Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tystland
tyske Keiserkone forenet med den tyste Konge
trone. Da Karl den stores 3Et 911 uddide i
Tyskland, valgtes Konrad af Franken til tysk
Konge; efter hans Død 919 kom det sachsiske
Fyrstehus paa Tronen med Henrik Fuglefanger,
hvis Efterfilgere herskede i Tystland til 1024.
Af dette Hus udmarkede Otto den store (s. d.) sig
forn en i alle Henfeender dygtig Regent. Fra
962 knyttedes det romerske Keiserdimme til det
tyste KongedMme indtil 1806. Det sachsiste
Fyrstehus efterfulgtes af det frankiske eller
saliske med Konrad den anden, som var
beslægtet med førstnavnte. Han og hans SM
Henrik den tredie (d. 1056) hævdede i
betydelig Grad Landets Magt og Anseelse, bl. a. ved
at forene Burgund med Tyskland og ved at bringe
Polen, Bøhmen og Ungarn i Lydrigeforhold til
Tystland. Under sidstnævntes Søn Henrik den
fjerde (1056—1106) begyndte de bitre og lang
varige Stridigheder med Pauestolen, hvilke paa
firte Tystland og dets Nabomagter idelcrggende
Krige og megen Blodsudgydelfe. 1138 efterfulgtes
de sllliste Keisere af Hohenstauferne, idet
Konrad den tredie var en Dattersøn af Henrik
den fjerde. Dette Fyrstehus, hvoraf de steste Kei
sere i farlig Grad udmarkede sig ved sin Person
lige Dygtighed, beklcrdte Europas davcrrende mag
tigste og mest ansete Trone indtil 1254. Baade
Konrad og hans Efterfilgere maatte fire blodige
Krige med de forstjellige Trontandidater, som op
stod i Tystland paa Grund af, at de andre tyste
Fyrster, som var beslcrgtede med det forrige Keifer
hus, ogfaa betragtede sig fom arveberettigede og
itte sjelden, sigte at havde sin Ret med Svcrrdet.
Desuden deltog Konrad og hans Efterfilger
Fredrik Barbarossa (d. 1190) i Korstogene,
hvorved de endnu mere fvcrttede sin Magt; der
til tom, at Fredrik indloo sig i en bitter Kamp
med Pavemagten om Herredimmet i Italien.
Hans Sin og Efterfilger Henrik den sjette
(1190—97) var nar ved at naa det af de tyste
Keisere lange eftertragtede Maal, at blive aner
kjendte som Italiens retmcrssige Herskere, idet
han ved Ægteskab blev Arving til Neapel og
Sicilien. Men han dode i sin kraftigste Alder
og efterlod Riget til sin mindreaarige SM, den
fenere Fredrik den anden. Mellem dennes
Farbroder Filip af Schwaben og Otto af Sachsen
begyndte nu en blodig Kamp om Byttet, men ved
Pavens Mellemkomst blev Fredrik 1215 tyst Keifer.
Han indvikledes dog fnart i en Feide med Pave^
magten, idet han af al Magt figte at blive Herre
over det øvrige Italien, ligefom han ved Arv
var bleven det over Neapel og Sicilien. Hans
SM og Efterfilger Konrad den fjerde døde
4 Aar efter ham (1254), og nu indtraadte en sir
gelig Tid for Tystland, idet ingen af de valgte
tyste Konger formanede at blive cmerkjendt overalt
og derfor stadig havde at kjcrmpe med Modkonger.
Heraf benyttede de mindre Fyrster sig, idet de
gjorde sig nasten uafhcrngige. 1273 lyttedes det
Rudolf den første af Habsburg at tomme
ttl Magten, og med ham besteg det habsburgske
Hus den tyske Keisertrone. Men allerede 1308
blev dette Fyrstehus fortrcrngt derfra ved
Albrecht den førstes Mord, og nn optraadte
en Ratte Konger og Modkonger, forn idelig be
krigede hverandre, hvilket medfirte en Forvirring
Tystland
og en Lovlishedens Tilstand, forn idelagde Landet
og fnart blev utaalelig baade for Fyrster og Foll.
