Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Platina. — Platinasvamp. — Platinafyrtøy (se Fyrtøi) - Platitude - Platon, hed egentlig Aristokles - Platonisk Kjærlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Platina
Platina, et til de ædle Metaller henhørende
Grundstof, forekommer i Naturen gedigent som smaa
Skjæl og Korn i den guldførende Sand, navnlig i
Ural, Kolumbia og paa Borneo. I den raa Tilstand,
hvori det saaledes forekommer, er det blandet med
Palladium, Rhodium, Iridium, Osmium,
Ruthenium, Jern, Kobber og Bly. Af ren Platina inde
holder de udvundne Klumper 57—86 pCt. Platina
er af hvid, sølvglinsende Farve, har en særdeles stor
specifik Vegt (21.504) og smelter førft ved 1460° C.
Det er overordentlig strækkeligt, kan udtraktes
til sine Traade og hamres eller valses til tyndt
Blik, der er saa blødt, at det kan klippes med en
Sax. Platina benyttes i temmelig stor
Udstrækning i tekniske Øiemed, idet dets Uangribelighed
af Syrer samt dets høie Smeltepunkt gjør det
skikket til mange Anvendelser, hvor det ikke kan
erstattes af noget andet Materiale; man benytter
det saaledes til Kjedler i Svovlsyrefabrikerne, til
Digler og andre Apparater i de kemiske
Laboratorier, til Spidser paa Lynafledere osv. Til
Mynter har man en kort Tid anvendt det i Rusland.
— Platinasvamp bestaar af metallisk Platina
i en Svampform, der faaes ved Glidning af
Platinasalmiak; den har den Egenssab i stor Mangde
at kunne opsuge Surstof i sine utallige Porer;
kommer Vandstofgas i Ber^relse med Platina
svamp, der saaledes er mattet med Surftof, for
ener begge Gasarter sig til Vand under saa start
Barmeudvikling, at Platmasvampen bliver glidende
og antcender Vandftoffet. Paa denne Egenstab er
Döbereiners Platinafyrtøi (se Fyrtøi) grundet.
— Platina anvendes til flere Legeringer; saaledes
blandes det med Iridium, hvorved faaes en Le
gering, som er haardere og tungfmelteligere end
Platina og bedre modstaar kemifie Reagenser. Af
en saadlln Legering forfcrrdiges bl. a. den parisiske
Meterkommissions Normaler for Meteren. En
Legering af lige Vegtdele Platina og Staal giver
et udmcerket Speilmetal. Ved at smelte ca. 20 pCt.
Jern sammen med Platina faaes Platinamagneter,
som er rustfrie og derfor anbefales til Brug om
bord i Skibe.
Platitude (udt. Platityd), Plathed, Plumphed,
Gemenhed i Udtryklene.
Platon, en af Grækenlands største Filosofer,
f. 428 f. Kr., d. 348, tilhørte en fornem og anset
atheniensisk Familie og hed egentlig Aristokles, men
fik Navnet Platon paa Grund af sin brede Pande.
Han forsøgte sig først som Digter, men efter i sit
20de Aar at have gjort Sokrates’s Bekjendtskab viede
han sig til Filosofien og nød den berømte Vismands
Undervisning lige til hans Død. Derpaa forlod
Platon som flere andre af den Afdødes Disciple
Athen og opholdt sig en Tid i Megara hos
Euklides, hvorefter han gik paa Reiser og kom efter at
have besøgt flere fremmede Lande endelig til
Sicilien, hvor han opholdt sig hos Tyrannen
Dionysios den ældre i Syrakus; Forholdet var
imidlertid ikke lange godt, og Dionysios udleverede
ham snart til Spartanerne som atheniensisk
Borger. Han blev nu solgt som Slave paa Ægina,
men løskjøbtes og begyndte efter sin Tilbagekomst
til Athen omtrent i sit 40de Aar sin offentlige
Lærervirksomhed i Akademiet. I Athen tilbragte
han nu Resten af sit Liv, fraregnet at han to
Gauge paany besøgte Syrakus, maaske dreven af
Lyst til at forsøge at praktisere de af ham forfeg-
Platonisk Ojcerlighed
tede politifie Grundsortninger. — Platon betegner
Hjjidepunktet af den grafle Filosofi, idet han for
fyrste Gang forenede og sammensmeltede til et
helt alle de Traade. som havde gaaet gjennem For
tidens filosofiske Retninger. Hans Filosofi er
gjennem-idealiftist; st??rst Indflydelse havde Sokra
tes udMet Paa ham, men ved Siden deraf var
han ogsaa paavirket af Parmenides og Heraklit.
