Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ibsen, Henrik Johan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsen
4
som han med sine simple Vandfarver malede, af Landstederne om hans
Fødeby Skien, f. Ex. Fossum Jernværk med sine maleriske, romantiske
Omgivelser, hvortil der var Udsigt fra den Gaard, hvor Idßenß Forældre
den Gang boede. Jeg erindrer meget godt, hvor straalende disse Tegninger
lyste for vore Barneøjne. Selv Kav6e jeg i mit Eje et lidet Billede, som
Ibsen havde givet mig, en Gjætergut, siddende paa en Bergknabbe; det var
overmåte prN^tizt. Dette bestemt tremtrN6en6e u6mZerke6e Anlæg hos
Ibsen kom ikke til ligefrem Udvikling, men det er fuldt og stærkt gjenkjen
6eUZt i hans Arbejder, i det mNlkvNl6ißt kunstneriske Blik. hvormed
han ordner alt til den størst mulig maleriske Virkning. Ibsen var
et Hoved n^ere end alt Folket. Historie læste han med Iver. I sin
Gjengivelse af de historiske Begivenheder, i Samtaler om de historiske
Personligheder aabenbarede han en Dybde i Opfatningen, en varm In
teresse, som maatte vække stærk Opmærksomhed. Navnlig den gamle,
klassiske Historie omfattede han med Forkjærlighed. Det kommer
op i min Erindring, hvor stilt det blev i Klassen, da Ibsen læste op
sit skriftlige Arbejde, en Drøm han havde nedskrevet, og hvor stærkt
den virkede paa min barnlige Indbildningskraft. Jeg har naturligvis ingen
Anledning nu til at gjengive ordret eller kontrollere min Hukommelse i
de min63te Træk, og det bør fremdeles erindres, at det var et Barn, som
fortalte det, drømte det eller oplevede det, hvad man vil. Hovedtræk
kene var omtrent disse: — — >¦>Under en Vandring »over Vidderne«
overraskedes vi, forvildede og udmattede, af Nattens Mørke. Som Jakob
fordum, lagde vi 08 til Hvile med Btenene under vore Hoveder. Mine
Kammerater slumrede snart; selv formaaede jeg ikke at sove. Endelig
sejrede Trætheden over mig ; da stod i Drømme en Engel over mig, som
sagde: Staa op og følg mig! Hvorhen vil du føre mig i dette Mørke?
spurgte jeg. Kom — gjentog kan —et Syn vil jeg lade dig se, Men
neskelivet i dets Virkelighed og Sandhed. Saa fulgte jeg — med Bang
hed, og nedad gik det som over uhyre Trin, indtil Fjeldene buede sig
over os til mægtige Hvælvinger, og derudenfor laa en vældig Død
ningeby med alle Dødens og Forkrænkelighedens rædselsfulde Spor og
Tegn: en kel Verden liglagt, sunket sammen under Dødens Magt, en
afbleget, visnet, udslukt Herlighed. Over det altsammen —et svagt,
dæmrende Lys, dystert som det, Kirkemurene og et Kvi6malet <^ravkorß
kaster over Kirkegaarden, i mere Lys, end de kunde give, de hvidble
gede Benrader, som i uendelige Rækker opfyldte de dunkle Rum. En
isnende Banghed kastede Synet over mig der ved Engelens Side: »her
ser du, alt er Forfængelighed.* Da kom en Sjasen som af de første
svage Slag af en begyndende Storm, som et tusindfoldigt stønnende Suk,
og den voxte til en hvinende Storm, saa at de døde bevægedes og
strakte Armene ud imod mig .... og med et Skrig vaagnede jeg —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