Endelig lyttedes det Karl den fjerde (1347—78)
at faa vedtaget den sllllkclldte gyldne Bulle, forn
bestemte, hvilke Fyrster der stulde deltage i Valget
(Kurfyrster), famt at Kurvcrrdigheden stulde vare
arvelig i vedkommende Fyrstes Familie. Imid
lertid vedblev de indre Tvistigheder under Karls
uduelige Efterfilgere. 138? kom Habsburgerne
paany i Besiddelse af den tyste Keifertrone, og
nu begyndte der efterhaanden at indtrcrde ro
ligere Tilstande i det indre. Det habsburgfle
Fyrstehus var dengang paa Grund af fine ud
ftratte Besiddelser et as de mest ansete i Europa,
og fiere af dets regjerende Medlemmer var dyg
tige Mand. som forstod at opretholde og befcrste
sin Magt. Maximilian den første
(1493—1519) foretog et vigtigt Skridt til den almindelige
Ordens Gjenoprettelfe, idet han fik den saakaldte evige
Landefred og Rigskcunmenetten (1495) vedtagen og
inddelte Riget i 10 Kredfe (1512), hvis Kreds
oberster stulde paase Overholdelsen af Ro og Orden.
Derved var Braadden brudt af den tMelise Vold
somhet??, som Ridderne og de Adelige under deu
tidligere Forvirring havde tilladt sig. Under ham
begyndte Reformationen at vinde Udbredelse r
Tystland, hvilket firte til nye Tvistepunkter.
Maximilians SM og Efterfilger Karl den
femte (1519—56) tog som bigot Katholik strax
Parti mod den reformatoriste Bevægelse inden
Kirken. Dette foranledigede, at han tom i Strid
med de protestantiske Fyrster i Tystland, hvilket
firte til den schmalkaldiske Krig (s. d.). Imidlertid
fil Karl faa meget at bestille med Kong Frans af
Frankrige, at han ikke kunde beskjeftige sig stort
med de religiise Stridsspirgsmaal, og hans Strcr
ben efter at udvide Keisermagten fjernede endog
hans Troesfceller fra ham. Derved blev han
nidt til i Augsburg 1555 at indrMme Prote
ftanterne Religionsfrihed. Under Karls Efterfil
gere Ferdinand den første (d. 1564),
Maximilian den anden (d. 1576) og Rudolf den
anden (d. 1612) nød Tyskland nogenlunde Ro;
men Gjæringen i det indre tiltog stadig paa Grund
af Protestantismens Fremgang, indtil det ulmende
Had mellem Katholiter og Protestanter under
Mathias 1618 vrid ud i lys Lue ved
Trediveaarskrigen (s. d.). Denne blodige Krig, forn fort
fattes under Mathias’s Efterfilgere, Ferdinand
den anden (d. 1637) og Ferdinand den
tredie (d. 1657), bragte det tyske Rige til
Undergangens Rand og spredte Nød og Ødelæggelse
over alle Landets Dele. Den westfalske Fred 1648
stansede vel Krigens Herjinger, men bidrog
alligevel til Tysklands Svækkelse, idet enhver af de
mange Smaafyrster tilkjendtes fuld Suverænitet,
hvilket i høi Grad indskrænkede Keisertronens
Magt. Under de følgende Regenter Leopold
den første (d. 1705), Josef den første (d. 1711)
og Karl den sjette (d. 1740) fik vistnok
Tyskland store Landudvidelser, eller rettere, Keiserhusets
Arvelande forøgedes ved Krige eller Arv med
Ungarn, Slavonien og Siebenbürgen. Men dette
styrkede langtfra Keiserdømmet indadtil; tvertimod
blev det netop herved indviklet i næsten alle
Europas Krige, hvorved dets Kræfter spildtes og dets
Sønners Blod blev udgydt i Anliggender, som ikke
vedkom Tyskland. Saaledes blev det trukket med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
