Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Østerrigsk-Ungarske Monarki
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
adskillige Tvistigheder, indtil Keiser Rudolf af
Habsburg gav det til sin Søn Albrecht den
første, som tillige erholdt Steiermark og
Krain, og som blev Grundlæggeren af det
habsburg-østerrigske Fyrstehus. Under hans
Efterfølgere udvidedes Riget efterhaanden bl. a. ved
Erhvervelse af Bøhmen, Mähren, Schlesien,
Ungarn, Tyrol m. m., dog tabtes under
Ferdinand den første det meste af Ungarn til Tyrkerne,
som i 1529 endog første Gang beleirede Wien.
De østerrigske Lande deltes imidlertid i flere Dele,
men under Ferdinand den anden samledes de
paany til én Stat. Landet var imidlertid blevet
ophøiet til Erkehertugdømme, og flere af dets
Herskere havde tillige indehavt den tyske
Keiserværdighed. Under Ferdinands Regjering (1619—37)
var Spendingen mellem Katholske og Protestanter
i Tyskland meget stor, og da den bigotte Fyrste
lagde an paa at udrydde Protestantismen i sine
Lande, blev dette Anledningen til Trediveaarskrigen
(s. d.). Denne, der under hans Søn Ferdinand
den tredie (1637—57) afsluttedes ved Freden i
Westfalen, forvandlede en stor Del af de østerrigske
Arvelande til Ørkener og kostede Millioner af Beboerne
Liv eller Eiendom, men førte ogsaa til at
Protestantismen fortrængtes fra de østerrigske Arvelande,
ligesom Keiseren opnaaede at faa Enevældet indført
i Bøhmen. Ferdinand den tredies Søn Leopold
den første (1657—1705) fornyede Krigene med
Tyrkiet og var i Begyndelsen uheldig, saa at
Tyrkerne 1683 endog trængte frem til og for anden
Gang beleirede Wien, som imidlertid frelstes af
den kjække polske Konge Johan Sobieski (se Johan
den tredie). Senere vendte Vaabenlykken sig, saa
at Leopold ved Fredsslutningen erholdt tilbage hele
Ungarn, som han 1687 gjorde til et Arverige, og
forenede dermed Siebenbürgen. Tillige maatte
Tyrkiet 1699 tilbagegive Landet mellem Donau
og Theiss og 1718 afstaa andre vigtige Provinser
til Ungarn. Leopolds Plan at sikre sin anden
Søn, Karl, Arvefølgen i Spanien, foranledigede
den spanske Arvefølgekrig (s. d.), som hans
Efterfølger Josef den første (1705—11) fortsatte
og dennes Efterfølger og Broder, Karl den sjette
(1711—40), endte ved Freden til Rastatt 1714.
Ved denne forøgedes det østerrigske Keiserdømme
med Nederlandene, Neapel, Mantua, Mailand og
Sardinien, der 1720 ombyttedes med Sicilien;
desuden erholdt Karl efter en heldig Krig
med Tyrkiet Serbien samt Dele af Valakiet
og Bosnien. Men da hans Datter Maria
Theresia var hans eneste Arving, og hans
hele Ønske gik ud paa at sikre hende Tronen,
maatte han afstaa betydelige Dele af de erhvervede
Lande for at faa Nabofyrsterne til at indgaa
paa den pragmatiske Sanktion (s. d.). Samtidig
forsømte han imidlertid at vedligeholde Rigets
Forsvarsvæsen, og strax efter hans Død fik hans
Datter og Efterfølgerske i Regjeringen en Række
haarde Kampe at bestaa med Østerriges Rivaler.
Først fremkom Fredrik den anden af Preussen
med Fordring paa Schlesien; da han ikke havde
stort andet at støtte Fordringerne paa end en
slagfærdig Krigshær, blev han afvist, og dette
førte til de schlesiske Krige, som endre med, at
Østerrige 1742 maatte afstaa hele Schlesien til
Preussen. Nu kastede ogsaa Baiern, Sachsen,
Spanien og Frankrige sig over Østerrige, og
dermed begyndte den østerrigske Arvefølgekrig (s. d.)
