Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Norge - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Norge
Kobberverk blevet ødelagt af et svensk Korps, men kort
efter drog TrMderne under Generalerne Hoven
og Schultze iud i Jemtland, hvor de der ftaaende
svenske og finste Korpser i al Hast rpmmede Mar
ken. Begge Parter var imidlertid blevne kjede af
Krigen, og ved fransk Mægling lom Freden istand,
udm at nogen af Parterne høstede nogen Fordel.
Ved Kristians Død 1699 var hans Lande i en
temmelig svækket Forfatning. Desuagtet begyndte
hans Søn og Efterfølger Fredrik den fjerde
strax efter sin Tronbestigelse Krig med Sverige,
hvis unge Konge Karl den tolvte allerede havde
Ufred med Rusland og Polen. Men Fredrik blev
tvungen til at slutte en hurtig og ufordelagtig
Fred i Travendal (18de Aug. 1700). Karls hel??
dige Krige med Rusland, Polen og Sachsen valte
imidlertid Fredriks Frygt for, at Sverige skulde
gaa altfor magtigt ud af denne Kamp, og han
siuttede 1709 et nyt Forbund med Polen og
Rusland. Efter Svenfkernes Nederlag ved Pul??
taua 1709 erklarede Fredrik Sverige Krig. Da
Karl 1714 kom hjem, samlede han en Har og
agtede ftrft at overfare Krigen paa dansk Grund,
men dlr dette mislykkedes, vendte han sig mod
Norge. Dette Land havde imidlertid lidt adftil
ligt under Krigen. Nasten Halvdelen af dets
regulcrre Tropper var kaldt ned til Danmark,
og de, som var igjen, manglede baade Klader,
Vaaben og Underhold. Dets Sj??handel jsde
lagdes af svenske Krydsere, som kaprede
Kjøbmandsskibene og forstyrrede Postgangen. Norges
Statholder, Baron Valdemar Løvendal, forsøgte
vel af al Magt at sætte Landets Forsvarkræfter
i bedst mulig Stand, og den dristige Peder
Wessel (Tordenskjold) udførte med ??Løvendals
Galei" Vidundere af Tapperhed; men de Midler,
disse to kjække Mænd havde at virke med, var for
smaa, og fra Danmark blev de, dels af
Ligegyldighed, dels af Misundelse, kun daarligt
understøttede. Løvendal samlede saaledes 1711 en Hær
pan 18,000 Mand, faldt ind i Sverige og tankte
endog paa at beleire Göteborg. Men den
Understøttelse, han ventede af den danske Flaade, udeblev,
og da der endelig kom nogle faa Skibe, viste
disses Befalhavende sig uvillig til at lystre
Statholderen, hvorfor han maatte trakke sig tilbage.
Karl drog mod Norge med 4000 Mand og tog
Veien over Vermland til Romskogen og Høland.
Samtidig marscherede en anden svensk Hær paa
6000 Mand ind i Smaalenene og trængte frem mod
Moss, hvor begge Korpser forenede sig. Forinden
havde Karl i HMnd stM paa en uventet Modstand,
idet Oberst Kruse angreb den mangedobbelt
overlegne Fiende og først efter en længere Kamp blev
tvungen til at overgive sig. Den forenede svenske
Styrke tog nu Veien mod Kristiania og
indesluttede Akershus, men maatte forinden udholde
adskillige Skjærmydsler med de Baghold, som
Landets Forsvarere havde lagt i dens Vei. Der blev
dog intet af Beleiringen, da Svenskerne ikke havde
tilftrakkelig Kanoner; flere Uheld ramte dem og??
