Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjemfart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vinden våndede sig, som den ikke kunde holde
ud at være til, for al den sorg, den så’. Vognen
krøb langsomt frem over den tunge vej. Det
var, som den kørte i en lang, sen række af
andre vogne og ikke turde bryde ud. Den
rokkede og knirkede og knasede i gruset, så
langsomt, så langsomt, og duften af de døende
blomster slog døsende sammen om hende.
Det mindede hende — kunde hun da ikke
blive fri? Var der ingen hjælp? Har de døde
da mere magt end de levende? — Hun knugede
sine hænder mod brystet. Og hestenes hovslag
lød som en langsom, urimelig rytme: »hvis —
nu — den — der er død — ja; — hvis — nu —
den — der — er — død — ja . . .« Hun følte
sveden på sin pande. Pludselig dundrede det
hult under hestene, vognen kørte over en bro,
meget langsomt, på en gang strømmede et
skær af lys ind gennem vinduet, så hun måtte
vende sit hoved bort. Lyset faldt over hendes
rejsefælle og forsvandt. Og hun skreg vildt
og kastede sig forover. For det var den døde
mand, hun så’ ved sin side. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
