Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Han er Jøde - Ottende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
89
om han kunde læse hendes Tanke, stod han
op for at tage Afsked — han skulde rejse hjem
til sine Forældre og var kun kommen for at sige
Farvel.
Da han var gaaet, satte hun sig tæt ind til
Faderen og lagde sin Haand paa hans Skuldre.
Først var han ved at springe op og frigøre sig
for hende, men han tvang sig til Ro og sad stille,
medens hans Hjærte bankede, som vilde det
sprænge hans Bryst.
«Paps, min velsignede Paps, kys mig
frivillig og kald mig blot én Gang «din Solstraale.»
––Nej, nej, Du maa ikke komme med
Bebrejdelser, giv mig et lille Øjeblik din
Kærlighed fuldt ud —: blot et eneste Øjeblik, jeg trænger
til den.»
Det var, som om hans Strube snørede sig
sammen, som kunde han intet Ord faa frem, men
Kærligheden var ikke død, den brændte i hans
Bryst som en fortærende Ild, der ødelagde ham;
i det Øjeblik var Tanken død, kun Hjærtet levede,
han trykkede hende fast ind til sig, klappede
hendes Haand og kyssede hende.
«Mit Barn, min Solstraale!»
Hun rev sig løs fra hans Favn og ilede bort
uden at sé sig om.
Faderen saa dybt bevæget efter hende; hvad
betød denne pludselige Ømhed, var hun virkelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