faa, deriblondt et Par mislykkede Tog mod Ninge<
rike. Da Karls Indfald i Norge blev bekjendt i
Danmark, blev de dervarende norske Tropper fendte
tilbage; de landede ved Fredriksstad, stog 19de April
1716 fuldstandigt det svenste Korps, som holdt Moss
besat, og en dansk Flaade seilede op til Akershus
og forsynede Besætningen med Fornødenheder, uden
Norge
at Svenskerne kunde hindre det. Da samtidig den
norske Hovedstyrke, som under General Lützow ved
Svensternes Ankomst fMst hande trukket sig til
bage til Drammen og derfra til Grevskaberne,
narmede sig Kristiania og kun stod en Milsvei
borte, maatte Karl forlade Akershus. Han tog
Veien gjennem Smaalenene, stedse forfulgt af den
norske Har. Men kommen over Glommen fik
han Forstarkning fra Sverige, og da han
samtidig erfarede, at en svensk Transportflaade med
alslags Krigsfornødenheder var underveis, vendte
han sig mod Fredrikshald og efter en voldsom
Gadekamp satte han sig i Besiddelse af Byen.
Men Peder Colbjørnsens Heltemod og Fredriks
haldensernes Offervillighed tvang ham snart ud
igjen; Borgerne st??k selv sin By ibrand, og for
at unddrage sig Fredrilsftens Kanoner maatte
Karl med stort Tab drage bort. Da han omtrent
samtidig fik lMe, at hans ventede Transportflaade
var bleven ??delagt i Dynekilen af Tordenskjold,
maatte han forlade Norge. Karl opgav imidlertid
ikke saa let sine Planer. To Aar efter (Hasten
1718) rykkede han selv med en veludrustet Har
paa 22,000 Mand mod Fredrikshald, medens
General Armfeldt med 9000 Mand over Jemtland
drog mod Trondhjem. Fredrikssten forsvarede sig
kjatt, men et af Fastningens Udenverker (Fortet
Gyldenl^ve) blev taget med Storm, og de Svenske
aabnede L^begrave mod Fastningen. De var
denne allerede paa 250 Skridt nar, da Karl blev
truffen af en Kugle, som endte hans Liv (11te
Decbr. 1718). Kort efter forlod Suenskerne det sM>
densjeldfle Norge. Armfeldt havde imidlertid naaet
Trondhjem, men ftlte sig for fuag til at angribe,
og da han af Mangel paa Levnetsmidler maatte
trakke sig tilbage til Jemtland, erfarede han Kon
gens Død. Han forlod nu Norge, men blev paa
Hjemveien overfaldt af et saa forfærdeligt Uveir
med Snefog og Kulde, at Størstedelen af hans
Hær omkom. Efter Karls Død forsagte?? der vel
Fredsunderhandlinger, men de førte ikke til noget,
og 1719 drog en Hær fra Norge under Fredriks egen
Anførsel ind i Bohus, som for en stor Del faldt i
hans Hænder uden Modstand. Samtidig indtog
Tordenskjold Marstrand og bemægtigede sig
Fæstningen Karlsten. Ved engelsk Mellemkomst optoges
Underhandlingerne paany. 14oe Juli 1720 kom den
endelige Fred istand. Begge Lande var imidlertid
yderst medtagne. Især havde de norske og svenske
Grændseprovinser lidt uhyre ved de hyppige
fiendtlige Indfald og den dermed følgende
Brandskatning. Der var ogsaa flere Ting, som bidrog til,
at man i Norge var mindre vel fornøiet med
Samvaret med Danmark. Under Krigen var
Norge saagodtsom overladt til sig selv, uagtet det
igrunden maatte tage af det haardeste Stød, og
naar der engang imellem kom en liden
Forstærkning, saa det ud, som om disse
Forstærkninger mere var for at passe paa Nordmændene end
for at hjelpe dem. Man nærede nemlig i
Danmark megen Frygt for, at dersom det norske Folk
skulde blive sig sin Kraft bevidst, kunde det let
blive farligt for Rigernes Forening. Kongens
Forsøg paa ogsaa i Norge at indføre en bedre
Ordning i Matrikulvæsenet strandede paa Almuens
Modvillie, tildels paa Grund af, at det var et
ufuldkomment Arbeide, som ingen fandt sig tjent
med. Det vakte ogsaa ikke liden Forbitrelse, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
