Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Han er Jøde - Sjette Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
69
Rudolph kunde ikke tale, en stor Skuffelse
havde ramt ham, hans Barnekærlighed til Kusinen
havde langsomt og ubemærket voxet sig stor og
opfyldte nu hele hans trofaste Hjærte; han var
ikke i Besiddelse af Meyers Lidenskab, han havde
en rolig Natur, og dog forekom det ham, at hele
hans Liv laa i Ruiner. En bitter Følelse havde
gjort sig til Herre over ham, han syntes, at
Meyer havde opført sig uridderlig; han vilde nødig
rette Bebrejdelse til Vennen, han fandt, han
havde i Forvejen saa tung en Byrde at bære, at
selv den mindste Draabe kunde fylde Bægeret,
men elske ham som før, det kunde han ikke.
Meyer burde have vidst den store Sorg, han bragte
over den Familie, der saa gæstfri havde
modtaget ham i sin Midte, og — Venskab og Tillid,
dem havde han svigtet.
Øjet blev strængt og Linierne faste om den
unge Gejstliges Mund, men saa kom
Medlidenheden og jog Strængheden paa Flugt. Hvor dog
Sorgen hvilede tungt paa den Mand, der gik
ved hans Side . . . Hvad kunde han gøre for,
at han kom til at elske Doris, hvor var det
mulig at omgaas hende og blive kold ... og
var det egentlig hans Skyld, at den unge Pige
var kommen til at holde af ham, han var jo vant
til at vinde Hjærter, hvor han kom hen? Nej,
der var kun én, der bar hele Skylden, og det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