Hos ham skjelnes der paa det skarpeste mellem
Sansningens og Tankningens Verdener; den
stdste betragtes som den leiere, idet Menneflene
ftrft ved Tanwing fpres ind i Tingenes sande og
sig selv lige Vasen, medens Sansningens Resultat
kun er et Kjendfiab til de ydre, skiftende Fanome
ner. Alt, hvad der lan opfattes med Sanserne,
er kun mere eller mindre ufuldkomne Afbilleder
af Ideerne; disse udgj^r egentlig den sande, evige
Birkelighed, og tun ved Delagtighed i dem har Tin
gene, de sanselige Gjenftande, Tilvarelse. Ideernes
Toppunkt er det godes Idé, der i Platons System
reprasenterer Guddommen. Sjelen er ud??delig
og staar som praexisterende oprindelig i Forbin
delse med de evige Idéer, som ved dens Forbindelse
med Legemet for det fMste er tilbagetrangte og
gaaede i Forglemmelse, men som i Livet ved Be
tragtningen as det skjMne og sande efterhaanden
kommer til Bevidfthed, saa at al Sandheds Er
kjendelse egentlig er en Gjenerindring. Foruden
Fornuften, forn Sjelens fornemste Del, har den
tillige to andre: Modet eller Villiekraften (θυμός)
og Sanseligheden. Hver as disse tre Dele har
sin eiendommelige Fuldlommenhed eller Dyd,
Fornuften Visdom, Villiekraften Tapperhet, og
Sanseligheden Besindighed eller Selvbeherskelse
(σωφροσύνη) medens den fjerde og ??verste
Hoveddyd, Retfardigheden, vcrfentlig bestaar i
den Livets alsidige Harmoni, at enhver Del og
enhver Virtsomhed bliver i sin rette Grandse og
gj^r sin rette Gjerning. I Sjelelivet saa han
et Forvillede for Statens Indretning. Til de
tre Sjelsdele svarer de tre Hovedftander, de Sty
rende, Krigerne og de Naringsdrivende. Sta
ten er det almene, for hvilket alle personlige In
teresser ssal tilsidescettes; Staten stal endog af
slutte ZEgtessaberne og lede Barnenes Opdragelse
samt bestemme, til hvilken Stand hvert af dem
stal lMe. Denne Platons idealistiske Stat har i
det hele mange Tral tilfalles med det gamle
Sparta. Han forlod imidlertid i sine senere Aar
sin ffirft udkaftede Statsplan, som han viftnok med
Rette holdt for praktisk ugjennemfMg, og dan
nede sig en anden, der mere stemmer overens med
det virkelige Livs Fordringer. I sin Alderdom
beskjeftigede han sig iMrigt meget med en my
stisk Taltare efter pythagoraist MMster. — Pla
tons Skrifter synes samtlige at vare opbevarede
til Nutiden; desuden findes der en Rakke Skrifter,
som med Urette barer hans Navn. Alle hans
BFger er i dialogisk Form, og for det meste har
han lagt sine Lardomme og Anskuelser i Munden
paa Sokrates. Som nogle af de vigtigste af dem
kan navnes „Symposiet“, “Fædon“, „Kriton“,
„Sokrates’s Forsvarstale“, „Staten“ (10 Bøger)
og „Lovene“ (12 Bøger). Nogle af disse Bøger
læses endnu i flere Landes lærde Skoler.
Platonisk Kjærlighed kalder man efter
Platon en Kjærlighed mellem to Personer af forskjelligt
Kjøn, hvoraf det sanselige Moment er udelukket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