Det saa ilde ud for Marie Theresia, og det var kun
Ungarernes heltemodige Hjelp, som frelste hende.
Efter Fredsslutningen søgte hun at tilbageerobre
Schlesien fra Preussen, men uden Held (se
Syvaarskrig, den preussiske). Efter sin Gemal,
Frans Stefans Død tog hun sin Søn Josef den
anden til Medregent, og han formaaede hende til
at deltage i Polens første Deling, hvorved Østerrige
erholdt Lodomirien og Østgalizien; desuden
erobredes Bukovina fra Tyrkiet. Josef den anden
(1780—90) var en ivrig Reformven og indførte flere
tidsmæssige Foranstaltninger i den indre Styrelse.
Men hans Reformbestræbelser var uden Plan og
han gik i sin Iver for vidt uden at tage
tilbørligt Hensyn til det nedarvede og tilvante.
Herved ophidsede han sine Undersaatter, som paa
flere Steder gjorde aabenbar Modstand mod
Indførelsen af de keiserlige Forordninger, og
Josef saa sig omsider nødt til at tilbagekalde
de fleste af dem. Hans Udenrigspolitik beredte
ham ligeledes den ene Skuffelse efter den anden.
Vel lykkedes det hans Broder og Efterfølger
Leopold den anden (1790—92) at berolige det
opsætsige Belgien, men i de ydre Anliggender var han
ikke heldigere end sin Forgjænger. Under Leopolds
Søn Frans den anden (1792—1835) begyndte
Forviklingerne med den nylig oprettede franske
Republik, hvilke medførte en Række Nederlag og
Skuffelser for Østerrige. Med Preussen som Allieret
begyndte Frans kort efter sin Regjeringstiltrædelse
Krig med Frankrige, men Bonapartes glimrende
Seire i Italien tvang Østerrige til 1797
at slutte den ufordelagtige Fred til
Campoformio, hvorved Belgien og Lombardiet gik
tabt, men Venetien blev østerrigsk. 1799
sluttede Frans sig til den anden Koalition mod
Frankrige, uden at opnaa noget derved; ved
Fredsslutningen i Luneville 1801 blev omtrent
alt som før. Endnu uheldigere gik det Østerrige
som Deltager i den tredie Koalition mod
Frankrige 1805. Efter Napoleons afgjørende Seier ved
Austerlitz blev Frans tvungen til ved Freden i
Presburg at afstaa Venetien, Tyrol og de
schwabiske Besiddelser. Frans, som Aaret i Forveien
havde erklæret Østerrige for et arveligt
Keiserdømme, nedlagde 1806 paa Grund af
Rhinforbundets Stiftelse den tyske Keiserværdighed og
kaldtes fra nu af Frans den første. Freden
mellem Frankrige og Østerrige varede imidlertid
ikke længe. Allerede 1809 kom det til en ny Krig,
som førte til nye Ydmygelser for Østerrige.
Efter Kampene ved Aspern og Esslingen og ved
Wagram blev Frans nødt til at indgaa paa
Fredsslutningen i Wien, hvilken kostede Østerrige
Salzburg og Illyrien samt det meste af Kroatien og
Galizien, hvorhos Frans maatte indgaa
Forbund med Frankrige og noget senere (1810) give
Napoleon sin Datter Marie Lovise tilægte. Efter
Napoleons uheldige Tog til Rusland forsøgte Frans
at optræde som Mægler, men da hans Forslag
forkastedes af Napoleon, stilte han sig for bestandig
fra denne og sluttede sig til Preussen, Rusland
og de øvrige Magter, som havde besluttet at
knække Frankriges utaalelige Vælde. Paa
Kongressen i Wien fik Frans de tabte Landsdele
tilbage og blev Lederen af det nystiftede tyske
Forbund. Metternich var imidlertid bleven sat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
