Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Norge - Historie - Karl Johan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Norge
ikke mindst herunder, idet engelske Orlogsskibe idelig
omsvarmede Kysten, kaprede Handelsskibene og
sendte deres Mandfkaber til England som Fanger.
Man gjorde vel store Anstrengelser for at forskaffe
Landet Sjøforsvar og udruftede Kanonbaade og
tildels større Skibe, men Overmagten var for stor,
og om der end tildels opnaaedes ikke ??betydelige
Smaafordele, saa havde dog di??se ingen Indfly
delfe paa selve Krigens Gang. Desuden blev
enkelte af de udrustede OrlogSfartMr tagne eller
??delagte af Fienden, faaledes Fregatten ??Najaden"
i Slaget ved Lyngpr (s. d.) 6te Juli 1812. Imid
lertid var der i denne haarde Tid ho?? Nordmandene
bleven vakt en stirre Frihede- og Selvftandig
hedsfMse; man indsaa, at Danmark i Farens
Swnd ikke formaaede at yde Norge nogen vce
sentlig Hjelp, og at Landet vilde vare bedre tjent
med at vone uafhangigt af Danmark. Baandet
mellem de to Niger begyndte derfor lidt efter lidt
at l??snes, og uagtet Kong Fredrik, som frygtede
dette, sjgte at knytte Norge fastere til fig ved at ind??
rMme Nordmcendene deres lange narede Vnsle om
et eget Universitet (1811), syntes dette dog ikte at
vcekke nogen Begeistring for Unionen. Utilfreds
heden forpgeoes tvertimod paa Grund af de svcere
Skatter, der som en Mge af Krigsudgifterne blev
paalagte Folket, og ved Pengevafenets grandse
ftse Forvirring; denne gik endog saa vidt, at en
Rigsdaler i Papir regnedes lig med to Skilling
S?lv. For at b^de herpaa oprettede Styrelsen
en Rigsbank, grundet Paa faste Statseiendomme,
og de gamle Pengesedler inddroges; de nye Sed
ler skulde have en Bcerdi af 6 Rigsmark (de gamle
l<l??d paa 4), og deres SMvardi skulde bestemmes
to Gange aarlig. Denne Statsbankerot ruinerede
mange forhen velstaaende Familier. —
Begivenhederne paa den europæiske Krigsskueplads forberedte
imidlertid Norges Adskillelse fra Danmark. Kong
Fredrik, som fremdeles holdt med Frankrige, kom
ved Napoleons ulykkelige Tog til Moskva 1812 i en
vanskelig Stilling. Til de Magter, som havde for
enet sig mod Frankrige, havde ogsaa Sverige sluttet
sig, og den svenske Konge blev til Løn herfor lovet
Norge. Marskal Bernadotte, som var bleven valgt
til svensk Kronprins under Navnet Karl Johan,
overtog Befalingen over de Allieredes Nordarmé,
og Sverige og Rusland erklærede Danmark Krig.
Efterat Karl Johan havde hjulpet til at knække
Napoleons Magt i Slaget ved Leipzig (Oktober
1813), rykkede han med en stærk Hær mod
Danmark. Fredrik saa sig nødt til at indlade sig paa
Underhandlinger, og disse endte med Freden i
Kiel (14de Januar 1814), ved hvilken Danmark
afstod til Sverige hele Norge med
Undtagtlse af dets Bilande, Island, Færøerne og
Grønland. Derved var Foreningen mellem
Danmark og Norge, som havde bestaaet i 434 Aar, opløst.
