Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Munch, Peter Andreas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Munch
179
Marmorkapitæl, eier laa i det gule Græs. Og saa fortalte han om de
Tusmder af fangne Jøder, der havde hvælvet disse Buer, om Kejser
hofferne, om Gladiatorerne, om Tigre og Hyæner, der her havde kjæmpet
mod Mennesker, indtil det blev os uhyggelig tilmode og vi vilde hjem.
Men paa Hjemvejen skulde stakkels Fladager gaa med Professoren. De
romerske Kudske kjøre rapt, naar det bærer hjem, men hvem var vel
paa Corso, da vi var paa Corso? Munch og lidt efter ham Fladager.
Ved Porten saa jeg tydelig, hvorledes Fladager søgte at dølge sin udasede
Elendighed. Paa Professoren var intet at mærke. At Folk bleve trætte
af at Zaa. sagde han, var fordi de tog for smaa Skridt. Han tog et
medens Fladager tog tre, nu havde han paa Touren villet lære ham at
gaa. Og hvor han klogt forstod at omgaaes de rødbenede Kardinaler,
naar kan trængte til dem for at fremme sin Gjerning, ikke at tale om
de lærde Abbater! Og hvor han frydede sig over ’al den romerske
Naivitet og Dejhghed og besjælede det Alt med sin egen Viden! Naar
Pifferari ved Juletid kom ind fra Bjergene for at blæse i Sækkepibe
udenfor Husene, vidste han at fortælle, hvorlunde det var den selvsamme
Musik, hvormed de fromme Hyrder hin k^lovede Julenat havde hilset
Chnsti Komme; om Stenguderne som om de levende Modeller, der løb
om i Gaderne, vidste han lige mange Historier at fortælle, og hver Engel
omkring paa Monumenterne hendte han, ja hvert Træk i hver Engels
Ansigt. Han kunde ligge paa Ryggen og stirre li^e op i Solen og lytte
paa Campagnolens besynderlige Ritorneller, som ikke er en egentlig
Melodi, sagde han, men en musikalsk Phrase, den samme som klinger
gjennem Pifferaris melancholske Sækkepibe og gjennem Munkenes Deo
gloria i Kirkerne. Og saa Kastaniegryden, hvorunder Ilden blusser midt
paa Gaden og divina commedia, Bom man ser for en halv Bajok og
Karnavalets Confetti-Kamp og de magre Væddeløbsheste, som han bandt
Knaldperler i Halen, at de skulde løbe videre, og Børneranglerne, besatte
med Makroner, og Spækhøkerens Bod med Laurbærkrandsene om Bøffel
osten, — tro ikke at Noget var kam for smaat. Og saa Gjederne som
1 Majmaaned komme ind fra Bjergene og lade sig malke midt paa
Gaden — derud maatte han hver Dag og se den friske Gjedemelk
skumme i Glasset og drikke den varm. Og hvor han kunde spise! En
Portion gule Ærter i vort ærlige norske Dampkjøkken var kam ikke nok
kan maatte have to. To Potter gule Ærter! Men saa levede han ogsaa
paa dem maaske et Par Dage, thi naar Ingen passede ham, spiste han
blot kver^an^ en heftig Hunger ståk kam. men kjærlige Slægtninge
mærkede dette og toge Formynderskabet over hans Spisning, det vil
sige kaldte ham til et gjæstfrit Bord til regelmæssige Maaltider, saa Ingen
tro, 2t kan maaske er død, fordi kan glemte at sørge for sig. En Aften
gik kan med os til Catacomberne — gammelt og nyt, romersk Kjøkken
og Dampkjøkken kommer her om hinanden, men hvem spørger om Stil
det er ham det gjælder, saa blæser vi 2f Stil. — Der hvor de sorte
Gange krydse hinanden, der foran Stenaltrene, hvor de første Christne
holdt deres hemmelige Gudstjeneste, der hvor efter Sagnet Paulus præ
dikede, der foran de gule smuldrende Knokler, der skulde I kave hørt
ham oprulle Fortiden, medens Førerens røde Fakkel oplyste det smukke,
mandige Ansigt. Aldrig fandtes der paa romersk Grund en bedre Led
sager; den klassiske Qld levede op igjen, naar han vilde tale, og han
vilde altid; aldrig Baa jeg ham træt, aldrig nedstemt, og naar’ han saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
