Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Norge - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Norge
Stenviksholm, hvortil Evert Bild var tyet for
Overmagten, maatte overgive fig. Svenskerne plyndrede
overalt; fra Domkirken i Trondhjem tog de blandt
andet Olav den helliges Hjelm og Sporer, og der
paa drog de som en ødelæggende Strøm til
Romsdalen, hvor de imidlertid stansedes af den fra
Bergen udsendte Erik Mnnk, som drev dem tilbage
til Trondhjem. Collart satte sig fast i
Stenviksholm, men Munk beleirede Slottet, indtog det og
tog Collart med 1000 Mand tilfange. Et nyt
svensk Hærkorps under Matts Törne forsøgte sig
paany mod Trondhjem, men det udrettede ikke
andet end at ødelægge, hvad der ikke var ødelagt før.
Det sydlige Norge led endnu mere under
Svenskernes Indfald. Især fôr det svenske Korps
under Johan Siggessøn haardt frem; det
oversvømmede Hedemarken, Solør, Romerike, Hadeland og
Ringerike og betegnede overalt sin Vei med Blod
og Ruiner. Hamars prægtige Domkirke lagdes
i Aske, og alt rørligt Gods, som havde nogen
Værdi og kunde flyttes, gjordes til Bytte.
Desnden afbrændtes ogsaa Sarpsborg; den samme
Skjebne rammede Oslo, vel ikke ved Fiendehaand,
men derved, at Befalingsmanden paa Akershus,
Kristen Munk, fik Byens egne Borgere til at stikke
den ibrand, for at Svenskerne, som rykkede frem mod
Oslo, ikke skulde finde noget Ly for Fæstningens
Kanoner. Endelig kom der Hjelp fra
Befalingsmanden i Bergen, Erik Rosenkrands, og derved frelstes
Akershus, idet Svenskerne blev slagne og maatte
trække sig tilbage med et Tab af 6000 Mand.
Forinden de drog bort, satte de Ild paa de
Levninger, som endnu var tilbage af Oslo. Svenskerne
havde imidlertid afsat Erik, og hans Eftermand,
Johan, indgik 1570 paa at slutte Fred. De norske
Landskaber, som holdtes besatte af Svenskerne, blev
tilbagegivne. Tilstanden i Norge efter
Fredsslutningen var høist sørgelig. To af dets Byer laa i
Aske, og store Strækninger var aldeles udplyndrede.
Dertil kom de forfærdelige Udsugelser og det
Tyranni, som de danske Magthavere tillod sig
ligeoverfor Befolkningen. Fredrik den anden besøgte
aldrig Norge, og der førtes liden Kontrol med,
hvorledes det styredes; der paasaaes kun, at de
udskrevne Skatter kom nogenlunde ordentlig ind.
Fredrik døde 1588. Hans Søn Kristian den
fjerde var ved Faderens Død mindreaarig, og
Rigernes Styrelse blev derfor overdragen til fire
Rigsraader, som i otte Aar stod i Spidsen for
Regjeringen. 1596 overtog den unge Konge selv
denne. Han havde faaet en omhyggelig
Opdragelse og besad gode Evner, og under hans lange
Styrelse blev adskilligt udrettet til Forbedring af
Folkenes Kaar. Især tog han sig af Norge, som
han ofte besøgte, og engang reiste han langs dets
Kyst lige til den russiske Grændse. De gamle norske
Love blev omarbeidede, en egen norsk Kirkelov given,
og de Prester, som overbevistes om fremdeles at
bekjende sig til den katholske Lære, blev afsatte;
Norges Bergverksdrift fik et nyt Fremstød ved at
Kongsberg Sølvverk og Røraas Kobberverk anlagdes,
Skoleundervisningen forbedredes, og en ordnet
Postforbindelse oprettedes mellem Danmark og Norge.
Kristians Virkelyst ytrede sig blandt andet ved Anlæg
af nye Byer. I Norge anlagde han saaledes
Kristiania (1624) og Kristianssand (1641), bestemte
deres Beliggenhed og udstak deres Gader.
