Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Han er Jøde - Tolvte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
— saa forandret. Han fik Taarer i Øjnene, og
Skridtene bleve langsommere. Hvor denne Gang
dog var tung for ham!
Han ringede ikke paa Døren, men sprang
over Hækken til Haven; her haabede han at
finde Doris’ Fader, han plejede altid at sidde
paa Verandaen og ryge sin Pibe.
Ved Støjen, som Springet foraarsagede, saa
Haase op, de blege indfaldne Kinder fik Farve;
han forsøgte at rejse sig, men det lykkedes ham
ikke, og hans tidligere Bleghed vendte tilbage.
Uden at give ham Tid til at sige et Ord,
slyngede Meyer Armene om ham og sagde dybt
bevæget:
«Fader, her er jeg, vi kunne ikke undvære
Dig længere, Doris sygner hen, vor Glæde og
Lykke bor her hos Dig; har vi syndet imod
Dig, saa forlad os vor Synd og tilgiv os, ellers
gaar vi alle til Grunde, Du selv og Moder med;
frels os alle, og bliv igen den gamle velsignede
Paps. Ser Du, Fader, det er jo kun mig, der
er Jøde, Doris vil altid holde sin Barnetro i Ære
— som jeg min, og dine Børnebørn blive døbte
i deres Moders Tro.»
Haase begyndte at græde, men han stødte
ikke Svigersønnen bort; han havde selv lidt saa
meget, at han havde tabt Modstandskraften, og
hans Kones udtærede Skikkelse, der tavs og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
