- Project Runeberg -  Norsk Forfatter-Lexikon 1814-1880 / Sjette Bind. U-Ø /
364

(1885-1908) [MARC] Author: J. B. Halvorsen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Welhaven, Johan Sebastian Cammermeyer

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

364 Welhaven
sentant for Tidens vrange Bide. Da kans overordentlige Phantasie og Følelse aldrig
lade ham have Ro, er hans hele Virksomhed en evig Higen elter Ligevægt, der aldrig
lykkes, men som maa opvække hos os den samme Medlidenhed, som overalt, hvor
store Evner gaae tilgrnnde. Letragter man ham anderledes, kan man ingen Deeltagelse
føle for ham, men man kan naturligviis desuagtet blindt hen følge Strømmen. Dette
er Tilfældet med hans Efterabere, som netop ved at etterape ham bevise, at de aldrig
have fattet det Rørende hos ham; tki for at fatte dette, maa man føle, at han gaaer
tilgrunde i Kampen, og føler man dette, saa kan man ikke selv indlade sig paa Noget,
som man veed er frugtesløst. Ikke desto mindre har han, som andre Genier, faaet
en anseelig Flok af Efterabere, der ligesom han, virkelig gaae tilgrunde, dog ikke al
Mangel paa Ligevægt mellem Sjæleevnerne, men al total Evneløshed. Til disse hører
Welhaven, der vist indbilder sig at han kjæmper en mærkelig Kamp, fordi han seer
Heine gjøre det. Da han imidlertid, allene paa Grund af vore udvortes Forholde,
ikke kan have den samme Anledning som Heine, til at stille os et sønderrevet Indre
tilskue, saa er han yderlig generet over sine Qvaler. Den dvke melanckolzke (3rund
tone, der er indpræget i Alt, hvad Heines rastløse kkantazie har lore^’e>Fiet ham, er
hos Welhaven parodieret til den meest upoetiske og væmmelige Livslede. Den eneste
Kamp, Welhaven har kunnet gribe til, er det Poetiskes Kamp med det Prosaiske, eller
snarere Poeternes Kamp med Hverdagslivet; men han har heri gjort et saare uheldigt
Valg, fordi denne Kamp er i og for sig aldeles upoetisk. Da Poesien er Livets høieste
Element, saa kan den ikke danne no^en Modsætning til, men Potens al Livet, og
derfor bliver aldrig Nogen Dikter, førend han har lært at associere sig med Livet
udenom sig. Qvasipoeterne derimod komme sjelden længer end til saadan Kamp, og
den er derfor det stadige Omqvæd til deres Viser; aldrig har nogen sand Digter slaaet
paa den Streng, uden enten med Humor, som Ewald, Wessel og Baggesen, eller som
Vehikel for en lysere og glædeligere Livsanskuelse, som Øhlenschlæger l. Ex. i Morgen
vandring og andre af hans Digte. Denne Kamp altsaa, der er Qvasipoeternes kjæreste
Stof, er det Welhaven bukker under for, og han har søgt at gjøre det saa meget a la
Heine som muligt, ved at efterligne hans Maneer. Heine symboliserer gjerne sine
Anskuelser, f. Ex. i Naturgjenstande og Fortellinger, men naturligviis er det det Sub
jective, som han afpræger i dem, der er Hovedsagen. Welhaven har derfor været
meget omhyggelig efter at finde Modsætninger i Naturen, men da kan ingen Anskuelse
har, der i mindste Maade adskiller ham fra Hoben, saa stiller han dem blot lige overfor
hverandre, og lader Enhver lægge det Poetiske i dem efter Behag. Som Exempler
kan anføres: Vildt og Tamt, Druer og Berberisser, Havet og Kilden, Nattergal og
Papagøi, af hvilke Digte det sidste, hvor trivielt det end er, er det Eneste, hvori der
er Spor af lyrisk Colorit. Ligeledes er det fat med de Digte, hvori der er et episk
Element ; Fortællingerne i sig selv kave intet Værd, og Stemning findes ikke i dem.
De eneste af hans fortællende Digte, hvori der findes Spor til Stemning, er, saavidt
jeg veed, det første af Børnelegene og Lodsen, begge, ligesom Nattergal og Papegøi,
fra hans tidligere Periode. I de tre Fjerdedele af hans Digte synke virkelig hans
pyntelige Vers sammen til en Dynge, der hverken har Begyndelse eller Ende; de ene3te
Digte, der kunne holde sig i Veiret, ere Leilighedsdigtene, tki i dem klynge Versene
sig til Leiligheden, ligesom Bønner til en Stang. — — — —

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Nov 20 22:47:43 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/halvforf/6/0374.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free