Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Persisk Sprog og Literatur - Persius, Aulus Flaccus - Person. — Personale. — Personalia. — Personal eller personel. — Personalunion. — Personelkapellan, se Kapellan. — Personalskatter. — Personage. — Personifikation. — Personificere. — Personret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dette Land, forsaavidt de er bekjendte. Man
skjelner mellem følgende ældre og nyere Grene af det
persiske Sprog: 1) Gammelbaktrisk eller Zend,
det Sprog, hvori Zoroasters gamle religiøse
Skrifter er bevarede, hvilket taltes i det nordøstlige
Persien og stod Vedaernes gamle indiske Mundart
nær. 2) Gammelpersisk, som var i Brug paa
Akæmenidernes Tid og er opbevaret i en Række
Kileskrifter, som i den nyere Tid tildels er blevne
dechiffrerede. 3) Pehlevi, Parthernes Sprog, holdt
sig længst i den Del af Iran, som de
persisk-arabiske Geografer kalder „Pahlaviernes Land“, og
som falder sammen med det gamle Medien. Pehlevi
betegner overhoved Persiens gamle Sprog; det
blev dog talt under Sassanidernes Herredømme
(226—651), indtil det efterhaanden gik over i
Nypersisk. 4) Nypersisk, et Sprog af
gjennemgaaende moderne Karaktér, som har sløifet de
gamle Afledningsstavelser og Flexioner. Da
Araberne underlagde sig Persien, og Islam
indførtes der, indsneg mange arabiske Ord sig i det
nypersiske Sprog; fra den Tid indførtes ogsaa de
arabiske Bogstaver, som endnu er i Brug.
Nypersisk spalter sig i mange forskjellige Dialekter. Det
er i den nyere Tid gjort til Gjenstand for Studium
af flere fremragende europæiske Videnskabsmænd.
— Den nypersiske Literatur er en Affødning af
Islam og udviklede sig først efter dennes
Indførelse. De ældste literære Verker af poetisk og
historisk Indhold er fra det 9de og 10de Aarh.
Siden den Tid er Literaturen bleven beriget med
et i Forhold til Folkets Kulturtrin overordentlig
stort Antal Verker. Hvad den poetiske Literatur
angaar, da omfatter den en stor Rigdom paa
mindre, lyriske Digte; der forekommer dog ogsaa
større historiske og allegoriske Digte samt Eventyr
og Fortællinger paa Prosa, ofte med indblandede
Vers. - [[** sic, burde vært —? **]] Omkring Midten af det 10de Aarh. levede
Digteren Rudegi, der skrev talrige lyriske Digte
og oversatte Bidpais Fabler til Persisk.
Samtidige med Rudegi eller lidt senere var en Række
andre Digtere, hvis Arbeider delvis er
opbevarede. En af Persiens berømteste Digtere er
Firdusi (s. d.), som levede paa Ghasnevidernes
Tid og forfattede et stort Nationalepos
Sâmnâmeh, med Emner fra den persiske Sagnhistorie.
Af de senere Digtere, af hvilke her kun er Plads
til at nævne nogle faa, kan mærkes
Ferïd-eddin-Attâr, som var en af de mest berømte theosofiske
Digtere og efter Sagnet skal have opnaaet en
Alder af 100 Aar. I det 12te Aarh. levede
Nisâmi (d. 1199), som ved Siden af en Samling
lyriske Digte forfattede et stort Epos
Iskendernâmeh. Fra en noget senere Tid er Djelâl
ed-din-Rûmi (d. 1274), der skrev en
Samling sufiske Digte med Titelen „Methnevi“ og
tillige er bekjendt som Stifter af Mewlewiternes
Munkeorden. Saadi (1184—1291), Dehlevi
(d. 1315), Hafis (d. 1389), Djami (d. 1493)
og Hosain Waiz (d. 1504) har ligeledes et stort
Navn i den persiske Literaturs Historie. Fra
Begyndelsen af det 16de Aarh. fandt en mærkbar
Tilbagegang Sted i den persiske Poesi, som
navnlig tabte i Originalitet og isteden lagde mere
Vind paa Floskler og affekteret Efterligning af
tidligere Tiders store Digtere. I Slutningen af
det 16de Aarh. levede Feizi, som bl. a. oversatte
det indiske Digt Nal-u-Daman. Af de nyere
Poetiske Verker kan især nævnes det historiske Digt
Schahinschâh-nâmeh med Motiver fra Persiens
nyere Historie, samt Firuz-ben-Kaus’s
George-nâmeh, som skildrer Englændernes
Erobringer i Indien. Medens der saaledes i den
persiske Literatur findes en Rigdom paa episke og
lyriske Verker, eier den intet dramatisk Arbeide;
den sceniske Kunst har aldrig slaaet fast Rod i
Persien, om den end ikke ganske er ubekjendt der.
