Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Han er Jøde - Ellevte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
en smertelig Begyndelse. Nu tør jeg aldrig mere
gaa ud med Dig, vi komme til at forlade Landet.»
Før Doris, der var meget medtaget, fik
svaret, sagde Rudolph: «Det bliver nok lyse Dage
for os alle, min trofaste Ven og Broder. I Dag
bliver jeg hos Eder, som et Minde fra
Barndomshjemmet. Der kommer en Vogn, jeg vil standse
den — og saa køre vi alle tre til eders nye
Hjem.»
Som et viljeløst Barn lod Doris sig føre til
Vognen, og kort efter holdt den udenfor deres Dør.
Det var et trist Bryllup, saa langt fra hvad
Doris havde drømt, og skønt de dejligste Blomster
prydede Brudehuset, forekom det hende dog,
som om de alle vare duggede af Taarer. Men
hun skjulte sin Sorg, saa godt hun evnede —
skønt Meyer ikke havde ventet andet — den,
der uden Smerte saa let kan skilles i Ufred fra
sine Forældre — selv om hun følger den Mand,
hun elsker højst af alle — kan ikke rumme dybe
Følelser, og Taknemmelighed maa være saare
ringe udviklet hos en saadan Kvinde.
Doris følte, at først den Dag, hun kunde
byde den gamle prøvede Kærlighed velkommen
i sit nye Hjem, hvor den unge Kærlighed søgte
at gøre alt saa lyst og smukt for hende, først
da vilde hun forstaa, at det var et Fremtidshjem
for hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
