Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Norge - Historie - Oskar den første
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Norge
adelige Slagter med kun faa særlige
Forrettigheder, men man ansaa det med Rette for
stødende i et Land med Norges demokratiske
Statsordning at beholde selve Adelsnavnet og
Adelstitlerne, hvilke ialfald i enkeltes Øine gav deres
Indehavere et vist uberettiget Præg fremfor
Landets øvrige Indbyggere. Kongen negtede
imidlertid Loven Sanktion. Men i 1818 blev den samme
Lovbesiutning uforandret gjentagen af Odelsthinget
og Lagthinget. Karl Johan, der s. A. havde
besteget Tronen, negtede dog ogsaa denne Gang
Sanktion, men da Loven 1821 vedtoges for tredie
Gang, blev den efter nogen Betænkning
sanktioneret af Kongen. — 1821 indbragtes for
Storthinget en Række kgl. Forslag til
Grundlovsforandringer. Disse, der først kunde behandles i 1824,
gik hovedsagelig ud paa fplgende Bestemmelser:
De Statsraader, som rfter Grundloven ssulde
opholde sig hos Kongen i Stockholm, ssulde
vexle hvert Aar, ??efter Kongens Bestemmelse";
Kongen skulde have Ret til at suspendere samt
uden Lov og Dom afstedige alle Rigets Embeds
mcrnd, Dommere alene undtagne; han skulde have
Ret til efter eget Forgodtbefindende at sammen
kalde Storthinget til hvilkensomhelst norsk By;
han skulde have Opftsningsret samt Ret til at
udnavne Storthingets og dets Afdelingers Prasi
denter og Viceprasidenter; det absolutt Veto ved
almindelige Lovsaqer skulde indftres ved at stryge
Grundlovens § 79; Storthingets Bestutninger
om Naturalisation af Fremmede fiulde gjMes til
Gjenstand for kongelig Sanktion; et overordentligt
Storthing skulde ikke kunne behandle andre Sager
end de, som af Kongen blev det forelagte; Kongen
skulde have Ret til at oprette en ny arvelig Adel;
endelig foresloges en fuldstcrndig Omcrganisation
as Rigsretten. Ligesom der i 1821 havde sundet
en Sammendragning af svenste Tropper Sted i
Kristianias umiddelbare Ncrrhed, saaledes blev der
i 1824 i Skaane samlet en stirre svensk Bvelsesleir
end nogensinde tidligere. Man har, uvtst om med
eller uden Grnnd, udtydet den ftrste af disse For??
anftaltninger fra Kongens Side som Forftg paa
at influere paa Storthingets Bestutninger. Hvor
ledes det end hanger sammen dermed, blev ialfald
de kongelige Forslag uden Undtagelse enstemmig
forkastede af Storthinget. Uagtet dette blev de
senere gjentagne Gange fremsatte paany, men fik
ftedse den samme Skjebne. — En Kilde til nye
Misforstaaelser mellem Folket og Kongen blev
den Uvillie, hvormed denne sidste betragtede
Nordmændenes Høideligholdelse af Grundlovens
Tilblivelsesdag, den 17de Mai, hvilken HMidelig
holdelse han opfattede fom en Demonstration mod
ham og Unionen. Ikkedestomindre blev 17de Mai
for hvert Aar mere og mere en Folkefest, som
seiredes hele Landet rundt, og hvor den nationale
Selvstændigheds- og Frihedsfølelse manifesterede
sig i begeistrede Taler og Sange. I det hele
taget opblomstrede Nationalfølelsen i 20- og
30-Aarene i en mærkelig Grad; denne
„Norskhedsperiode“, som man har kaldt den, gik endog for
en stor Del saa vidt, at dens Svarmen for det
nationale blev latterligt og urimeligt. Trods
sine Udskeielser blev denne Periode dog af stor
Betydning for den videre saavel materielle som
aandelige Udvikling. — Om den literære Side af
„Norskheden“ og den Renaissance i den norske Lite-
Norge
ratur, som leofagebe og Paafulgte Perioden, hen
vises til Art. Skandinavist Sprog og Literatur.
