Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Occam, William - Ocean, Betegnelse for Verdenshavet (se Hav) - Oceanien, d. s. s. Australien. — Oceanien (de australiske Øer) - Oceaniske Dyr, se Pelagiske Dyr - Ochino, Bernardino - O’Connell, Daniel. — John O’Connell - O’Connor. — Feargus Edward O’Connor. — Arthur O’Connor - Octavia
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(trykt 1488). Han fik Navnet Doctor singularis
et invincibilis“. [[** Bare ett anførselstegn, trykkfeil **]]
Ocean, Betegnelse for Verdenshavet (se Hav),
der omfatter de fem store Have, Atlanterhavet,
det Stille Hav, det Indiske Hav samt Nord- og
Sydishavet, med alle deres Forgreninger og Bugter.
Oceanien, d. s. s. Australien; ogsaa i mere
indskrænket Forstand de australiske Øer med
Undtagelse af Nyholland.
Oceaniske Dyr, se Pelagiske Dyr.
Ochino, Bernardino, italiensk Reformator, f.
1487, d. 1566, var først Franciskaner, derpaa fra
1534 Kapucinermunk og prædikede under stor
Tilstrømning af Mennesker i flere italienske Byer.
1538 og 1541 valgtes han til Kapucinerordenens
General. Da han ved Studium af Bibelen mere
og mere lededes til Troen paa Retfærdiggjørelse af
Naade, indstevnedes han til at møde i Rom, men
flygtede underveis og blev 1543 Prest for de
italienske Flygtninger i Genf. Senere virkede han
paa samme Maade blandt sine landflygtige
Landsmænd i flere andre Byer, saaledes Basel,
Augsburg, London, Zürich m. fl. Steder. Fra Zürich
blev han forvist, fordi han heldede til
Socinianismen og forsvarede Flerkoneri. Senere var
han stadig paa Reiser og forfulgt. Han
forfattede en Række Skrifter, hvoraf kan mærkes
„Dialoghi sacri“ (1542), „Prediche“ (1543 flgg.),
Kommentarer over flere bibelske Skrifter m. m.
O’Connell, Daniel, bekjendt irsk Folkeleder, f.
1775, d. 1847, tilhørte en gammel anset irsk Familie.
Han var først bestemt til Prest og studerede hos
franske Jesuiter, men slog senere ind paa den
juridiske Vei og blev 1798 Advokat, i hvilken
Stilling han snart vandt stort Ry, ligesom hans
Patriotisme gjorde ham overordentlig populær blandt
hans katholske Landsmænd. 1800 protesterede han
ivrig mod den legislative Union mellem Irland
og England og 1809 optraadte han for første
Gang som Folketaler ved Reorganisationen af den
katholske Forening. Han gjorde et saa vældigt
Indtryk paa det forsamlede Folk, at han fra den
Tid af var selvskreven som det nationale Partis
Leder. Efter at have set sine Forsøg paa at
fremkalde en noget større Tolerance overfor sine
Troesfæller strande, begyndte han gjennem
Pressen og i sine henrivende Folketaler at arbeide for
at faa sat en Folkemagt op imod den trykkende
og intolerante Regjeringsmagt. Den katholske
Forening fik under hans Ledelse en saadan
Betydning, at Ministeriet 1825 maatte paakalde
Parlamentets Medvirkning for at faa den undertrykt.
O’Connell stiftede umiddelbart derefter en ny
Forening med et nyt Navn, men med samme
Formaal. Da Toryerne 1828 under Wellington og
Peel var komne til Roret, valgtes O’Connell til
Medlem af Parlamentet, men negtede at aflægge
den foreskrevne „Test-Ed“, den eneste Hindring,
der stod i Veien for Katholikernes Adgang til
Parlamentet. Hans Protest vakte umaadelig
Opsigt, og Bevægelsen i Irland blev saa stærk, at
Wellington meget mod sin Villie saa sig nødt
til at gjennemføre Katholikernes Emancipation.