Anlægget af førstnænte [[** sic, v mgl **]] By foregik paa den Maade
Norge
at han udenvidere kommanderede Indbyggerne
i det afbrændte Oslo til at flytte nærmere
Akershus, for at de i Tilfælde af et nyt
fiendtligt Indfald kunde være mere i Ly af
Fæstningens Kanoner. Forøvrigt sørgede han
omhyggeligt for Rigernes Forsvar og holdt især
Orlogsflaaden i god Stand. Den svenske Konge Karl den
niendes Paastand om, at alle Lapper i det nordlige
Norge, fra den russiske Grændse til Tysfjorden i
Nordlands Amt, var svenske Undersaatter,
foranledigede Kalmarkrigen. I lange Tider havde
Nordmændene betragtet Finmarken og dets Beboere
som henhørende under Norge; men af og til var
der dog opstaaet Tvist mellem Norge og
Rusland om, hvad der var norsk, og hvad der var
russisk. Sveriges Udvidelse mod Øst og dets
derpaa følgende Konflikter med Rusland førte
til, at Ruslands Hersker afstod til Sverige sin
formentlige Ret til norsk Finmarken. Den
stridbare Karl lod sig ikke en saadan Leilighed glide
ud af Hænderne; ved sin Kroning lod han sig
give Titel af Lappernes Konge, sendte
Skatteopkrævere til Finmarken og gav sine svenske
Undersaatter Lov til at drive Fiskeri ved dets
Kyster. Da Kristian forgjeves protesterede
herimod, erklærede han 1611 Sverige Krig. Denne,
som varede i tre Aar, eudte med, at Karls Søn
Gustav Adolf opgav sine Fordringer paa
Finmarken. Under denne Krig hvervede Karl to
Leiekorpser i Skotland, hvilke tog Veien over
Norge, da de paa Grund af den danske
Flaades Overmagt i Kattegat ikke turde forsøge paa
at lande i Sverige. Det ene Korps under Oberst
Munkhaven tog ind i Trondhjemsfjorden og
naaede lykkeligt Sverige, da Befalingsmanden i
det Trondhjemske, Steen Bilde, ikke besad Fremfærd
nok til at gjøre Modstand. Det andet Korps under
Oberst Sinclair (s. d.) var ikke saa heldigt; det
landede ved Veblungsnæs i Romsdalen og tog over
Fjeldene til Gudbrandsdalen. Begge Korpser
herjede paa røvervis og fôr grusomt frem mod den
forsvarsløse Befolkning. Gudbrandsdølerne havde
imidlertid faaet høre om Skotterne, og Fogden
Lars Gram opbød Befolkningen til Modværge.
Under hans samt Lensmændene Lars Hages,
Berdou Seielstads og Peder Randklevs
Anførsel mødte Bondehæren Skotterne ved
Bjergpasset Kringelen i Sel og dræbte dem alle paa to
Mand nær. Med Sverige fik Kristian en ny
Krig, da han blandede sig i Svenskernes Kamp
mod den tyske Keiser, og under den gik det ham
uheldigt. I Freden til Brømsebro 1645 maatte
han blandt andet afstaa de norske Landskaber
Jemtland og Herjedalen. Kristian døde 1648.
Uagtet hans Velvillie for Norge led dette dog i
hans sidste Leveaar maaske mere end nogensinde
under det trykkende danske Adelsvælde. Kongens
Svigersøn Hannibal Sehested, som var
Statholder i Norge, havde som saadan vidst at berige sig
i den Grad, at han eiede omtrent 1⁄16 af Landets
Jordegods. Det skyldes imidlertid ham, at en
staaende Hær i Norge blev oprettet. Kristians
ældste gjenlevende Søn Fredrik den tredie
lod sig bevæge til at erklære Sverige Krig, uagtet
Danmarks og Norges Forsvarsvæsen var i den
ynkeligste Forfatning. Sveriges krigerske Konge
Karl den tiende tvang Fredrik til at slutte Fred
i Roskilde, hvilken foruden andre Landafstaaelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