Etterretningen om Kielertraktaten maatte
naturligvis hos alle patriotiske og frisindede Mænd
vække Uvillie og Harme. Selv den Del af
Folket, som hidtil havde været mest tilbøielig
til at finde sig i Forholdene som de engang var
og taale at indtage en Lydrigestilling til
Danmark, oprørtes ved Tanken om, at Norge skulde
rustes bort og komme i samme Stilling
ligeoverfor Sverige, som det hidtil havde været i til
Danmark. Frihedstanken bemægtigede sig alle, men
paa forskjellig Vis; et Parti holdt bestemt paa
Norge
Norges Selvstendighed uden nogen Forbindelse
med Sverige, et andet paa en Union, under hvilken
Fædrelandets Frihed kunde opretholdes. Kong
Fredrik den sjettes Søskendebarn, Prins
Kristian Fredrik (den senere danske Konge
Kristian den ottende) var 1813 bleven norfl
Statholder. Da Budfkabet om Kielertraktaten kom til
Landet, besluttede han ikke at forlade det, men
drage sig Omstandighederne til Nytte og vinde Nor
ges Krone. Han undlod til den Ende for det fyrste
officielt at beljendtgj^re Kong Fredriks Deklara
tion angaaende Rigernes Adskillelse og foretog
imidlertid i Februar 1814 en Reise nordigjennem
Landet til Trondhjem for at skaffe sig Oplysning
om Folkestemningen. Da han i det hele taget
troede at have Grund til at vare fornyet med
Reifens Udbytte, ftansede han paa Tilbageveien
i Eidsvold, hvor han indkaldte omtrent tyve af
Landets mest ansete og fremragende Maud til at
mMs med ham i Karsten Ankers Hus den 16de
Februar. Blandt dem, som udgjorde denne
Forsamling, var Biskop Bech, Professor Treschow,
Amtmand Collet, Peder og Karsten Anker samt
Professor Georg Sverdrup, der var den, som
fik størst Indflydelse paa Mødets Resultat.
Kristian Fredrik udtalte som sin Overbevisning, at
han havde Ret til Norges Krone, da han
paa Grund af Fredrik den sjettes Barnløshed
var Tronarving til Danmark, og da han mente,
at Fredrik vel havde kunnet fraskrive sig selv
Retten til Norge, men ikke ham. De øvrige
Indbudne synes ikke at have havt noget
væsentligt at indvende mod denne Paastand; men
Sverdrup udtalte sig med Bestemthed imod den.
Han paaviste, at Kong Fredriks Frasigelse af sin
Ret til Norges Rige ingen anden Betydning
kunde have, end at han ikke længer saa sig istand
til at hævde Forbindelsen mellem Danmark og
Norge, og at dette sidste saaledes igjen var kommet
i Besiddelse af sin naturlige og uomtvistelige Ret
til selv at bestemme sin Forfatning og til uden
alt andet Hensyn at overdrage den exekutive Magt
til hvem det vilde og dertil emsaa dueligst. Prin
sen lod sig overbevise af den fædrelandssindede
Mands Argumentation og gik over til hans
Mening, som ogsaa blev antagen af alle de øvrige
Tilstedeværende paa et Par nær. De Mødende
var fremdeles enige om, at Kielertraktatens
Artikler vedrørende Norge ikke burde ansees bindende
for dette. Prinsen biev opfordret til som Regent
at føre Styrelsen, indtil Folket ved sine
Repræsentanter kunde fatte Bestemmelse om Norges Etablering
som selvstændig Stat. Kristian Fredrik var klog
nok til at gaa ind paa dette Arrangement,
saameget mere, som det stilledes ham i Udsigt, at
han alligevel knnde være vis paa Norges Krone.
Han satte sit Haab fornemmelig til Englands
Bistand; af Sverige, som naturligvis maatte
antages at ville forsøge ved Vaabenmagt at hævde
det Herredømme over Norge, der ved
Kielertraktaten var blevet det hjemlet, var der ialfald
foreløbig ikke meget at befrygte; de svenske Tropper
var for Størstedelen udenlands og kunde i ethvert
Tilfælde ikke komme hjem før udpaa Sommeren;
Norge derimod havde en i Forhold til Landets
Befolkning stor Krigsmagt, idet det kunde stille
30,000 Mand; af disse var de 20,000 opstillede
langs Glommen, hvorhos de østlandske Fæstninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
