Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ungarn - Ungarske Vine - Ungarsk Sprog og Literatur - Unger, Carl Richard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ungarjle Vine
hans Efterfølgere Lonyay, Ghyczy og Tisza har
fortsat i det af ham fulgte Spor.
Ungarske Vine kaldes med et fælles Navn
de i Ungarn producerede Vinforter, hvilke med
Henfyn til Kvalitet neppe overgaaes af nogen an
den Vinsort. Derhos er den ungarske Vinavl
nerst efter Frankriges den betydeligste i hele Europa.
De fortrinligste ungarske Vine er Tokaier,
Carlovitzer, Meneser, Adlersberger, Steinbrucher,
Fünfkirchner og St. Georger Ausbruch.
Ungarsk Sprog og Literatur. Det ungarske
eller magyarifle Sprog tilhirer den ugriske Gren
af den altaiske eller turcmsse Sprogstamme og er
narmest bestetet med Finst, Lappisk, Esthnifl, for
uden stere udeneuropaiste Sprog. Det indbragtes i
Landet med Magyarerne og er for en Del op
blandet med Ord og Udtryk af Slavifl og andre
fremmede Sprog. Det ligner Finst i sin Rigdom
paa Vokaler, men benytter flere Konsonanter end
dette; det er rigt paa Konjuglltionsformer, ja har
endog en dobbelt Konjugation.efterfom Handlingens
Objekt er bestemt eller ??bestemt. Sproget er fuld
tonende, bMligt og bestemt. I Udtalen lagges
Hovedakcenten paa første Stavelfe, Biakcenten paa
tredie eller fjerde. Efter Kristendommens Ind
firelfe gjordes forskjellige Forsøg paa at indføre
Latin eller Tysk som offentligt Sprog i Ungarn,
idet samtlige Bøger var skrevne paa et af disse
Sprog, fornemmelig paa Latin. Men
Magyarerne modfatte sig bestandig Fortrængelsen af
deres Modersmaal, og det vedblev derfor at be
staa og benyttes i daglig Tale, som Krigssprog
og ved Folkefester. Under den religiøse og
politiske Bevægelse, som opstod i Midten af det 16de
Aarh., begyndte ogsaa Sansen for det nationale
at vaagne blandt Magyarerne og dermed ogsaa
Kjærligheden til Modersmaalet samt Ønsket om
at kalde det tillive som Nationens naturlige Med
delelsesmiddel. Flere fremragende Forfattere strev
sine Arbeider paa Magyarisk, Bibelen oversattes
til det, og det begyndte at vinde Indgang ved
Gudstjenesten. Nu har Magyaristen seiret over
hele Limen. Fortrcrffelige magyariste
Grammatiker er udgivne af Revai, Márton og
Ballagi, og lexikalsse Verker over Sproget er
leverede af Fogarassy, Ballagi, det ungarske
Akademi m. fl. — Den ungarske Literatur er
fcrrdeles righoldig og tan opvise en Rakke frem
ragende Mand. De firste literare Frembrin
gelfer paa Magyarist flriver sig fra Arpadernes
Tid og bestaar for en stor Del af nationale
Helte- og Krigssange, hvis Ægthed dog delvis er
omtvistet. I Tidsrummet fra Kristendommens
Indførelse til ud i det 16de Aarh. tog Latinen
Overhacmd, faa at den ungarske Literatur i denne
Periode hovedsagelig foreligger i dette Sprog.
Kronikørerne Székely, Temesvari, Haltai
m. fl. (1559—72) brød imidlertid Banen for det
magyariske Sprogs Indførelse som Skriftsprog,
og de fulgtes af et stort Antal Mand, som paa
alle Literaturens Omraader, i Vers og Prosa, fort
fcttte, hvad de havde begyndt. Blandt den ungarske
Literctturs mere betydelige Reprasentcmter i det
16de og 17de Aarh. kan foruden de ovenfor cmfMte
nævnes Kronikørerne Pethø, Bertha og
Lisznyai, Bibeloversætterne Komjáki, Pesti, Haltai
og Karolyi, Salmedigterne Szekely, Batizi,
Ujsalvi, Fazekas og Dajka. Poesien havde
Unger
ogsaa talrige Dyrkere, deriblandt Tinodi,
Kakonyi og Valkai (Folke og Heltesange), Grev
Zrinyi, Tasko og Gyøgnyøsi (episke Digte),
Rinnai, Benitzky, Balassa (Lyrik) m. fl.
