Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Welhaven, Johan Sebastian Cammermeyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Welhaven 335
uopdragen, saa Agerskov turde ikke nogensteds lade ham være alene, da
han idelig forlsd sig» (N. Bøgh: Christian Winther, 11. 210, ester Ager
skovs Meddelelse). I Kjøbenhavn vankede han hyppig iJ. L. Heibergs
Hus og mødtes næsten daglig i Studenterforeningen med Mænd som Chr.
Winther, H. Hertz o. fl. Det var «rige Dage» for ham, og det var ham
kun et stort Savn, at han «i den knappe Tid ikke kunde hvile rigtig i
et eneste af sine danske Bekjendtskaber». «Jeg traf gode Folk, de^u^te
at holde af mange, saa enkelte af deres Træk, ahnede dog kun de fleste,
og sagde Farvel» (Af Orla Lehmanns Papirer, udg. af J. Clausen, S. 22).
Han havde «Ferie» fra alle de hjemlige Ærgrelser, «og vi vare glade.
Vi kjørte i Dyrehaven, og Træerne nikkede til os, og Luften savnede os,
og der var ikke et pibende Kræ paa den hele Strækning, og der var
ingen Mislyd mellém os, vi vare indvortes kun, og vi vare kvN^et og
mættede» (Tilskueren 1893, 3, 553). Ovenpaa dette var det ikke behage
lig tat vende tilbage til Kristiania. «De to første Dage efter min Hjem
komst var jeg virkelig noget nedslagen og begyndte halvvejs at angre, at
jeg ikke var bleven i Kjøbenhavn» (Af Orla Lehmanns Papirer, S. 20).
Selv om det ikke er sandt, hvad H. Scharling fortæller (En Sommer i
Norge, S. 15), at Welhaven ved Hjemkomsten nær var bleven stenet, da
han kom op i Byen, og kun med Nød undgik den forbitrede IVllen^de.
saa havde han dog Fortrædeligheder nok. «Her er nu,» skrev han i
Novbr. 1835 til Agerskov (Tilskueren 1893, 3. 553), «mine Fiender, Men
nesker med Torskehoveder og med Oxehoveder og med Hundehoveder,
Mennesker med Pigger og med Kløer og med Haitænder. Bare jeg gaar
stille paa Gaden komme de undertiden snøftende og gryntende og pidende,
ligesom om de vilde give til Kjende, at de gjerne skulde æde mig, hvis
det ikke var en Gadeuorden og stridende mod Politilovene ; tki alle disse
Skabninger ere, paa nogle faa nær, gode Borgere, og flere af dem betale
Lvgteßkat og andre Tyngder. OernLeßt er her mine Velvndere og Venner;
og dette skulde jo være behageligt og ligesom en Modgift og en Trøstens
kilde, og det er vel ogsaa baade det ene og det andet. Men nagle as
disse mine Støtter, der høre til den Klasse af Maud3perLoner, der synes
at være Bkadte til Hanreier og Tøffeldansere, ere over al Maade matte og
viußeßt3ekkede. De vise en Slags Medlidenhed med mig og en krank
Omhyggelighed, som jeg ikke kan lide. De ere af disse kjedsommelige
forstandige Mennesker, der altid ville se en Sag fra to Sider, om det saa
er et mathematisk Punkt eller en ditto Linie; de kunne ikke taale, at
man kalder noget Sort eller Hvidt; tki der er et Sølen med dem, som
gjør, at de, i disse Retninger, aldrig komme videre end til Graat. Disse
Folk Kaldeß isvri^t de Sindige, og det er af denne -Sort, vi her oppe
fadrikere os Hædersmænd; thi saadanne kan jo en rask opadstræbende
Nation ikke vel undvære. Naar de ere døde, kommer der Monumenter
over dem af Jern, hvilket er det billigste Materiale etter Træ, eller de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
