Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paëz, Jose Antonio - Paflagonien - Pafos. — Det gamle Pafos, Palaipafos. — Det nye Pafos, Neapafos - Pagai - Paganini, Nicolo - Paganisme. — Paganus - Page - Page, David - Pagina. — Paginere - Pagode - Pahlen, von der. — Peter von der Pahlen (I). — Peter von der Pahlen (II) - Paijkull, Gustav. — Karl Vilhelm Paijkull - Pailleron, Edouard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Caracas’s Uafhængighedserklæring i Spidsen for en
Rytterafdeling mod Spanierne. Han fik nu
Ansættelse i den regulære Hær og blev 1816 som
Brigadegeneral dens Øverstbefalende. Efter at
have leveret flere heldige Træfninger mod
Spanierne vandt han 1821 den afgjørende Seier ved
Carabobo, der sikrede den nye Republik Kolumbias
Uafhængighed. Senere var han som Senator og
Kommandant i Venezuela en af Førerne for det
føderative Parti og søgte 1826 at vække en
Opstand; 1829 stillede han sig i Spidsen for
Opstanden mod Centralregjeringen og blev 1830
Præsident i den nyudskilte Republik Venezuela.
Efter i 5 Aar at have været virksom for
Agerbrugets og Industriens Opkomst nedlagde han sit
Embede, men gjenvalgtes til Præsident 1839 og
fungerede som saadan til 1842. Ved Udbruddet af
Krigen mellem de Farvede og de Hvide udnævntes
han 1846 til Diktator, kuede de Farvedes Opstand
og overgav derpaa Statsstyrelsen til Monagas,
som imidlertid tvang ham til at gaa i
Landflygtighed indtil 1858. 1861—63 var han atter
Præsident med diktatorisk Myndighed og vendte derpaa
tilbage til New York, hvor han opholdt sig til
sin Død.
Paflagonien, et Landskab i det nordlige
Lilleasien, ved det Sorte Hav, hørte under Krøsus til
det lydiske Rige og blev derpaa af Kyros
indlemmet i det persiske; senere forenedes det med
Kongeriget Pontos og gik i det 1ste Aarh. f. Kr.
over i Romernes Besiddelse. Indbyggerne var
af semitisk Herkomst.
Pafos, i Oldtiden Navn paa to Byer paa
Ven Cypern. Det gamle Pafos, Palaipafos,
grundlagdes af Fønikerne i den sydvestlige Del af
Øen og var berømt for sit Tempel for Afrodite,
som her ifølge Mythen skal være stegen i Land
efter sin Fødsel af Bølgerne. — Det nye Pafos,
Neapafos, paa Vestkysten, var i den romerske
Tid Øens Hovedstad.
Pagai, Aare med Blad i begge Ender.
Paganini, Nicolo, den nyere Tids største
Violinvirtuos, f. i Genua 1784, d. 1840,
undervistes tidlig af sin Fader, samt af Servetto og
Costa og gjorde saa store Fremskridt, at han
allerede i Niaarsalderen kunde optræde offentlig.
Fra sit 11te Aar nød han Undervisning i
Violinspil af Alessandro Rolla og i
Kontrapunkt af Ghiretti og bereiste derpaa fra 1797
Lombardiet, hvor han holdt Koncerter i alle de
større Byer. 1799 optraadte han i Lucca, hvor
han lagde Grunden til sit store Ry i Italien.
Efter Koncertreiser omkring i Landet blev han
1805 første Soloviolinist ved Hofkapellet i Lucca;
1808 tiltraadte han atter en Række Koncertreiser,
men forlod først 1828 Italien for at lade sig høre
i Østerrige og Tyskland, hvor hans exempelløse
Virtuositet i Forbindelse med hans originale Væsen
vakte umaadelig Opsigt. Derpaa bereiste han
Frankrige, England, Holland og Belgien, hvor han
overalt modtoges med Enthusiasme og samlede sig
en stor Formue. 1834 vendte han tilbage til
Italien, hvor han tilbragte sine sidste Aar paa sin
Villa i Nærheden af Parma. Hans
Kompositioner, som er beregnede paa at udføres af første
Rangs Virtuoser, og som er af Interesse ved sine
mange nye og eiendommelige Effekter, blev for
Størstedelen først udgivne efter hans Død; de
bestaar i nogle Koncerter, Variationer (deriblandt
den berømte „Venedigs Karneval [[** avsl. anf.tegn mgl. i kilden, trykkfeil **]]), Kapricer og
Etuder.
