog
han Sven Jarl ved Nesje (tæt ved Fredriksværn).
Sven flygtede til Sverige og døde strax efter, og
nu blev Olav hyldet over hele Riget. Som ivrig
Kristen begyndte han med Kraft at indføre
Kristendommen overalt i Landet; thi uagtet Olav
Tryggvessøn havde paatvunget Folket den nye
Lære, var der dog endnu mange, som hængte ved
de gamle Guder, og andre, som dyrkede disse
og „den hvide Krist“ ifleng. Med en
Strenghed, som stundom udartede til oprørende
Grusomhed, tvang han Folket til at lade sig døbe, og
faa Aar efter hans Regjeringstiltrædelse var det
hele Land kristnet og dermed Asalæren for stedse
fortrængt som offentlig Religion. De oplandske
Smaakonger vilde ikke finde sig i Olavs myndige
Regimente, og fem af dem enedes derfor om at
overfalde ham. Men Olav, som fik Nys om deres
Forehavende, overrumplede og fangede dem alle,
og dermed var Modstanden mod Rigets Enhed og
den nye Tro brudt. Olav forbedrede Haakon
Adelstensfostres Love, gav ved Hjelp af Biskop
Grimkell den første Kristenret og byggede mange
Kirker samt sikrede Presterne Indtægter.
Ligeledes udgav han en Hirdskraa, som indeholdt
Love og Regler for Kongens Hird. Desuden
sørgede han for, at de enkelte Landsdele, som hidtil
fordetmeste kun havde staaet i et løst indbyrdes
Forhold til hverandre, knyttedes nærmere sammen, og
Norges egentlige Forening til et samlet Hele er for
en væsentlig Del Frugten af Olavs kraftige og
kloge Styrelse. Med Nabokongerne i Sverige og
Danmark stod han paa en spendt Fod, da disse
ikke rolig kunde finde sig i, at han havde skilt
dem ved deres i Svoldrslaget gjorte Erobring
og fordrevet Hladejarlerne, som var besvogrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