— Foruden de allerede nævnte Omstændigheder,
der tildels maatte stille Karl Johans Regjering i
et mindre fordelagtigt Lys for Almenheden,
indtraf der i 1836 en ny Begivenhed, som endog
førte til Statsministerens Fældelse ved Rigsret.
Storthinget blev nemlig i det nævnte Aar
pludselig opløst; det fik dog saavidt itide Underretning om
Opløsningsdekretet, at det inden det skiltes kunde
beslutte Rigsretstiltale mod Statsminister Severin
Løvenskiold, der var det eneste Medlem af
Statsraadet, som ikke havde protesteret mod
Opløsningen. Da denne fandtes at være „øiensynlig
skadelig for Riget“, idømtes Løvenskiold af
Rigsretten en Mulkt. Han blev dog staaende i sit
Embede som Statsminister indtil 1841, da han
afløste Grev Wedel som Norges Statholder.
Statholderposten havde i Begyndelsen været besat
med Svensker, idet Essen, Mörner, Sandels og
Platen efter hverandre havde indehavt den; efterat
den i nogle Aar havde staaet ledig, blev den 1836
besat med Grev Wedel og 1841 efter dennes Død,
som ovenfor navnt, med Løvenskiold. Efter
dennes Fratræden 1855 blev Posten for bestandig
staaende ubesat. Forøvrigt hindrede ikke
Uvillien over enkelte Regjeringshandlinger, at Karl
Johan personlig var meget popular i Norge.
Det skal ogsaa erkjendes, at han gav sin
Medvirkning til flere for Landet vigtige
Foranstaltninger, deriblandt først og fremst det udvidede
Selvstyre, som blev Kommunerne til Del ved
Formandskabsloven af 1837. Af andre vigtige
Lovarbeider, som emanerede under Karl Johans
Regjering, bør især nævnes den nye Kriminallov
af 1842. Ligeledes skyldes ham Anerkjendelse for
Opgjøret med Danmark angaaende Statsgjelden
(se Art. Holst, P. Chr.), samt for at han fik bestemt
Finmarkens Grændser mod Rusland. — I 1844
fik Norge sit eget Orlogsflag, idet en kgl. Resolution
desangaaende udfærdigedes af Kong Oskar den
første, Karl Johans Søn og Efterfølger.
Forøvrigt hengik Tiden, medens Oskar den første sad
paa Tronen, forholdsvis fredelig i Henseende til
politiske Sager af større Betydenhed. (Den
vigtigste Undtagelse, Sagen om Statsraadernes
Adgang til Storthingets Forhandlinger, vil blive
omtalt nedenfor.) Derimod kom i 1859, samme Aar
som Kong Oskar den første døde og hans Søn
Karl den femtende besteg Tronen, en vigtig
Sag paa Dagsordenen, nemlig Statholdersagen.
Allerede fra Foreningens første Aar havde der
blandt Nordmændene hersket en ikke liden Uvillie
over den Bestemmelse, som tillod Kongen at
udnævne en svensk Mand til Statholder. At
Frygten for de Konsekvenser, der kunde følge af denne
Ret, ikke var saa ganske ugrundet, viste sig deraf,
at de fire første Statholdere, som allerede ovenfor
nævnt, var Svensker. Men selv efterat to
Nordmænd havde indehavt dette Embede, ja efterat
Statholderposten fra 1855 var bleven staaende
ubesat, vedvarede Misnøien med den nævnte
Bestemmelse, fordi den gav Norge et Provinsmærke.
Gjentagne Gange havde der været fremsat Forslag
om Statholderpostens Ophævelse, men Sagen var
strandet dels paa Regjeringens Modstand, dels paa
Storthingets Forsigtighed. Endelig var der i 1859
Udsigt til, at Forslaget skulde gaa igjennem, idet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