— Den persiske Literaturhistorie er fremstillet af
Daulethschah og Lutf-Ali-Beg, hvilken
sidstes Verk Ateschkedah gaar lige ned til den
nyeste Tid. Den rent historiske Del af den
persiske Literatur er ikke mindre rig og betydelig end
den poetiske. De mange historiske Verker
fremstiller dels den muhamedanske Verdens Historie i
det hele taget, dels de forskjellige Dynastiers, som
har regjeret i Persien og Indien. I andre Fag
kan især nævnes de ethiske Verker, deriblandt
Kâbûs-nâmeh (fra det 11te Aarh.), de
religionshistoriske (Ulemâi islâm med en Fremstilling af
den gammelpersiske Religion og Dâbistân, en
Fremstilling af samtlige de asiatiske Religioner),
de rhetoriske, medicinske og filologiske. Den
fuldstændigste og bedste Fortegnelse over de trykte
persiske Bøger er givet af Zenker i „Bibliotheca
orientalis“.
Persius, Aulus Flaccus, romersk
Satiredigter, f. 34 e. Kr., d. 62, opdroges i den stoiske
Filosofi og blev en Tilhænger af dens
Lærdomme. Af hans Satirer er opbevaret 6, hvori
han revser den paa hans Tid herskende sædelige
Fordærvelse og som Modsætning opstiller
Stoicismen og det gamle Roms strenge Sæder.
Satirerne er skrevne i en mørk og streng Tone, med
megen Kraft og Energi, men Udtrykket lider ofte
af Svulst og Unatur, hvad der tildels kan
tilskrives Forfatterens unge Alder og deraf følgende
Umodenhed.
Person, i Almindelighed d. s. s. menneskeligt
Individ; i juridisk Forstand ethvert Væsen, som
kan have Rettigheder og Pligter, saaledes ikke blot
enkelte Mennesker, men ogsaa de saakaldte juridiske
Personer (s. d.). — Personale, det samlede Antal
af Personer, der er beskjeftigede ved den samme
Bedrift. — Personalia, Oplysninger om en
Persons Levnet m. m. — Personal eller
personel, personlig; Personalunion, en Forening
mellem to Stater, som har samme Regent, men
hver sin Statsforfatning og Lovgivning og er
uafhængige af hinanden forresten (saaledes som
Forholdet f. Ex. er mellem Norge og Sverige).
— Personelkapellan, se Kapellan. —
Personalskatter, Personlige Skatter, der udredes
af ethvert voxent Individ eller af visse Klasser
af saadanne uden Hensyn til Formue, Indtægt
eller deslige; denne Betalingsmaade er nu
forladt i de fleste civiliserede Lande. — Personage
(udt. Personnasj). Person (især foragtelig). —
Personifikation, Personliggjørelse (af en Idé
osv.); personificere, personliggjøre, tænke sig
eller fremstille noget som Person. — Personret,
Indbegrebet af de Retsregler, som gjelder om
Retssubjekterne eller Personerne som saadanne,
navnlig om deres Arter, Betingelserne for Retsevnen
og den Indflydelse, som Personernes særlige
Beskaffenhed (f. Ex. Alder og Kjøn), deres
borgerlige Egenskaber m. v. har paa Retsevnen. Hertil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
