Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pelasger - Pêle-mêle - Peleus. — Peliden - Pelew-Øerne - Pelias - Pelikan - Pelion, nu Plessidi - Pelissier, Jean Jacques Aimable - Pella - Pellăgra - Pelletan, Pierre Clément Eugène - Pellico, Silvio
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Eiendommeligheder og sit for de øvrige Grækere
uforstaaelige Sprog.
Pêle-mêle (udt. Pæl-mæl). fr., hulter til
bulter; uordnet Omhinandenblanding.
Peleus, ifølge de græske Sagn Søn af Aiakhos,
herskede over Myrmidonerne [[** skjermen -ou-, men trykt kilde vise -on- **]] i Fthia i
Thessalien. Han var gift med Nereiden Thetis, med
hvem han havde Sønnen Akhilleus; denne kaldes
derfor ofte i de gamle Sange Peliden.
Pelew-Øerne, en Øgruppe i det Stille Hav,
for Filippinerne, mellem 5° og 8° n. B. og
151° og 156° ø. L., bestaar af 26 smaa, langstrakte
Øer, som er omgivne med Koralrev og bevoxede
med Skov. Befolkningen udgjør omkring 10,000.
Klimatet er sundt og Jorden frugtbar; Havet
er i Omegnen meget fiskerigt, og Fiskeri udgjør
derfor en af Indbyggernes Hovednæringsveie.
Beboerne hører til den malajiske Stamme.
Pelias, ifølge de græske Sagn en Søn af
Poseidon og Tyro og Tvillingbroder til Neleus,
bemægtigede sig efter sin Stedfader Kretheus’s Død
Herredømmet over Iolkos, idet han dræbte sin
Halvbroder Aison og sendte dennes Søn Jason
til Kolkhis for at hente det gyldne Skind. Da
Jason mod hans Formodning var kommen tilbage
i god Behold, medførende Medea, overtalte denne
Pelias’s Døtre under Foregivende af, at deres
Fader skulde blive ung igjen, til at dræbe ham ved
at koge ham i en Kjedel.
Pelikan (Pelecanus), Slægt af Svømmefugle,
hører til den aarefodede Gruppe af disse og skiller
sig fra de nærmest beslægtede ved sit lange, smale,
rette og fladtrykte Næb samt ved sin stærkt
udvidelige Strubepose, hvori Pelikanerne kan
opbevare sin Fangst, der bestaar af Fisk, som de dykker
efter. De er store Fugle, som har et noget plumpt
Udseende, men flyver hurtig og udholdende og
dukker udmærket. Farven er hos de fleste Arter
hvid med et rødligt eller gulagtigt Skjær.
Pelikanerne lever i de varmere Egne af Jorden; et
Par Arter forekommer i Sydeuropa. De opholder
sig ved Havet eller ved større Indsjøer og bygger
kunstløse Reder af Kviste og Løv. I sin
Strubepose bringer de Ungerne Næring; for at udtømme
denne af Posen trykker de Næbbet mod Brystet,
hvilket har givet Anledning til den gamle Fabel,
at Fuglen med Næbbet oprev sit Bryst og nærede
sine Unger med sit Blod.
Pelion, nu Plessidi, Bjerg paa den
thessaliske Halvø Magnesia, hænger mod Nord sammen
med Ossa.
Pelissier (udt. Pelisie), Jean Jacques
Aimable, Hertug af Malakof, fransk Marskal, f.
1794, d. 1864, blev 1815 Artilleriløitnant, deltog
1823 i Felttoget i Spanien og 1828 i
Expeditionen til Morea, hvor han udmærkede sig og
avancerede til Kaptein. 1830 deltog han i Erobringen
af Algier, hvortil han efter et otteaarigt Ophold
i Frankrige 1839 vendte tilbage som
Oberstløitnant. Han deltog nu i en Række af Aar i de
fleste Slag og udmærkede sig ved Dygtighed og
Tapperhed, men gjorde sig forhadt ved den
Grusomhed, hvormed han gik frem mod de Indfødte;
1846 dræbte han saaledes ved Røg et stort Antal
Arabere, som havde søgt sin Tilflugt i Grotterne
ved Dahara. Efter at være avanceret til
Divisionsgeneral, blev han som saadan 1850—54
Generalinspektør for Infanteriet og fungerede flere Gange
midlertidig som Generalguvernør i Algerien.
