Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Han er Jøde - Sjette Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
Haab, han havde kun én Sorg, den, han delte
med sin Ven, men den var ikke ator nok til at
overskygge hans Liv . . .; nu derimod havde han
lidt sit første Skibbrud, og hvorledes han vilde gaa
ud af den Kamp, der ventede ham, var endnu
en uløst Gaade. Kun ét stod klart for ham:
Doris skulde have Fred, hendes Bekymringer
skulde hans Kærlighed ikke forøge, og sin Vens
Medbejler vilde han ikke blive — de vilde begge
forsage.
Saa satte han sig ned og skrev et langt og
kærligt Brev til Onkelen, men, underlig nok, saa
han denne sin Barndoms og Ungdoms Beskytter
mere med Meyers Øjne end med sine egne, og
derefter rettede han sit Brev.
Han fortalte oprigtig, at det var hans Skyld,
at Meyer var kommen der i Huset, uden at
Onkelen var bleven underrettet om, at han var
Jøde, og han sagde ham Grunden, hvorfor det
var sket; derpaa fortalte han ham alt, hvad han
vidste om Vennens Karakter, og han sluttede
med at sige:
«Jeg véd, at han maa have Fejl — han er
et syndigt Menneske — jeg har blot ikke haft
Blik til at opdage dem; men ét er vist, min
Tillid og Agtelse har han i fuldeste Maal.»
Da han havde sluttet Brevet, kom der Ro
over ham, han aabnede Vinduet og stirrede ud;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
