Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Welhaven, Johan Sebastian Cammermeyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
336 Welhaven
faae, i det mindste, frivilligt Følge og en sindig Sørgeode i Aviserne.
Mine rigtige Venner ere gode; men den almindeli^e Nød og Plumphed
har ogsaa kvæstet deres Sind; og ofte bestaar vort Samliv deri, at vi
sergre os sammen.» Det var hans Agt at udsende et nyt polemisk Skrift
i «Dæmringsstriden» ; «jeg har allerede en stZerk Matador paa Nåanden,
som jeg trumfer ud med det første,» skrev kan til Orla Lehmann 16 Novbr.
1835 (Af Orla Lehmanns Papirer, S. 23), og ogsaa i et Brev til Agerskov
den følgende Dag nævner han, at han «nu igjen drager tilfeltß mod Bliraa
lerne» (Tilskueren 1893, 3. 554)- Han havde kundgjort allerede i Februar
s. A., at han nu yderligere havde udarbejdet det 3tok, kan i «Osemrin^en»
havde behandlet: «jeg har hærdet nye Landser, flettet nye Bve»del, og
inden kort vil man atter rinde mig paa den Kampplads, hvorhen min
Genius mcd uimodstaaelig Magt har drevet mig» (Saml. Skrifter, I. 257).
Den 20 August s. A. skrev kan til M. Sars: «Kampen er mig Let med
mit Liv. Der er ingen aandelig Frelse, ingen Spireevne for Fædrelandets
Kræfter, før den store Folkejammer er hævet. Jeg føler hos mig selv,
at ingen fri og gjennemgribende Produktion vil lykkes mig, før denne
min store Sorg er forvunden, og saaledes maa det gaa enhver varm Genius
i Norge. Ingen sedlere Natur kan sætte sig hen og spille paa Harpe,
medens Egnen skjælver af Dissonantser» (Skavlan: Ff. Wergeland, S. 276).
Men Enden blev alligevel, at han forholdt sig taus. «Jeg tilbageholdt,
efter modnere Overlæg, de Strids-Skrifter, som en naturlig Indignation
havde bragt mig til at forfatte og bebude, og jeg taalte, at man kaanede
mig for denne Taushed, uagtet jeg vidste, at mine Fiender kun skulde
havt liden Grund til Glæde, om jeg havde brudt den. Men det blev mig
klart, at det var skadeligt at forøge Bitterheden» (Saml. Skrifter, 11. 187).
Hvad der kan have bidraget til at bestemme ham til Taushed^ var ogsaa
den Omstændighed, at Boghandler Johan Dahl netop i Oktbr. 1835 kavde
besluttet sig til at udgive Dagbladet «Den Constitutionelle», som i Februar
1836 begyndte at udkomme under Ledelse af tre af Welhavens Venner
fra Studenterforbundet, C. Fougstad, U. A. Motzfeldt og A. M. Schwei
gaard; Welhaven maatte derved føle Stillingen lettet for hans Sag, og
han kunde nu tåge fat paa den mere positive Side af den «Livß Oppave,
der fyldte al hans Tragten, idetmindste at arbeide paa Forberedelserne
til en bedre Almen-Aands Dannelse» (Saml. Skrifter, 11. 184).
I Nartß ißz6 t«^ en velßtaaende Ven, den nvda^te juridißke Xandidal
0. ?. Lbdell, kam med paa en HsreM til I^rankri^e, kvar kan opkoldt Bi^ et
?ar Naaneder i ?ariß, «A kvorsra kan i 8. vendte tilda^e over
land. lijemkomßten var keller ikke denne <^anF üblandet deka^eli^; kan
«dlev alt paa forden i den maaneklare modta^en med tiuren 0^
?iden af Bvirende 3tudenter, Bom forfulgte «I^and3foll2ederen»
(vaderne, Baa at kan maatte ss^e I’iitluZt KO3 den uNlme3t doende Ven»
(Orla lekmann: og Kordmsendene, 3. 29). Hanß 3tilliu^ var paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