Paganisme, lat., Hedenflab. — Paganus,
Hedning.
Page (udt. Pasj), i Riddertiden en adelig
Yngling, som tjente og opvartede ved en Ridders
eller Fyrstes Hof.
Page (udt. Pædsj), David, f. 1814, d. 1879,
engelsk Mineralog og Geolog, bekjendt som
populær geologisk Forfatter, navnlig fra sin
Forbindelse 1843—51 med de driftige Forlæggere
Chambers, ved hvilke han har udgivet eller
medarbeidet i en Række af Opsatser, Veiledninger,
Haandbøger osv. Han er en af de tidligst
optrædende Forfattere i den populære Fremstillings
Retning over geologiske Emner. 1871 blev han
Professor ved Universitetet i Durham.
Pagina, Side i en Bog. — Paginere, sætte
fortløbende Tal paa Siderne i en Bog.
Pagode, af indisk Bhagavati, d. e. helligt Hus,
hos Europæerne Benævnelse paa Hinduernes og
andre sydasiatiske Folkeslags fritstaaende Templer
i Modsætning til Grottetemplerne. De er oftest
byggede i Korsform med et høit, taarnlignende
Tag i flere Afsatser.
Pahlen, von der, en Adelsslægt i de russiske
Østersjøprovinser. — Peter von der Pahlen, f. 1746,
d. 1826, deltog 1769 i Krigen mod Tyrkerne og
kommanderede 1788 en Kolonne ved Stormen paa
Otschakov; 1790 anvendtes han ved
Fredsunderhandlingerne med Sverige, blev derpaa Gesandt i
Stockholm og 1795 Guvernør i Kurland. Under
Keiser Paul kom han i stor Yndest ved Hoffet og
udnævntes til Militærguvernør i Petersburg og
senere til Udenrigsminister. Da han paa Grund
af Keiserens lunefulde Karaktér med Grund
frygtede snart at tabe hans Gunst igjen, stillede han
sig 1801 i Spidsen for den Sammensværgelse, som
kostede Keiseren Livet; da han imidlertid ikke saa
sine Farhaabninger opfyldte, tog han sin Afsked
og trak sig tilbage til Privatlivet. — Hans Søn
Peter von der Pahlen, f. 1777, d. 1864,
deltog som General med Berømmelse i Felttogene
1812—13, kjæmpede senere med Held mod
Tyrkerne og Polakerne, var 1835—41 Gesandt i Paris
og 1847—62 Generalinspektør for hele Ruslands
Kavaleri.
Paijkull, Gustav, svensk Naturforsker, f. 1757,
d. 1826, beskjeftigede sig isar med at studere
Insekterne og erhvervede sig store Samlinger af Fugle
og Insekter. — Hans Sønnesøn Karl Vilhelm
Paijkull, f. 1836 d. 1869, er især bekjendt for
sit Arbeide over Istiden i Norden (1867).
Pailleron (udt. Paijerong), Edouard, fransk
Digter, f. 1834, udgav 1860 en satirisk
Digtsamling, „Les parasites“ og har senere skrevet flere
fine og elegante Digte, der utmærker sig ved
Humor og Vid. Sin største Betydning har han dog
som dramatisk Forfatter ved sine fine og vittige
Lystspil, hvoriblandt kan nævnes „L’étincelle“, „Le
dernier quartier“, „Le monde où l’on s’amuse“,
„Les faux ménages“, „Pendant le bal“ og „Le
monde où l’on s’ennuie“; især det sidstnævnte
Stykke har gjort Furore paa Scenen baade i
Frankrige og Udlandet. Pailleron blev 1882
Medlem af det franske Akademi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
