Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Han er Jøde - Ellevte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121
«Gaa nu hjem i Fred, og husk, vi har ikke
set hinanden for sidste Gang; hver Gang I gør
Uret, vil jeg søge Eder op, naar I ere syge og
ulykkelige, vil jeg være eders Ven, men angriber
I Jøderne, saa vil jeg, saa sandt hjælpe mig Gud,
være eders Modstander, om jeg saa stod en
iblandt tusende.»
En dødlignende Stilhed indtraadte. De, som
havde raabt højest og været ivrigst til Forfølgelsen,
vare de første, som skamfuld forlode Pladsen, og
snart var Vejen ryddet, og de tre Venner stode
ene paa Valpladsen.
Meyer rakte Rudolph dybt bevæget Haanden,
men Doris klyngede sig til sin Mand og takkede
Gud for hans Naade, at hun fik Lov til at
beholde ham — og hun hviskede med taarefulde
Øjne til Fætteren: «Naar Nøden er størst — er
Hjælpen nærmest.»
Rudolph trykkede kærlig deres Hænder, han
mægtede ikke at sige et Ord, der var kommet en
Slappelse over dem efter at Faren var overstaaet,
som de kun ved Anstrængelse blev Herre over.
«Jeg staar saa fattig og lille over for Dig,
Rudolph, jeg kunde intet gøre; fordi jeg er Jøde,
bleve mine Ord overdøvede, og med Doris ved
min Side var jeg vaabenløs.
Uden din kærlige Hjælp stode vi næppe
her. Og Du, min stakkels lille Hustru, det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
