Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dianas jagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
DIANAS JAGT.
aldrig anet, at kvindeøjne kunde være så
gådefuldt trofaste. At der lå så megen
hengivenhed under så urolig en selvrådighed. Hun
havde hvisket til ham og strøget ham med
sine hænder, men han mindedes ene, at
hun havde sagt: lille kære, lille kære! Han
havde været fuldstændig fortumlet af lykke;
han huskede kun, at da han gik ind
mod byen, var han som halvt beruset og løb
mod træerne på vejen og smilede og mumlede
op til månen, der begyndte at få glans og
kaste skygge.
Og nu sad han og vippede på stolen og
levede det hele om igen.
Han blev forstyrret i sine drømmerier ved
at en høj og svær, skægget herre kom ind
gennem lågen.
Det var en lidt ældre ven af ham. Edmund
hed han. Han havde været ude at gå og
var kommen i nærheden. Trængte til at få
sig en passiar. Havde ikke set et menneske
hele dagen.
»Og du sidder her og slikker solskin,
sybarit.«
ȁ, det er da i al tarvelighed. Ubi sera
rosa moretur eller hvad det er, din ven Horats
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