Under Sebastopols Beleiring kaldtes han 1855 til
Krim, hvor han blev Øverstbefalende efter
Canrobert; da han i September havde stormet
Malakof, blev han Hertug og Marskal. 1858—59 var
han Gesandt i London, kommanderede under den
italienske Krig Observationsarméen ved Rhinen og
var fra 1860 til sin Død Generalguvernør i
Algerien.
Pella, By i Makedonien, var dette Lands gamle
Hoved- og Residensstad. Her var Alexander den
store født.
Pellăgra, [[** aksent breve ă fins ikke på norsk og må angi trykk **]] en endemisk Sygdom, der
hovedsagelig hjemsøger Øvreitalien, men derhos ogsaa
optræder i Sydfrankrige og andre Egne af Europa,
især der, hvor der drives Maisdyrkning. Den
udmærker sig ved Forstyrrelser i Fordøielsen,
Nervelidelser, almindelig Mathed osv., hvortil kommer en
rosenagtig Hudsygdom, der om Sommeren og senere
hele Aaret igjennem optrader paa de for Solen
udsatte Dele af Legemet. Døden pleier at
indtræde inden 6—7 Aar. Om Sygdommens
Aarsager og Natur ved man lidet eller intet, ligesom
intet Lægemiddel imod den er bekjendt; man véd
kun, at den Syge, naar han paa et tidligt
Stadium af Sygdommen flyttes til en Egn, hvor
Sygdommen ikke hersker, kan komme sig uden
Anvendelse af Lægemidler.
Pelletan (udt. Peltang), Pierre Clément
Eugène, fransk Publicist og Politiker, f. 1813, blev
efter at have studeret Retsvidenskaben 1839
Medarbeider i „La Presse“ og opnaaede snart
Anerkjendelse for sin frisindede og uafhængige
Optræden. En Tid deltog han ogsaa med Lamartine
i Udgivelsen af „Bien public“. 1863 og 1869
valgtes han i Paris til Medlem af den lovgivende
Forsamling, hvor han begge Gange sluttede sig
til Venstre; 1870 blev han efter Republikens
Proklamation Medlem af Nationalforsvarsregjeringen
og indvalgtes 1871 i Deputertkammeret, hvor
han indtil 1876, da han blev Senator, hørte til
det republikanske Venstres fremragende Mænd. Af
hans Skrifter kan især mærkes „Det nye
Babylon“ (1862), „La Décadence de la monarchie
française“ (1860) og „Voyage d’un homme à
la recherche de lui même“ (1877).
Pellico, Silvio, italiensk Digter og Forfatter,
f. 1789, d. 1854, opholdt sig i sin Ungdom i
Frankrige og blev derpaa Lærer i Fransk i
Mailand, hvor han stiftede Bekjendtskab med Sismondi,
Manzoni og flere patriotisksindede Mænd. 1820
blev han som Deltager i den karbonariske
Bevægelse arresteret og holdtes nu først i over et Aar
fængslet i Venedig, derpaa i det østerrigske
Statsfængsel Spielberg, hvor han maatte tilbringe
8 Aar. Dette langvarige Fængselsliv, som ganske
undergravede hans aldrig stærke Helbred, har han
beskrevet i sit bekjendte Verk „Le mie prigioni“
(1833), som har vundet en ganske overordentlig
Udbredelse og er oversat til de fleste europæiske
Sprog. Efter sin Frigivelse levede han i Turin
som Sekretær hos Marquisen af Barolo. Af
hans digteriske Arbeider udmærker sig især
Tragedien „Francesca da Rimini“ (1818); alle hans
Verker bærer ved Siden af varm og inderlig
Følelse og digterisk Begeistring Præg af hans
melankolske Temperament. Hans Skrifter er gjentagne
Gange udgivne samlede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
