Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Trediveaarskrigen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tredivellllrslrigen
og dette havde til Følge, at et Antal katholske
Fyrster næste Aar stiftede den saakaldte hellige
Liga. I Spidsen for det protestantiske Forbund
stod Kurfyrst Fredrik af Pfalz, Ligaens Fører
var Hertug Maximilian af Baiern. Endnu va
rede Freden i nogle Aar, men da de bøhmifle
Protestanter 1618 under Greven af Thurns An
firsel paa Slottet i Prag lagde voldsom Haand
paa de der forsamlede keiserlige Raadsherrer og
derhos valgte Fredrik af Pfalz til bMmifl Konge,
begyndte Kampen. Ligaens Har drog under Tillys
Anfirfel ind i BMmen, og paa det hvide Bjerg
i Narheden af Prag blev Fredriks Har flagen,
hvorefter Protestantismen undertryktes i Landet.
BMmens Moostandskraft var herved brudt, og de
eneste protestantiske Fyrster, som fortfcttte Kampen,
var Kristian af Brunsvig og Ernst af Mcmsfeld,
men de formanede itte at udrette noget af Betyd
ning mod Ligaens erfarne og i Stridstrafter
overlegne Feltherre Tilly og Maximilian af Bai
ern. Keiser Ferdinand den anden fradimte Fredrik
af Pfalz Kurvcrrdigheden og overdrog begge Dele
til Maximilian; men dels paa Grund af Mistro
ttl denne, dels fordi han Mstede at vare mere
ullfhcrngig af ham, lod han en ny Har udruste
og stille under Wallensteins Kommando. Da det
paa alle Kanter gik uheldigt for Proteftanterne,
henvendte de sig i sin Nid til Kristian den fjerde
af Danmark forn en af de mcrgtigste protestantiske
Fyrster. Han drog 1625 med en Har ind i Tyst
land, men blev slagen af Tilly ved Lutter am
Barenberg, og da baade Tilly og Wallenftein
faldt ind i Jylland, var Kristian ved Freden i
Lybeck 1629 glad ved at han fit beholde sine
Arvelande mod at opgive de tyste Protestanters
Sag. Disse var nu varre Mede end fir; Wal
lensteins barbariske Krigerhorder rasede som Bib
ler overalt, hvor de lom frem, og plyndrede saavel
Ven som Fiende, saa at Keiseren, tvungen af den
katholste Liga, faa sig Mdt til at give den frygtede
Overfelthene Afsted og oplise hans Har. Imid
lertid havde Proteftanterne henvendt sig til den
fvenste Konge Gustav Adolf om Hjelp. Denne,
forn netop firte Krig med Polen, fik ved Frank
riges Mcrgling en Vaabenstilstcmd med dette Land,
og ilede sine betrcrngte Troesfcrller til Hjelp.
1630 landede han i Pommern med en Har, hvis
ringe Antal (13,000 Mand) fpottedes af de Keifer
lige. Men Gustavs fortrolige Ven og Raadgiver
Axel Oxenstjerna, stod ikke langt borte med 10,000
Mand, og daglig strimmede der Folk til den alle??
rede da ansete Feltherre. Han opholdtes imidlertid
af diplomatiske Forhandlinger med Sachfen og
Brandenburg, som itte rigtig turde bryde cmbent
med Keiseren og derfor forfigte saa lange forn
muligt at bare Kappen paa begge Stnldre.
Imidlertid drog de Keiserlige under Tilly mod
det rige og blomstrende Magdeburg, stormede og
indtog Vyen og anrettede forfardelige Grufom
heder. Dette bestemte den vaklende Kurfyrste af
Sachfen; han tog Parti for den fvenste Konge,
og denne kunde nu marschere mod Tilly. Bed
Breitenfeld i Narheden af Leipzig mMtes de to
Hare den 7de Septbr. 1631, og her led Tilly et
llluorligt Nederlag, forn tvang ham til hurtigt
Tilbagetog. Gustav fulgte efter, og da Tilly
Histen s. A. v.ed Floden Lech i Baiern vilde hin
dre Svensternes Overgang, blev han Mdelig saaret.