Efterat Parlamentet havde vedtaget den dertil
sigtende Lov, indtraadte O’Connell 1830 i
Parlamentet. Dette var ham imidlertid blot et Middel
til des ivrigere at arbeide for Tilbagekaldelse
(Repeal) af den legislative Union, til hvilket
Formaal et stort Antal af de irske Repræsentanter
i Underhuset sluttede sig til ham. Da Melbourne
1834 traadte i Spidsen for Ministeriet, fik
O’Connell i ham en god Støtte; da Toryerne s. A.
bemægtigede sig Regjeringen, opbød derfor de
irske Folkeledere al sin Indflydelse for ved
Valgene at faa den nye Regjering desavoueret;
Resultatet blev, at Melbourne n. A. atter blev
Premierminister. Med denne Seier stod O’Connell
paa Høiden af sin Magt; men snart kom han i
Uvenskab ogsaa med Whiggerne og bekjæmpede nu
ogsaa disse. Efter en stærk Agitation for
Repeal-Politiken valgtes han 1842 til Lordmayor i
Dublin og indbød 1843 til et Monster-Folkemøde, som
dog med Vaabenmagt hindredes fra at
sammentræde. O’Connell blev stillet for Retten og dømt
til et Aars Fængsel og 2000 Pd. Sterling i
Bøder. Efterat han godvillig havde indtraadt i
Fængslet, erklærede en Peersdomstol Dommen
over ham for ugyldig, og han blev løsladt igjen.
Hans Indflydelse havde imidlertid lidt et Knæk,
og der opstod Splid inden hans eget Parti.
Mismodig forlod han Landet for at gjøre en
Pilegrimsreise til Rom, men døde underveis i
Genua. — Hans Liv er skildret af hans Søn
John O’Connell, f. 1808, d. 1858, som delte
hans Fængsel og efter hans Død fortsatte hans
Verk.
O’Connor, en gammel irsk Slægt. —
Feargus Edward O’Connor, f. 1796, d. 1855,
uddannede sig som Advokat og sluttede sig med
Begeistring til det irske Folkeparti. 1832
indvalgtes han i Underhuset, men hindredes 1835 af sine
Fiender i at blive gjenvalgt og begyndte nu at
virke som Agitator i England. Ved sine
glødende Folketaler samlede han Chartisterne (s. d.)
til et sluttet Parti og ledede 1838 den store
Chartistforsamling i Birmingham, hvorpaa fulgte
Sammenkaldelsen af et Nationalkonvent i
London. Da Chartisterne 1839 var slagne ved
Newport og flere af dem fængsledes og deporteredes,
undgik O’Connor retslig Tiltale og grundede nu
et Blad, „The Northern Star“, i hvilket han
med Held bearbeidede de fattigere Klasser. 1847
indvalgtes han atter i Parlamentet. Ved
Etterretningen om Februarrevolutionen i Frankrige
1848 indkaldte han et nyt Chartistkonvent og
overrakte Parlamentet en ved en storartet
Folkedemonstration støttet Monsterpetition for
Indførelsen af Nationalchartet [[** sic = chart(e)ret?? orig: National Charter **]]. Parlamentet viste det
hele Foretagende sin Foragt, og da
Begivenhederne i Irland tog en saa bedrøvelig Ende,
afskrækkede dette ogsaa Chartisterne fra videre
Foretagender. Kort efter blev O’Connor under det
smertelige Indtryk heraf vanvittig og tilbragte
Resten af sit Liv i et Sindssygeasyl. — Hans
Onkel, Arthur O’Connor, f. 1766, d. 1852,
var en af Lederne for den irske Opstand 1798
og maatte derpaa flygte til Frankrige, hvor han
ægtede Condorcets Datter og blev General.
Octavia, Antonius’s Hustru, berømt for sin
Skjønhed og sin ædle Karaktér. Efter sin første
Ægtefælle G. Cl. Marcellus’s Død ægtede hun
Antonius 40 f. Kr., hvilket Skridt hidførte en
Forsoning mellem denne og hendes Broder
Octavian, den senere Keiser Augustus. Da
Antonius gik til Asien, tog han hende ikke med og
forbød hende senere, da han var bleven fængslet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