Ogsaa af videnstabelige Forfattere fremstod flere,
deriblandt Encyklopadisten Tsere og
Grammatikerne Pesti, Erdøsi, Molnar, Katona osv.
Det 18de Aarh. var omtrent en stadig Kamp
mellem Latinen og det Magyarifle; firstncrvnte
fik en Rcette fremragende Forkjcrmpere, hvis For
maal var at faa Latinen almindelig antagen som
Striftfprog. Man lan endog fige, at Latinen
indtil ca. 1780 havde sin HMste Blomstringstid
i Ungarn; det var i denne Tid baade Literatur
og Statssprog. At Latinens Herredimme ikle
desto mindre blev brudt, lom for en stor Del af
Keifer Josef den andens Bestrcrbelfer for at faa
indfirt Tyfl forn Ungarns Skriftsprog. Thi det
nationale Parti talte ogsaa flere dygtige Mand.
som med Bestemthed holdt paa Modersmaalet, og
forn forstod at benytte den tyste Agitcttion i Un
garflens Interesfe. Dette feirede tilslut, og fra
1830 til 1844 udkom der en Rakke Love. som til
sammen bestemte, at Magyarist stulde vare Lan
dets offentlige Sprog. Af de nyere ungarske Dig
tere og Literctter bir omtales Lyrikerne Csokonai,
Berszenyi og Kølesey. men fremfor alle
Ungarns betydeligste og nationaleste Digter Alex.
Petøfi, Dramatikerne Kisfaludy,
Vørøsmarty, Erdélyi samt Novellisterne Josika,
Eøtvøs, Jókai og Baron Kennény; endvidere
Historikerne Buday, Virag, Hunfalvi,
Horváth, Teleki og Szalay samt
Literaturhistorikeren Toldy.
Unger, Carl Richard, norsk Videnskabsmand,
f. i Kristiania 1817, besøgte først Kristiania
Borgerskole og opholdt sig derpaa et Par Aar i
Thelemarken hos Presten og Digteren S. O. Wolff,
forn var gift med en Slcegtning af ham. 1835
dimitteredes han til Universitetet fra Millers In
stitut, og snart bestemte han sig for Sprogstu
dierne. 1839 ansattes han som Stipendiat i Fi
lologi ved Universitetet og tog derpaa en Tid
Ophold i KjMenhavn for at studere aldre Haand
ssrifter. Her gik det op for ham, at Udgaverne
af de nordifle Sagaer ikke var niiagtige nok, til
at man derpaa kunde bygge fproglige Underfigelfer,
og han bestuttede derfor at raade Bod paa denne
Mangel. Han befigte i videnstabelige Viemed
Paris og London, hvor han fortsatte sine Sprog
studier, og efter sin Hjemkomst tog han en vcr
sentlig Del i den af P. A. Munch forcmstllltede
Udgave af den ældre Edda. Sammen med Munch
udgav han desuden „Fagrskinna“,
„Norrøna-Sprogets Grammatik“ og „Oldnorsk Læsebog“.
Omtrent famtidig paabegyndte han i Forening
med C. A. Lange Udgivelfen af det omfangsrige
og vigtige Berk „Diplomatarium Norvegicum“,
hvilket efter Langes Død er blevet fortsat af Unger
og Huitfeldt. Sammen med R. Keyser og Munch
udgav hcm 1848 „Kongespeilet“ og med Keyser
„Olafs Saga hins helga“ (1849), „Strengleikar
eða Ljoðabòk“ [[** aksent sic **]] (1850) og „Baarlams og Josafats
Saga“ (1851). Desuden har han paa egen Haand
besørget Udgivelsen af „Alexanders Saga“,
„Dideriks konungs Saga af Bern“, „Saga Olafs
konungs ens helga“, „Stjorn“ (gammelnorsk
Bibelhistorie), „Flateyjarbok“, „Karlamagnus Saga“,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