Tredivellllrslrigen
Nu vidste Keiseren ingen anden, som kunde byde
Svenskerne Spidsen, end Wallenstein, som ogsaa,
efter at have faaet næsten fri Raadighed, gav sig
til at samle en Hær. Med denne leirede han sig
ved Nürnberg, hvor Gustav forgjeves sigte at
storme hans Leir. Hunger tvang omsider begge
Hære til at forlade Stedet, og ved Lützen (6te
Novbr. 1632) tom det ttl Slag, i hvilket Gustav
Adolf faldt. Hertug Bernhard af Weimar
overtog da Kommandoen over Svenskerne og slog
Wallenstein aldeles. Sverige fortsatte Krigen efter
Kongens Fald under de dygtige Feltherrer Johan
Banér, Gustav Horn, Torstenson, Wrangel m. fl.,
i Regelen heldigt. Men 1634 tabte Hertug
Bernhard og Horn det blodige Slag ved Nördlingen i
Schwaben, hvilket havde til Følge, at flere af
Svenskernes tyske Forbundsfæller sluttede Fred
med Keiseren, og Sachsen endog Forbund med
ham. Imidlertid var Wallenstein, hvem Keiseren
frygtede, med dennes Billigelse bleven snigmyrdet.
Kort efter det nævnte Nederlag vandt Banér en
fuldstændig Seier over de Keiserlige og Sachserne
ved Wittstock. Dette rettede vel for en Del paa
Tagerne, men de Svenskes Stilling var alligevel
mislig. Da fik de uventet Hjelp af Frankrige,
hvis Styrer, Richelieu, af Lyst til at knække
Østerrige, allierede sig med Protestanterne i Tyskland,
paa samme Tid som han undertrykkede dem i
Frankrige. 1642 slog Torstenson de Keiserlige
aldeles ved Leipzig, de franske Hærførere Condé
og Turenne tilføiede dem Nederlag paa andre
Valpladse, og Kristian den fjerde, som af
Misundelse og Frygt for Sveriges Overmagt søgte at
blande sig i Sagen, blev saa eftertrykkelig tugtet
af Torstenson, at han 1645 blev nødt til at
indgaa en ufordelagtig Fred. En keiserlig Armé
under Gallas, som skulde ile Danmark til
Undsætning, fik af Torstenson en saadan Modtagelse,
at han i største Hast maatte trække sig tilbage.
Torstenson fulgte efter, seirede overalt, og Keiser
Ferdinand blev efter disse hyppige Nederlag
tilbøielig til at lytte til Fredsforslag. Dog maatte
de svenske Feltherrer Wrangel, Königsmark o. a.
ved flere Seire paaskynde Underhandlingene.
Endelig stormede sidstnævnte og Karl Gustav 1648
Prag og erobrede denne By, hvilket havde til
Følge, at det blev Alvor med Freden, som en
delig kom istand 24de Oktbr. 1648 i Westfalen.
Blandt dens Hovedbetingelser kan nævnes, at alle
Protestanter fik fri Religionsøvelse, hvorved
Passauerforliget og Augsburgerfredens Bestemmelser
ogsaa kom til at omfatte de Reformerte. Af de
øvrige Omordninger, som Freden medførte, var,
at Sverige fik Forpommern, Frankrige
Lothringen og Elsas; ligeledes fik Brandenburg en Del
Landudvidelser, og Nederlandene og Schweiz
erholdt sin Uafhængighed af det tyske Rige
bekræftet. De af Krigen herjede Egne var efter dens
Slutning frygteligt medtagne. Blomstrende Byer
laa i Ruiner, og frugtbare Strækninger var
forvandlede til Vildmarker. Bøhmens
Befolkning, som før Krigens Udbrud var 3 Millioner,
sank under denne til ¾ Mill., Augsburg havde
18,000 Mennesker igjen af 80,000, Sachsen tabte
900,000 Mennesker paa to Aar, og i Rhinpfalz
var neppe en Femtedel af Befolkningen tilbage.
Handel, Industri og andre Næringsveie var
mangesteds tilintetgjorte for lange Tider, og lovlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
