Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rettelser og Tillæg - Aas - Abel, Niels Henrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rettelser og Tillæg
til tredie Bind.
Aas (I., S. 4, Sp. 2), Lin. 6 „Thelemarken“,
læs: Østerdalen).
Abel, Niels Henrik, f. paa Finø Prestegaard
ved Stavanger den 5te August 1802, Søn
af Presten Abel, der 1803 befordredes til
Gjerrestad i Nedenæs Amt, og modtog af ham
sin første Undervisning, indtil han 1815 kom
ind paa Latinskolen i Kristiania. Da B. Holmboe,
senere Professor i Mathematik, 1818 ansattes som
Lærer ved Skolen, blev han snart opmærksom paa
Abels usædvanlige Talent for dette Fag, og han
gav ham privat Undervisning i den høiere
Mathematik, hvorunder han navnlig gjennemstuderede
med ham de Eulerske Hovedverker. Senere
begyndte Abel at gaa paa egen Haand, ligesom
han allerede under Skolegangen gjorde Forsøg
paa at bearbeide forskjellige Afsnit af
Mathematiken selvstændigt. 1821 blev han Student. Hans
Fader var imidlertid død, og hans Moder sad
igjen i yderst smaa Kaar. Holmboe og endel af
Universitetets Lærere skjød da sammen, for at han
kunde fortsætte sine Studeringer, og senere fik han
et Stipendium paa 200 Spd. (800 Kr.) for at
uddanne sig videre for Mathematiken. Allerede som
Elev af Latinskolen havde han søgt at sætte sig
de mest vidtgaaende Opgaver; han troede at have
fundet Løsningen af den almindelige Ligning af
5te Grad, noget, hvorpaa de foregaaende Tiders
største Mathematikere stedse forgjeves havde brudt
sine Kræfter. Løsningen blev af Hansteen sendt
til Professor Degen i Kjøbenhavn, men det viste
sig, hvad Abel ogsaa selv var kommen underveir
med, at han havde skuffet sig. Ikke desto
mindre blev dette af den mest indgribende
Betydning for hans fremtidige Virksomhed. Degen
havde i sit Svar ledet hans Opmærksomhed hen
mod de elliptiske Funktioner, gjennem hvis
indtrængende Studium den alvorlige Gransker, som
det i Brevet ttl Hansteen udtryktes, skulde komme
til at „opdage Magellanske Gjennemfarter til store
Partier af et og samme uhyre analytiske Ocean”.
Selv opstillede Degen tillige en Grundsats, som han
troede at have fundet, men som iøvrigt viste sig
at være falsk. Abel kastede sig nu ind i disse nye
Studier, samtidig med at han trods Degens
Advarsel ikke slap sine høitstræbende algebraiske
Undersøgelser af Sigte. Og endnu inden han 1825, med
et toaarigt Stipendium paa 600 Spd. (2400 Kr.),
tiltraadte sin Udenlandsreise til Tyskland og
Frankrige, havde han som Forsker, om det end længe
forblev ubemærket, gjort to af sine lykkeligste
Fund. Han muliggjorde en ganske anderledes
dybgaaende Behandling end før den Tid naaet,
af den høiere Algebra, idet han beviste (hvad dog
tilsyneladende kun var et negativt Resultat), at
først ved at gaa ud over de elementære
Regningsarter, heri indbefattet Uddragning af Rod, vil
almindelige Ligninger af høiere Grad end fjerde
kunne løses. Gjennem det saakaldte „Abelske
Theorem“, dette „monumentum ære perennius“,
som det er kaldt, grundlagde han endvidere en
høist omfattende ny Gren af Mathematiken, senere
benævnt de „Abelske Funktioner“. Under sin
Udenlandsreise stiftede han i Berlin Bekjendtskab med
Geheimeraad Crelle, hvad der væsentlig bidrog
til Oprettelsen af den senere saa ansete Crelleske
Journal for ren og anvendt Mathematik. Sammen
med Boeck, Keilhau og Møller foretog Abel en
Feriereise over Wien til Italien, og kom saa i
Juli 1826 til Paris. Der indleverede han en større
Afhandling til Institutet, i hvilket just det
ovennævnte Abelske Theorem fuldstændigere udvikledes;
men Afhandlingen blev forlagt i 15 Aar. Ved
samme Tid og under det følgende andet Ophold
i Berlin grundlagde han gjennem sin berømte
„Recherches sur les fonctions elliptiques“ den
nyere Theori for de elliptiske Funktioner, idet han
navnlig gjennem en Omvending — svarende til
en Betragtning af de trigonometriske Linier
istedenfor Buerne — gav Legendres fyrretyveaarige
Arbeider over disse Gjenstande en fuldstændig
forandret Skik og en ulige større Frugtbarhed for
den hele Mathematik og dens Anvendelser.
Hjemkommen til Norge, stod Abel uden Hjelpemidler;
Universitetet bestræbte sig for at skaffe ham hans
forrige Stipendium tilbage, men forgjeves, og
hans Tilstand dengang var en Nødstilstand.
Under Hansteens Reise til Sibirien fik han dog et
midlertidigt Docentur i Astronomi, ligesom det
blev ham overdraget at læse i hans Sted paa
Høiskolen. Han førte nu et yderst anstrengt
Arbeidsliv, men rigt paa de skjønneste Frugter for
Videnskaben. Ved den Tid optraadte ogsaa paa
Skuepladsen en meget ivrig Medarbeider og
Medbeiler af Abel, den unge Jakobi, senere Professor
ved Königsbergs og tilsidst ved Berlins
Universitet. Overanstrengt og daarlig klædt foretog Abel
henimod Julen 1828 en Reise til Froland nær
ved Arendal for at besøge sin Forlovede,
Christine Kemp, senere gift med Keilhau, og paadrog
sig derunder en alvorlig Sygdom, som endte med
hans Død den 6te April 1829. Nys forud havde
han modtaget en Kaldelse til Berlins Universitet,
og nogen Tid efter hans Bortgang tildelte det
franske Akademi hans Arvinger sammen med
Jacobi den store mathematiske Pris, hvad der var
desto hæderligere, da det ikke knyttede sig til
nogen af Akademiet selv forud opstillet Prisopgave,
men var et særligt Hæderstegn til Anerkjendelse
af de store, epokegjørende Opdagelser, som dog
ellers nærmest var Abels. — 1839, ti Aar
efter Abels Død, udkom hans samlede Verker paa
offentlig Bekostning, udgivet af B. Holmboe. I
1881 foranstaltedes en ny og fuldstændigere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
